Metadata-info

Amtmandens Døt(t)re: parallellvisning

| | |
Juxta_commons_small
Sign in to your account | Sign up for account
Amtmandens Døttre, førsteutgavens versjon (1854/55)
Change
FØRSTE DEEL.
[I, 1]

En Eftermiddag for et Snees Aar siden var en Reisende, der kom Syd fra, steget af paa Skydsskiftet . . . . i et af Landets nordlige Amter. Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro man overfaldes af paa disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes, ved en mørk, regnfuld Octoberdags hele Tristhed.
Skydsen havde allerede ladet vente paa sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Miil i det onde Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige Leiligheder forsøger, for at bekjæmpe Utaalmodigheden, og bringe Minutterne til at gaae; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet Skilderierne paa Væggene, ligefra de fire Aarstider i straalende Regnbuefarver, indtil de to Kobberstik paa hver Side af Speilet, der begge i accurat samme Udgave
fremstillede Christianus VII rex, og syntes at protestere mod den Sætning, at man kan have formeget af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det haarde Stykke Meubel, der under Navn af Sopha, som en ganske extraordinær Beqvemmelighed undertiden findes paa de norske Skydsstationer, og lod som han sov.
Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle Glas og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende paa Sophaen med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humeur, hvori han befandt sig, maatte han nok have gjort et fordeelagtigt Indtryk paa den Gamle, efter hendes Mine at dømme.
Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei maatro, udbrød hun endelig.
Georg Cold – saa hedte den Fremmede, saa uvillig op uden at svare.
Lettet ved den gjorte Begyndelse tilføiede hun:
Med Forlov, er han kanskee den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?
Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke, hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor
Reisende vilde eller ei, maatte han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gaardens Beliggenhed etc. Tilsidst spurgte han om Amtmanden havde mange Børn.
Javist, han har en Søn.
Men ingen Døttre?
Jo Gud bevars, der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der blev gifte, den ene med Fuldmægtigen, den anden med Huuslæreren, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.
Er Frøken Amalie voxen?
Voxen? ja kors hun er voxen nok, hun er netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.
Er hun smuk?
Hvad befalls?
Er Frøkenen vakker?
Det skulde jeg troe, sagde Konen. Jo det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende naar hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, saa deilig er hun.
Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. – – Er det Skydsen som kommer? – – Det bliver en farlig Affaire den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.

Nei farlig er slet ikke Veien, naar De kjører peent, kjører De den Milen paa to Timer, trøstede Konen ham. Jo der kommer den.
Gjestgiverskens
Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk. Med en ganske anden sagkyndig Vægt forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre, var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vaar- og Høstsøle, veed, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da Cold hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmene. Mørket faldt sterkt paa, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge pladskende Trin og Vindens Susen i de vaade Træer. Saaledes unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Cold sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Maalet, begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse, man betages af, naar man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snild omhyggelig Tante! Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, man for længere Tid skal slutte sig til, man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre! For at være ærlig, maa vi tilstaae, at den første Bekymring,
hvordan Familien vilde behage ham, beskjæftigede ham langt mere end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.
Hurtigere end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgaarden. I det dybe Tusmørke kunde Cold endnu skimte Omridsene af en stor, uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmaal, der lød fra en Dør eller et Vindue, kom der Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og flagrede hen i andre Vinduer, og Cold, som var traadt indenfor, hørte Døre slaaes i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod paa Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. Paa Bordet laae en væltet Syekurv og paa Gulvet et Strikketøi, som en halvvoxen Kat bearbeidede paa det bedste, et Lys stod endnu paa Bordet, et andet, eftersat paa en Komode, blaffede uhyggelig for den aabne Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand paa henved tredsindstyve, lille og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Sløer af Sygelighed, Træthed eller Kummer – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det graanende Haar krusede sig i tynde, ziirlige Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han Cold velkommen og undskyldte sine
Damers Fraværelse med huuslige Forretninger, men haabede ved Aftensbordet etc. Han bukkede sig derpaa, og efterat han med megen Sagtmodighed havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og inviterede Cold venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpaa. Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Cold strax glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han saae sig alene paa det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.
En Times Tid efter blev Cold kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden bleve ham forestillede som hans Kone og Datter. Fruen begyndte paa en ziirlig Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet paa den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Væxt, og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog maaskee kalde den sidste smukkest. Efterat han havde faaet denne Beroligelse, der paa et Haar lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord hvormed man vilde hædre den nye Huusfælle.

Vi forlade ham her rolig en Stund, og idet vi foregribe de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, ville vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, baade fordi dette Individ uafvendeligt griber ind i Fortællingen, og fordi dets Charakteristik paa en viss Maade slutter alle de Øvriges i sig.
Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Kone. Hun havde læst meget, oplevet meget, og hun talte derom i et Sprog, der baade var ziirligt og flydende, og kunde hun under dette faae Leilighed til at udvikle en eller anden lille skjøn Grundsætning, saa gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærke vi i al Korthed, at dette er et hjemmelavet Begreb, der ikke synes at have staaet i nogen Sammenhæng med den tieckske – middelalderske Romantik. Det var ikke Poesien selv, kun et Surrogat for den, uægte laante Fjedre, dens aflagte Stads, der gaar ned til Terner og Kammerjomfruer. Tiden og det praktiske Liv – Fru Ramm var en dygtig, praktisk Kone – havde ogsaa ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa at Sporene nu kun viste sig
fragmentariske, som Forgyldningen paa et gammelt Meubel. Fru Ramm var gjestfri, og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at arrangere sit Huus, i at modtage og underholde Gjester, kunde ingen maale sig med hende, og ingen forsøgte heller derpaa. Hun nød ogsaa en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender, der var ingen Festlighed af nogen Betydning muelig uden hendes Raad og Bistand. En Tvivl om at det var en Kone af høieste Evner og den fineste Dannelse kunde ikke engang opstaae. Hun var af dem, der kunde leve tredive Aar til uden at have tabt en Straale af den Glorie, der omgiver dem, kun maae de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning hvori de ere stillede.
Men et uhildet Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hiin Forekommenhed, hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt Gemyts overstrømmende Varme, der omfatter alle, endog den ringeste Gjest. Den var et Festskrud, som hun efter Leiligheden tog af og paa. Og saaledes stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun meest bestak andre. Hendes Udvortes svarede paa en besynderlig Maade dertil. Ikke mange Damer paa Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have conserveret
sig saaledes. Hun havde en smækker let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde see i en Dands, naar hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at aabne Ballet, en riig Haarvext, livlige blaae Øine af et haardt Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær nu var fastnet til et stereotypt, noget teglsteensfarvet Rødt. Dette Udvortes vidste hun at hæve ved en Dragt, der, naar hun viste sig ude, baade var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdommelighed var af denne chrystaliserede Art, der vækker Mistanke om, at den opnaaes ved en Sjelens Kulde og Tørhed, der bevarer for Livets smertefulde Indtryk. Thi en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed, uden paa den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstaar hiint Udtryk, der rører, fordi det fortæller om Kampen og Seieren paa een Gang.
I sit huuslige Liv var Fru Ramm skattet som en Kone der gjorde sin Kreds saare lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende som gode Mennesker holde af, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i hende, og ligesom Tusinde gjøre i hans Sted, vundet hende, ægtet hende, uden at spørge stort om hendes Kjærlighed. «Den kommer nok bagefter». Men for denne Vildfarelse at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige
graae Haar, og den Charakterens Slappelse, der indtræder hos Mænd, der lade sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjærlighedsfulde Sind havde forgjeves brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døttres ulykkelige Giftermaal. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der laae en inderlig Bøn for deres Fremtid.
Først da Georg Cold nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Mærke til, at Bordgjesterne, foruden Edvard, hans Elev, endnu var forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoxen Pige. Hun var iført den for hendes Alder saare lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net, og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deeltog aldeles ikke i Samtalen, men saae stivt paa sin Tallerken, hvorfra hun af og til saae op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Cold spurgte om hende, og ligesom lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sophie, vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Cold, tage dem lidt af hendes Uddannelse. Her er liden Anledning for Saadanne til at lære, og vi have altid havt imod at sende vore Børn bort.
De vil finde hende noget forsømt, men jeg haaber, Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Cold gjorde et stumt Buk.
Efter saaledes for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, ville vi overlade ham til hans nye Stilling, og imidlertid lade halvtredie Aar gaa hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen paa hans Værelse. Han er ikke alene. Paa Sophaen sidder en lille, sterktbygget, mørkladen, noget koparret Mand, med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, og af et stort Meerskumshoved uddamper han umaadelige Skyer. Denne Mand er Læge og hedder Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse paa Cold. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja hvad mere er hans Ven og Støtte, da Cold som frændeløs Yngling stod alene i den fremmede Bye. Derved var der opstaaet et Forhold, der grundede sig paa Alderens Overlegenhed og Personlighedens Vægt paa den ene, og Taknemmelighed paa den anden Side. Der var rigtignok gaaet nogle Aar hen siden. Nu var Müller paa Veien til det District, hvor han var bleven ansat, og da Veien førte ham forbi, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.

Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer paa Landet. Saavidt det endnu lod sig skimte gjennem Tobaksdæmringen, vare de Effecter, der tilhørte Cold selv, et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Meublement, som paa den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne paa Landet skupper op i Sove- og Pulterkamre, passede særdeles vel dertil. Det hele harmonerede imidlertid med den Personlighed der beboede det. Hvorvel i sin huuslige Dragt røbede Cold dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, der lod til at være ham naturlig.
Müller lod sit Blik prøvende glide omkring, og endte med at maale Cold selv med sine smaae, borende Øine.
Endelig sagde han med ironisk Resignation:
Jeg seer Du idetmindste i et Stykke er den Gamle.
Synes De? sagde Cold smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjære Müller. De veed det duer ikke at træffe en gammel Ven i en nye Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afskye for smudsigt Linned og uredt Haar som for sex Aar siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald paa at være genial paa den Maade.

Nu, vær saa god! Pynt Dig, parfumeer Dig kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, naar Du blot ingen dumme Streger gjør. At Du har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du veed nok jeg fandt det desperat af Dig at drage paa Landet. Jeg blev ordentlig benauet, da jeg saae Gaarden. Herre Gud! hvordan mon det gaar her! tænkte jeg. Nu da min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae af Dig? . . . Fortæl mig nu rigtig omstændelig, hvordan Du har det.
Godt, det forsikrer jeg Dem meget bedre end jeg havde ventet. Jeg har paa mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det allersundeste for den der som jeg har levet en Tid i alskens Qvalm og Tummel. Jeg repræsenterer, som De kanskee veed, en Dualisme her paa Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, baade Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig paa den Gamles Kontoir. Men hvad De kanskee neppe vil troe om mig, begge Arter af Forretninger have virkelig interesseret mig.
Müller rystede paa Hovedet. Det er brav nok, men i Længden vil det ikke forslaae. Det er dog intet for Dig. En bestandig Virksomhed trætter ogsaa. Ungdommen trænger til Rivning med Verden, Omgang, Meddelelse.
Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved
Landlivet, at det intet har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor Bye. I Naturen finder jeg Modvægt nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om paa Jagt og Fiskerie, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte gaaer jeg to Mile til Fjelds med en god Bog i Lommen. De troer ikke hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende, snart virker det sporende og aandsvækkende, snart beroligende som et Bad. Efter slige Toure oppe i Fjeldene er Hvilen nede paa den venlige Gaard ved mine vante Sysler, yderst behagelig. Dertil bidrager naturligviis mit Forhold til Familien.
«Ah, dit Forhold til Familien faldt Müller ind, fortæl mig engang lidt om det
Meget gjerne, svarede Cold, uden at ville bemærke det lurende Blik, Müller idetsamme fæstede paa ham. Edvard, min Elev, er en dygtig Gut, skjøndt slemt forkjelet af Moderen. Det har været en Fornøielse at læse med ham. Han er nu færdig og tog Artium i Høst. Den gamle Ramm er en hjertensgod, elskværdig Mand. Han behandler mig som Søn, og jeg troer, at han holder af mig som en saadan.
Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja saa! ja, ja. Det er s'gu vakkert af Manden Er han ikke dansk af Fødsel?
Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de
interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud veed, hvad han vilde heroppe! Hvilke Savn at lære sig til at døie! Den indre Kjerne i ham er dog lige frisk endnu, kun i det Ydre er han vel noget forandret. . . Han holder sig meest paa sit Arbeidsværelse, og er hvad man i Almindelighed kalder uselskabelig, skjøndt langt fra utilgjængelig . . mod mig er han meget venlig og meddeelsom.
Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet paa et cultiveret Menneske, som han kunde tale med. Dine Forgjængere have derimod, hvis jeg kjender den Art Subjecter ret, været nogle fatale, uvidende Tølpere . . hvad?
Jeg troer det næsten. Her har været en Række af slige Personer i Huset, der have fungeret snart som Fuldmægtige, snart som Lærere for Børnene, men som den Gamle ligesom skyer at nævne. Det lader dog til, at Husets Damer have fundet mere Behag i dem. Et Par af dem ere endog blevne gifte med Døttrene.
Et Par af dem gifte med Døttrene!! Død og Plage, min stakkels Georg, hvor mange er der igjen af disse Døttre?
Kun to, svarede Cold smilende, det vil da sige i Grunden kun en, den anden er et Barn, og har i lang Tid ikke været hjemme.
Kun to og dog i Grunden kun en, gjentog Müller, oh ja, en er s'gu ogsaa meer end nok til at volde
Ulykken. Denne Ulykke er allerede skeet. Du, min stakkels Gut, er af Alle mindst skikket til at undgaae den.
Endelig! der har vi det! sagde Cold og loe høit. Nu er det min Tour at sige: jeg seer, De er i et Stykke den Gamle. Jeg troer gjerne, De fordømte hele Menneskeslægten til Coelibatet, naar De kunde, og overlod det til Vorherre at fornye den igjen, naar den levende Generation vilde til at gaae ud. Naar jeg nu siger Dem, vedblev han i den Tone, der lidet Haab har om at overbevise en Modstander – naar jeg nu siger Dem, at der ikke findes Antydning af noget Forhold mellem mig og Frøken Amalie, vil De da ikke troe mig? Og har jeg nu i to Aar lykkelig overstaaet Faren, saa tænker jeg vist, at jeg herefter er sikker.
To Aar, hvoraf Du har tilbragt det ene paa Reiser og i Christiania for den A.'ske Sags Skyld, det andet Aar har formodentlig Frøken Amalie været i Besøg hos sin Moster, og er nu kommen hjem, saa kan Romanen netop begynde. Pas paa, naar jeg næste Gang kommer, saa har Du Slyngen om Benet, og saa Farvel Fremtid, farvel alle mine Drømme om at der engang skal blive noget af Dig! – – o Georg, Georg, med Dig er det ude!
Han var sprungen op og maalte Gulvet i lange Skridt, medens Cold i resigneret Forventning lagde sig magelig tilrette i Sophaen.

Men Herregud see hende dog først, førend De dømmer. De har ikke seet hende, hun var jo ude, da De kom.
Aa Snak, Udseendet gjør intet til Sagen. Det er en af Evas Døttre, det er nok. Veed Du da ikke, at der gives en Magt, der er stærkere end al Villie, alle Forsætter, alle Fornuftslutninger, og det er den, som ligger i det daglige Samliv under eet Tag paa Landet, eller hvad man paa godt Norsk kalder Huusvarmen? Kom mig ikke med Eders mystiske Naturovereensstemmelser, der drage Sjelene mod hinanden med uimodstaaelig Magt! kom mig ikke med Eders Forudbestemmelser, og hvad det Sludder altsammen heder. Her bliver ikke mere Tale om Sligt. Forstand, Villie, Smag opgive her deres Ret over Manden, og han bliver et Rov for et sneverhjertet Lykketræf, den lumpneste Tilfældighed. Hun er styg – om kort Tid vil Du finde, at hendes Træks yndige Uregelmæssighed er noget ganske anderledes piquant, end den kolde, regelmæssige Skjønhed. Er hun noget tilaars, vil Du dvæle ved den modnere Alders Fortrin, og er hun en opløben Skoletøs, vil Du gjøre hende til en Psyche. Hun har rødt Haar . . Du kan ikke begribe din fordums Smag for Brunetter, og begynder endelig at fatte Skjønheden i de raphaelske Haarreflexer. Ja, Du leer, Du, Du leer saa klogt, saa medynksomt, som om Du ikke kan fatte, hvorledes et sindigt Menneske kan blive til Fantast og
kjæmpe mod Veirmøller. Du tænker, man kan tage disse spirende, ømme Længsler og forsyne dem hermetisk, ligesom Thorne sine Asparges og grønne Ærter, indtil den Tid kommer, da Du har bedre Brug for dem? Indbild Dig ikke det, min Ven. Der er desværre ikke opfundet lufttætte Daaser til dem endnu. Enten Du vil eller ei, ville de antage Hannes, Mines, Thrines Skikkelse, hun vil snige sig ind i dine Drømme om Natten, og hendes Stemme, der kanskee er den eneste glædelige Tone i Huset, vil gjenlyde for Dig paa din eensomme Stue. Du veed ikke, kjære Georg, hvormange ulyksalige Forbindelser der paa denne Maade sluttes, hvormeget de forøge de mange gudsforladte Ægteskaber hertillands. Har Du andetsteds hørt om saamange uoverlagte Forlovelser, saamange Opslag! – Ak, sloge de endda op igjen, men et forskruet Pligtsystem afholder de Fleste fra det, der under slige Omstændigheder er den eneste Redning. Huusvarmen er en ganske national Ulykke; den kan øve sin Magt i et saadant Samliv som det Norske paa vore lange, mennesketomme Strækninger. Den er Norsk ligesom Spedalskheden og Ølqveisen. Og ere Forlovelserne, der slutte disse Forryktheder, disse Hjertets Ølruus, andet end et delirium tremens, Toppunctet af Galskaben?
Efter at have trukket Røgen stærkt op af Piben,
der efter den lange Tale var begyndt at slukne, vedblev Müller med en Stemme, der var sunken ned til den sædvanlige Tonløshed:
Jeg har selv, som Du veed, været et Offer for den. Efter min Faders Død berøvet alle Midler til min Subsistents, modtog jeg i Nødens Øieblik en Huuslærerpost i nordre Throndhjems Amt. Der var en eneste voxen Datter. Jeg saae hende allerede første Gang med uerfarne Øine, jeg var dengang yngre end Du, og det varede ikke længe, inden det begyndte at virke. Alt sammensvoer sig ogsaa besynderlig dertil. Hun havde en slem, gammel, sygelig Drage af en Moder, en af disse Vampyrer, der bogstavelig friste Livet ved at tære paa deres Døttres. Den stakkels Pige havde aldrig vidst, hvad Ungdom var. Moderen tillod hende hverken Nat eller Dag at vige fra sin Side. Jeg begyndte da med Medlidenhed. Den karrige Hex af en Husholderske maatte derhos skjære saa tynde Smørrebrød og blande saameget Chicorie i Kaffen, for at Bolette, naar hun havde Ugen, kunde betænke mig des rigeligere. Intet er bestikkeligere end en saadan tyveaarig Appetit. Hvad min Elskedes Udvortes angaaer, da vil jeg kun bemærke, at det eneste unge Væsen der i Huset var en Tjenestepige, der skelede. Jeg havde ikke dengang lagt mig specielt efter Tenotomie for Skelen, og havde derfor ingen Grund til at finde
den Slags Øine interessantere end andre . . altsaa, Pigen skelede, men Bolette skelede ikke. Vi bleve da forlovede, og jeg var det med god Tro et heelt Aar efterat jeg var kommen tilbage til Christiania. Du kjender mine Principer i dette Stykke. Her maa man være ubarmhjertig som en Chirurg. Operationen maa voves, skulde end Patienten døe under Smerterne.
Cold bemærkede, at der umuligt lod sig opstille noget Princip i dette Stykke. I mange Tilfælde vilde det være barbarisk at bryde. Og Bolette, hvordan gik det hende siden?
Ja seer Du . . hun døde virkelig deraf . . sagde Müller og vendte sig mod Ovnen for at banke sin Pibe ud . . Denne Tobak er ingen Landhandlertobak, thi den kjender jeg, det er netop deres svage Side; hvor har den Gamle den fra? . . . Det var en traurig Historie, blev han ved med en Stemme, som om noget var gaaet i Vrangstruben. Et Opslag er et Opslag, tænkte jeg, derfor skrev jeg mit Brev uden Broderi, kort og forstaaeligt. Det kom for braat over hende, Stakkel! Saa langt Nord paa maa man længe vente paa Breve. Hun blev syg idetsamme, og var død fire Dage efter, uden at have mælet et Ord. Moderen skrev mig et sacramentalsk Brev til. Stakkels Bolette, det var bedre saa. Ja det var s'gu. Jeg vilde dog maaskee gjort hende Livet suurt. Hun var saa blød
af Charakteer. Men mig har det reddet. Efter at den Historie var endt, var jeg ogsaa grundig cureret for ethvert Sværmeri og hvad disse ungdommelige Benauelser alle hedde. Jeg begyndte med dobbelt Iver at gaae paa Hospitalet og paa Forretninger, og næsten uden de nødtørftigste Hjælpekilder fuldendte jeg mit medicinske Studium. Jeg har opnaaet, hvad jeg aldrig drømte om. Lykkes det mig da engang imellem at redde et Menneskeliv, tænker jeg, Guderne naadig tage det som et Sonoffer for min stakkels Bolette.
Efter en Pause sagde Cold: det er sandt nok, at Vanen og det tilfældige Samliv knytter mange daarlige Forbindelser i vort Land, men jeg troer dog, oprigtig talt, at Deres eget Uheld gjør Dem eensidig. De overdriver Faren. Kan De vide, hvormange der har undgaaet den?
Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved tre Aar have af henved tredive Exemplarer, der ere faldne under mine Observationer, de fem undgaaet Faren.
Fem undgaaet Faren! . . sagde Cold, bragt ud af Fatning ved en saa prompte Beviisførelse. . . Og ved hvilke Mirakler?
Kan jeg ogsaa forklare Dig. I et Par Tilfælde var Misforholdet af Alder alt for stort, i et tredie var hun skrutrygget, i et fjerde reddedes han paa en
besynderlig Maade. Han fik nemlig to Gange i Rad, netop som han havde bestemt sig til at aabenbare hende sine Følelser, Halsbetændelse, en meget slem og farlig Halsbetændelse, og da han er Fatalist, vovede han sig ikke, af Frygt for at døe, den tredie Gang. Den femte Ridder, som bestod Eventyret med Dragen, var hiin Nielsen, der blev Capellan hos Præsten i S. Det var et Stykke af en Original, som Du nok husker, jeg havde givet ham en lille Advarsel forud. Han og en Broderdatter af Præsten, en meget vakker Pige, der var der i Huset, begyndte ogsaa for Alvor ikke at fordrage hverandre, og da han reiste, var det udartet til formelig Krig mellem dem.
Nu, seer De det!
Men siden, blev Müller urokkelig ved, traf de hinanden i Sandefjord, og nu ere de gifte. Jeg har netop staaet Fadder til den Første.
«De maae have holdt en Contrabog over alt dette», sagde Cold forbløffet.
Du har Ret, en lille Annotationsbog vilde ikke være ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet, skjøndt Numerne idelig forøges. Deres Antal er nu stegen til – lad mig see – niogtyve! Niogtyve Offere for Epidemien i mindre end tre Aar! Jeg veed ikke hvad det er for en fatal Anelse, der siger mig, at Du skal fylde tredive Tallet.

Cold loe af fuld Hals. Kjære, bedste Müller, see dog paa mig! seer jeg ud som en maanesyg, smægtende Ridder?
Du seer godt ud. Nu ligner Du Byron igjen mindre end før, da Du var magrere og havde lagt Dig til denne melankolske Bleghed. Du er bleven saaledes igjen, som da jeg kjendte Dig. Da var Du glad og straalende som en ung Faun. Siden kom Du ind i en Sphære, hvor jeg ikke gad følge Dig. Men det var ikke vanskeligt at see den Forandring, der lidt efter lidt foregik med Dig. . . . .
Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig paa dennes Ansigt, Du veed det, det er ikke Nysgjerrighed der driver mig. Saa dybt som jeg kan det for Nogen, interesserer jeg mig for Dig, Gud veed hvorfor egentlig, maaskee fordi vi ere saa forskjellige. Fortæl mig engang uforbeholdent, hvad der gik af Dig for et Par Aar siden, og hvad der drev Dig herop! Vi ere nu engang komne i det fortrolige Hjørne. Denne hyggelige Stue og Duren af den gamle fortræffelige Ovn har stemt mig ganske sentimentalsk.
En anden Gang, sagde Cold synlig forstemt, lad os ikke fordærve disse korte Timer med at oprippe gamle fatale Historier.
En anden Gang er en Skjelm; dog, som Du vil.
Vil Du fatte Dig skriftlig derom, saa meget gjerne, dog nogenlunde kort og uden Coloratur. Jeg er nu engang ingen Ven af den lyriske Poesie.
Skrive? jeg skrive Brev? sagde Cold leende. Altsaa et Skriftemaal! Det tør jeg ikke love Dem, Müller.
En Pige afbrød dem her, for at melde, at man ventede Herrerne nede til Aftensbordet.
Müller saae paa sit Uhr. En velsignet Skik her paa Landet; man lader os den ugeneerteste Frihed i tre–fire Timer, og erindrer os først om deres Tilværelse med det dækkede Taffel. Den øvrige Tid af Aftenen ville vi offre Familien; jeg skal desuden tage Frøken Amalie i Øiesyn.
Cold havde imidlertid ombyttet sin Frak med en Kjole, og bandt med megen Gratie et sort Halstørklæde om. Ja, seer De, sagde han lidt forlegen, da han vendte sig om og mødte Müllers satiriske Mine. . . Amtmanden klæder sig altid paa til Bordet. . . .
I Døren vendte han sig om, og sagde alvorlig. Jeg skal maaskee skrive dem engang. Indtil da faaer De troe hvad De vil . . . . at jeg er en Fusentast, en saadan umoden Dreng som – som den Georg De engang kjendte.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[I, 2]

Næste Dag, da Vennerne atter vare sammen paa Værelset, stansede Samtalen ved Tonerne af en Guitar eller et Claveer nedenfra. Man lyttede en Stund.
Hvad det angaaer . . sagde Müller, og gjorde en Bevægelse med Haanden hen ad den Kant, er jeg beroliget. Med hende kunde Du gjerne være ti Aar under Tag uden Skade.
Det er ikke fordi hun ikke er smuk nok, ung nok, derpaa kommer det som sagt i Grunden lidet an. Men der er en Kløvt mellem Dig og hende, som jeg ikke havde beregnet. Du er et Tidens Barn, hun er det ikke. Hun er «romantisk», som Folk kaldte det i min Ungdom. Hun bær Mærket af en Epoche, som Du ikke kjender noget til, men som ogsaa gjerne kan kaldes den lafontaineske, fordi den laborerte af alskens usande og forskruede Idealer, som især denne Forfatter bragte i Mode. Med et kom der en mere critisk Tid og slog Kløvter i Familierne. Derfor gaae nu ofte de Gamle som ængstelige Høns omkring Dammen og see til Andungerne, der tumle sig i et Element, som de slet ikke kjende, og kunne ikke begribe hvad det er for en Yngel de have klækket ud. Men til disse hører ikke Amalie. Hun er sin Moders Datter, en af de «velartede» Børn. Jeg saae det strax paa den Maade, hvorpaa hun var klædt, og hvorpaa hun slog Øiet op, see saaledes! men jeg kom strax paa det Rene, da Talen faldt paa hendes
Yndlingsskribenter. Jeg tør bande paa, at hun har et Yndlingslam, en Yndlingsdue, eller noget Sligt, at hun endvidere sværmer for «evig, ubrødelig Troskab», som man er forpligtet til at holde enhver Bengel.
Cold havde Lyst til en Modsigelse, men han maatte hemmelig tilstaae sig, at denne Charakteristik var træffende. Frøken Amalie er en hjertensgod, brav Pige, uagtet nogle smaae romanagtige Griller. Vi to ere længe siden paa det Rene med hinanden. Man maa før have skildret mig som en sort Forræder mod hendes svage, ubeskyttede Kjøn, thi i Førstningen viste hun en paafaldende Ængstelighed for mig. Bleve vi tilfældigviis ene i Stuen, overfaldt der hende en jomfruelig Forvirring, og et Par Gange, da jeg uformodentlig traf paa hende ude i det Frie, udstødte hun et lille Skrig og foer ind i Skoven. Men efterhaanden mærkede hun vel, at der fra min Side Intet var at befrygte, og hendes Væsen blev mere tillidsfuldt. . . .
Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold. . . .
Ganske rigtigt . . . i lang Tid betroede hun mig alle sine Betragtninger over Livet, og de Glæder og Lidelser, der bevægede hende, men jeg maae vist ikke have tilfredsstillet hende i denne Rolle, thi lidt efter lidt ophørte det, hun blev igjen hemmelighedsfuld og ordknap. . . .

Og nu finder hun Dig utaalelig . . nok om hende. Men Du nævnte en til. Hvor er hun? Hvor gammel er hun?
Hun er i Danmark hos en Onkel.
Hvordan seer hun ud? Kommer hun snart tilbage? Om hende har Du Intet fortalt endnu.
Der er ikke stort at sige heller . . . af det Gode nemlig. Dette Barn har gjort mig det temmelig broget. Hun har formelig voldt mig Fortræd. Jeg var ret fornøiet da hun reiste.
Ei, Fortræd! men paa hvad Maade?
Det er vanskelig at sige. Det var et besynderligt Væsen. Jeg var saa ulykkelig at skulle lære hende. Men Gud bevare mig! Hvis noget i Verden var et Taalmodighedsværk, saa var det at læse med hende!
Hun var altsaa dum?
Dum? sagde Cold besynderlig fortabt. Han saae længe paa Müller med et fraværende Blik.
Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?
Ja, det er jo netop, om hun var det eller ei. Man kunde bryde sit Hoved itu over hende. Undertiden indbildte jeg mig, at hun havde ypperlige Anlæg, men i Almindelighed maatte man troe, at hun var uhyre ringe begavet. Hun lærte sine Lectier saa slet, og viste sig saa uvidende, at det var til at fortvile over. Da jeg tænkte, at hun maaskee havde ondt for at lære
udenad, forsøgte jeg med allehaande mundtlige Foredrag, forgjæves, under disse var hun ligesaa adspredt og uopmærksom. Hun syntes blot at vente paa det Øieblik, da hun som en Stormvind kunde fare derifra.
I dit Sted havde jeg simpeltvæk frabedet mig Arbeidet.
Det vilde jeg ogsaa gjøre. Jeg vilde sige Faderen, at hun slet Intet lærte, at jeg ikke kunde forsvare at blive længere ved, men jeg havde ikke rigtig Hjerte til det. Han anede det slet ikke. Da det var gaaet saa brillant med Edvard, havde han en uindskrænket Tillid til mig. Og saaog saa var der Noget, der drev mig til det Yderste. En Dag kom hun og sagde, at hun havde saadan Lyst til at lære Engelsk. Lad gaae, tænkte jeg, nu kan jeg jo prøve Taalmodigheden paa Engelsk engang. Men der tog jeg atter Feil. Hun lærte dette Sprog i en utrolig kort Tid, og med en Lethed, som forbausede mig. Med det Øvrige gik det som før. Det var umuligt at komme efter, om det var Stupiditet eller Vranghed, eller hvad det var. . . .
Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det!
Kom jeg ned i Stuen, saa var der ogsaa noget paa Færde. Moderen klagede altid over hende. «Det har lykkes mig at opdrage mine andre Døttre til pene,
dannede Piger, men jeg har intet Raad med Sophie.» Den gamle Ramm holdt dog meget af denne Datter. «Min Sophie er lidt vild, men det giver sig nok,» sagde han. Til mig havde hun en Mistillid, der grændsede til Uvillie.
En Dag kort før hun reiste bebreidede jeg hende dette, men da gav hun mig et Svar, som paa ny blev mig en Gaade. I det Øieblik saae hun ikke ud som et Barn, og den der blev forlegen, var jeg.
Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt paa denne Beretning. Den sidste Vending, som uforsigtig undslap Cold, var imidlertid nok til at vække hans utrættelige Vens Drillerie, hvorunder denne dog søgte at skjule en alvorlig Bekymring.
See saa, Tak skal Du have, nu kan jeg Lectien udenad. Pas paa, nu kommer Metamorphosen, den urgamle, himmelfaldne, velbekjendte, dette Naturens mærkværdigste Taskenspillerstykke: Næste Dag, da den vise Pædagogus mediterer over en ny Behandlingsmaade af uforbederlige, egensindige Børn, gaaer Døren op, og «mit schüchternen, verschämten Wangen sieh't er die Jungfrau vor sich steh'n,» jo, jeg har ogsaa læst Schiller engang.
Det kan gjerne være, sagde Cold halv leende, halv ærgerlig, men jeg var slet ikke saa heldig at opleve hans Metamorphose. Strax efter, med første Dampbaad,
reiste hun til Kjøbenhavn til en Søster af Amtmanden, Etatsraadinde D., og her har hun siden været. Lykke paa Reisen! Det var ligesom Nissen forlod os, siden have vi havt Fred i Huset.
Men med næste Dampbaad kommer Nissen igjen, . . . . vogt Dig, min Gut for denne Nisse, den har mange Skikkelser og mange Navne.
Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb Cold over begge Armene: Georg, vær paa din Post. Begaae ingen Dumheder!
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[I, 3]
Müller var reist. Colds første Følelse var en Lettelse. Hans fordums Lærer var optraadt med sin sædvanlige Overlegenhed og med et Krav paa gammel Fortrolighed, som Cold ikke mere kunde yde, men ikke heller havde Mod til ganske at unddrage ham.
Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv mærkede. Den idylliske Tilfredshed, som han havde roest sig saa af, havde faaet et betydeligt Stød. Der var kommen en Uro i hans Sind. Snart droges hans Tanker hen mod tidligere Forhold, hvorom Erindringen var oprippet i hans Samtaler med den gamle Bekjendt, snart betoges han virkelig af den Ængstelse,
at Müller kunde have Ret, og at det frivillige Exil, hvori han for Øieblikket befandt sig saa vel, dog kunde virke slappende paa hans Aand og hemmende paa hans Udvikling. De nye Begivenheder, Tiden havde fremkaldt, fremstillede sig gjennem Afstandens Prisma ganske anderledes vigtige og interessante, end han maaskee i Nærheden havde fundet dem. Han følte Trang til et mere bevæget Liv.
I en saadan Stemning spadserede han en Eftermiddag op og ned i sit Værelse, da Amtmanden traadte ind med et Brev i Haanden. Cold havde nok mærket, at Sophies Breve til Hjemmet voldte den Gamle en overordentlig Glæde. De Dage, som de ventedes, viste han en Utaalmodighed, som om det kunde været den varmeste Elsker. Han havde dog aldrig directe meddeelt Cold noget af dem, kun dennegang havde hans faderlige Stolthed ikke modstaaet Fristelsen. Dette maatte han vise sin kjære Cold, at han ogsaa kunde glæde sig med ham.
Hos Cold vakte dette Brev den høieste Forundring. Der betog ham næsten en ubehagelig Følelse. En saadan sikker Opfatning, en saadan Modenhed i Dom, og denne Ynde og Lethed i Fremstillingen, og ikke Spor af denne Holdningsløshed, denne Svulst, der betegner Overgangen fra Skolepigen til den voxne Pige. Kunde det være Sophie, som havde skrevet dette?
Han blev ganske skamfuld, da Amtmanden hjertelig slog ham paa Skulderen og sagde, nu, har De ikke Ære af Deres Elev? Ja, jeg erkjender ogsaa den Deel, De har deri. En ublandet Glæde voldte det Cold, at see den Iver, hvormed hun drev Musikken, hvori hun havde erholdt de bedste Lærere. Hun udtalte sig herom snart med en Glæde, der viste hendes Begeistring for Kunsten, snart med en Nedslagenhed, der havde en dybere Kilde end den blotte Skræk for de mekaniske Vanskeligheder.
Amtmandens Besøg gav Cold netop hvad han i det Øieblik trængte til, det gav hans løse, svævende Tanke en Gjenstand, hvortil den kunde knytte sig. Han kunde ikke faae Brevet ud af sit Hoved, og han begyndte at gjennemgaae alle sine Sammenstød med det besynderlige Væsen, som havde skrevet det. Deriblandt var der mangt et Træk, som han instinctmæssig havde fortiet for Müller, og som nu opgik for ham i et Lys, hvori han aldrig før havde seet dem.
Cold havde en ældre Veninde, med hvem han i et vist Tidspunct af sit Liv havde udvexlet meget af hvad der da bevægede ham. Denne Veninde havde han lovet, at han skulde sende en eller anden lille Optegnelse fra sit nuværende Opholdssted. Hidtil var dette Løfte blevet uopfyldt, og han havde ofte gjort sig Bebreidelser derfor. Han syntes aldrig noget var
godt nok. Nu vil jeg forsøge, sagde han, jeg vil samle alle disse Smaatræk, og naar jeg ser dem paa Papiret, vil det vise sig, om det er noget jeg kan byde Margrethe.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[I, 4] Noget af Colds Optegnelser til Margrethe.
. . . . . Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min Taalmodighed, og jeg foreholdt hende alvorlig hendes Mangel paa Iver og Flid. Da kunde hun see paa mig med et Blik saa ydmygt, saa bønligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det saa ligegyldig, som om det slet ikke angik hende. Maaskee det kommer af, at hun nu engang ikke kan lide mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes Egne vil hendes Væsen naturligere gaae op. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at see. «Det er en Umulighed,» sagde hendes Moder, «at faae Sophie til at sidde stille inde med et peent Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dyrene, saa er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hendte mig forleden. Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sophie. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagede Liin
mellem Huusmandskonerne, for at faae hende omklædt . . hun træder ind, vel i sin Stadskjole, men med Haaret dryssende fuldt af Avner, og et Ansigt saa fortvivlet!. . . jo De kan troe det var behageligt»! Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at maatte gaae i hans Sted. Man maa kjende den Sorgløshed, hvormed Børn paa Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en heel Dag ganske alene i den vilde, eensomme Udmark. Paa denne Viis saae jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men yttrede hun Noget, saa troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller ogsaa Noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis taabelig, altklug, halv bekymret Beskyttelse. I disse Smaaconflicter med hendes Egne følte jeg altid en stor Lyst til at forsvare hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge dette for Dagen. Hun vilde aldrig forstaae det.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Grotten var nok hendes kjæreste Opholdssted, hendes egentlige rette Værnething. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted ogsaa for mig havde noget høist Tillokkende. Sophie havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange,
jeg havde truffet hende dernede, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn paa, at Overraskelsen var hende ubehagelig. Men engang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud paa de Klipper, der danne denne mærkværdige Hvælving, for at see hvorledes den lukkede sig foroven. Her saae jeg gjennem en Revne Sophie ligge udstrakt, ubevægelig paa Bunden af Grotten. Forskrækket fløi jeg ned; thi jeg tænkte der kunde være tilstødt hende Noget. Hun sov, træt af sit Arbeide; ved hendes Side laae en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev skarpt belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde seet. Det kom fra Sjælens Dyb, kun i Søvne kunde hun have det saa, eller var det idetmindste mueligt at fastholde det. Det er besynderlig med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Roe antage en Skjønhed, man ellers ikke bemærker, maaskee fordi de endnu ikke have vundet det for denne Form harmoniske Udtryk: for første Gang bemærkede jeg, at Sophies Træk vare smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at see, at hendes Hoved hvilede paa en stor Bog. Det var ingen af hendes sædvanlige Bøger, det saae jeg strax, men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimer. At faae dette
at vide var en Umulighed, naar jeg ikke vilde vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun værgede for sin Hemmelighed.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hendes Mistroe til mig var grændseløs. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale.
Jeg var paa Jagt oppe i Fjeldene, paa hvis sydøstlige Knæe Gaardens lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den, i det Haab at træffe et eller andet Medlem af Familien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop, ialfald kunde jeg hvile mig ud paa den smukke Skrænt og faae lidt at spise af Sæterpigen. Endnu længe førend jeg kom ned til Sæteren hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjernt, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue. Men hvilken Stemme var ikke den ene! Saa bævende, fuld og klokkereen, saa jublende stærk og dog saa bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Aaser og fyldte den hver Vraa i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu saa nær, at jeg kunde oversee Sætervangen, uden selv at bemærkes. Det var Sophie der sang; hvem kunde tænkt, at dette spæde Barn havde en saadan
Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen, men det var kjendeligt at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbauselse. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjøerne sig mødige og mætte til Leddet. Sophie sprang ned mod dem, op paa Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjældekoe udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise, med den samme forunderlig bøielige og vibrerende Røst, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af comisk Melankolie. Uvilkaarlig undslap mig et Bifaldsraab, idet jeg traadte ud af mit Skjul. Sophie vendte et Ansigt mod mig, hvorpaa den yderste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmmede alle Kjøerne til den iilsomste Flugt ned i Skoven igjen, og hun var forsvunden med dem. Jeg ligesaa fort efter; min Hund ledede paa Sporet, og efter et kort Krydstog i det Tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende paa en Fjeldpynt, der meget steilt hælder ud over Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke, hun syntes neppe at bemærke at jeg satte mig ned hos hende. Uvis begyndte jeg:
Hvad skal denne Flugt betyde, kjære Sophie? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme Dig saaledes? Vær dog ikke saa skye, saa mistroisk. Er der noget underlig i, at din Stemme forbauser mig?
Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.

Jeg forstaaer Dig ikke. . . .
«
Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme . .»
Hvilket?
«At jeg kan . . . at jeg har sunget
Men Gud, hvorfor maae De hjemme ikke vide det? Der er dog intet Ondt i at synge.
«Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er saa fæl, saa fæl, De skulde blot vide hvad den stakkels Louise har udstaaet . . .»
Louise?
«Ja, min Søster Louise, hun som blev gift med Caspersen, som var Huslærer hos os . . .»
Naa saa
! sagde jeg, og greb uvilkaarlig til min Hat.
«De maae vide vedblev hun, «at da Louise var paa min Alder havde hun en ganske ubetydelig Stemme, men hun var munter og glad, og hun trallede hele Dagen. Moder troede der var noget Udmærket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men da den var saa længe forsømt, maatte Sagen tages grundigt. Det vil sige, at der begyndtes Klokken otte og Timen varede til Klokken tolv, accurat saalænge som der tærskedes paa Laaven, og saa spiste vi, og saa begyndte de igjen! og i den hele Tid sad Louise der med Nodebladet, som hun havde saa ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ækle, gamle
Karl sad ved Siden af hende med sin Skraae i Munden, og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pind, og dunkede hende Takten i Ryggen. Louise kom altid forgrædt fra disse Sangtimer, og sagde ofte: Vogt Dig Sophie for at synge, ellers skal Du lære Musik . . .»
Lærte din Søster da Noget?
«Ja, nu skal De høre. Efter halvandet Aars Forløb havde hun lært at synge to Stykker, nemlig: «Skjønne Minka» og «Hvorfra kommer Du, o lille Stjerne», og Læreren blev afskediget. Men nu begyndte en nye Plage for hende. Hvergang der kom Fremmede maatte hun frem og synge. Ingen Undskyldning hjalp. Moder sagde, at det var Skam, naar hendes Fader havde kostet saa mange Penge paa hende, at hun ikke kunde gjøre dem den Glæde. O, hvormange Gange har hun ikke sunget: skjønne Minka stands din Klage! med saa fortvivlet Stemme . . . naar jeg bare tænker paa det!» . . . Her brast hun atter i Graad. . . . . . «Louise blev saa angst, naar hun hørte en Vogn, at hun foer afsted over Stok og Steen» . . .
Græd nu ikke mere over det, kjære Sophie. Din Søster har sandsynligviis aldrig havt noget Talent, men det har Du umiskjendelig. Synes Du da ikke at Du begaaer en Synd, ved saaledes at dølge og undertrykke det?

«Nei, nei,» raabte hun heftig, «derved undgaaer jeg netop en stor Synd.»
Men en raae Behandlingsmaade er ikke uundgaaelig for Enhver, der vil lære at synge. Din Stemme trænger til en ganske anden Uddannelse end den kan gives her, det vil dine Forældre nok forstaae.
Hun saae med store Øine paa mig.
«Ak sagde hun, «selv om jeg kunde lære at synge . . . saaledes som jeg tænker mig det . . . Hvad Nytte havde jeg selv af det? Louise synger aldrig mere
Det Ord Nytte bragte mig næsten til at lee, men jeg vogtede mig vel. Jo, netop Nytte, sagde jeg. For det Første er det Nyttigt at kunne glæde Andre, og jeg tvivler ikke om at Du snart vilde skaffe dine Forældre en Glæde, som den stakkels Louise vist aldrig har skaffet dem, om hun end nok saa villig sang «skjønne Minka». Det vilde aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre Dig selv friere og mere tillidsfuld, den vil berige din Sjel. Dette er endnu det Allernyttigste. Tro mig, kjære Sophie, for en ung Dame er alt det Skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig formeget af det. Hendes Sjel trænger til al den Ligevægt, al den Selvstændighed, den kan naae. Atter saae hun paa mig længe og gjennemborende. Der laae Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik, hun
vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Menneskeansigt har jeg aldrig seet.
Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde saa snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte saa peent og fornuftigt, og gav mig saamegen Air som jeg kunde.
Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halvt vendt mod mig, engang imellem slog hun Øinene stort op, det var som om hun sugede Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig Noget at spise, thi jeg var bleven hjertelig sulten, men dette paatog Sophie sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde seet før. Vi var blevne de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte Hesten ved Bidslet, men da vi naaede Bygdeveien, steg hun op inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en lille Hue af Edvards paa Hovedet, og slog nu en viid Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sædvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Haand, og sagde med et Udtryk, der paa engang var bønligt og bydende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik saae hun igjen ikke ud som et Barn. Hun foer afsted som en Piil. . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


Har jeg ikke taget ganske Feil af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fiint udpræget, med stærke Instincter udrustet Sjel, der kjæmpede for sin Befrielse, uden at vide hvorledes hun skulde haandtere den Virkelighed, hvori hun var sat. Men hvad var dette? Hvad rørte der sig i hende? Hvorledes vil det arte sig? Er det maaskee allerede udvidsket i den nye Omgivelse? Hun har været der i halvtredie Aar, og er bleven confirmeret dernede. Denne Tante fører et elegant, selskabeligt Huus. Om hun kom igjen kjøbenhavnsk forjadsket, uden Præg og Individualitet? Hendes Moder betroede os forleden, at Tanten ivrig ønskede at beholde Sophie dernede, da hun der kunde gjøre «sin Lykke». Hun havde allerede to alvorlige Tilbedere, foruden nogle andre af «anden Rang». Men alle Overtalelser vare strandede paa Sophies Ønske om at komme hjem. Og hun kommer hjem. Hvad der er vist er, at det ikke er den Sophie der reiste, det opløbne Barn med Blaalærreds Kjole og Mammelukker, og de lange Pidskefletninger ned ad Ryggen. Det er den syttenaarige Sophie, som kommer igjen, maaskee «herrlich in der Jugend Prangen wie ein Gebild aus Himmels Höh'n.» Og hvad saa? Ak, kjære Müller, min gamle, ærlige, ubehændige Bjørn med dine Huusvarmetheorier og din Frygt! Min Frygt er, at dine Ulykkesspaadomme slet ikke skal indtræffe,
min Frygt er, at jeg ingen Grund har til Frygt. Jeg skal aldrig mere styrte mig beruset, blindt troende, ud i hine lokkende Dybder, hvor man troer at see Perler og Skatte paa Bunden. Schillers «Taucher» var en Helt, en ungdommelig Helt første Gang, anden Gang var han en Nar. Ak, jeg skal aldrig mere være nogen Nar! I vore Dage har man opfundet Dykkerklokker, hvor man forsigtig kan hidse sig ned og rolig iagttage Alting, uden at faae engang saameget som Snue efter. . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


[I, 5]
Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle saarende Minder og ubestemte Længsler, hvori hans Sjel vuggedes, der en smuk Aprildag drev Cold til at vandre ud i det Frie.
Det Terrain, hvorpaa Gaarden laae, sænkede sig ned mod Elven i en lang af Enge og sparsom Løvskov optaget Terrasse. En ganske anden Characteer frembød dens modsatte Bred i den Række sønderbrudte, yppigt overgroede Klippemasser, der ligesom dannede Fodstykket af de Aase, der begrændsede Dalen. Paa denne Side laae Møllen, kun aflukket ved en Stænke, og til Høire løb en Fodstie ind imellem Klipperne. Allerede denne Sti, der bugtede sig mellem de dybe Fjeldvægge, langs en Aae, var høist tillokkende,
men blev det endnu mere ved at den førte til den omtalte Grotte. Ved Enden af Passet havde Klipperne dannet en naturlig, rummelig Hvælving, hvis smukke Former og symmetriske Linier næsten kunde bringe til at tvivle om det var Naturens Værk. Det Indvendige viste dog Spor af, at Menneskehænder vare komne Naturen til Hjælp. Gruus og Stene vare omhyggelig bortryddede, Bunden jevnet og bestrøet med Sand, og en Ujevnhed i Klippevæggen saavelsom et Par løse Klippeblokke var ved Hjælp af Moos omskabte til Sæder. Hvælvingen, der var temmelig dyb, vilde dog været for dunkel, havde ikke en Revne i Fjeldet oventil indladt et ved Buske og Slyngplanter dæmpet, men dog tilstrækkeligt Lys. Udenom Grottens høire Side styrtede Bækken sig i flere Smaafald ned af Klipperne, udvidede sig i en Halvkreds og fortsatte sit Løb nedad. Udsigten fra dette Sted var venligere og mere oplivende end Stedets Characteer lod formode, den gav Sindet en mild Modvægt mod det dystre Indtryk, Hvælvingen gjorde. Gjennem Fjeldpasset, der aabnede sig mere og mere, saae man Bækken muntert strømme ned mod Elven, hvor man skimtede Mølletaget under nogle ældgamle Birke, og det lyse mere frugtbare Landskab hiinsides dannede den meest smilende Baggrund. Vi have forhen antydet, at Sophie ligefra sin tidligste Barndom havde tiltaget sig
en Eiendomsret til Stedet, som Ingen heller gjorde hende stridig. Endnu som ganske Lille, naar Adgangen ofte var yderst vanskelig, havde hun fundet Veien derhen, beskyttet ved den Ubevidsthed om Fare, som er slige Smaaes usynlige Vogter.
Det var til dette Sted Cold styrede sin Gang. Skjønt næsten utilgjængeligt, da Vandet fra Fjeldet Vaar og Høst drev Bækken over sine Bredder, naaede han dog med nogen Anstrengelse derhen. Fra Grottens Indgang betragtede han Landskabet. Det grønne, spillende Moos, den surrende Bæk, og den rene, blaae Himmel gav Alt et foraarsligt Skin, der daarede Beskueren.
Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en Localitet; en Dag falder det os ind at betragte, det er, med det indre Øie beskue dette Menneske, denne Localitet, som da fremstiller sig for os ganske nye og fremmed. For første Gang lagde Cold Mærke til, ved at see sig omkring i Hvælvingen, at kun den forreste Deel var regelmæssig, medens Naturen i den inderste Deel havde dannet forskjellige Nicher og Fordybninger. Her faldt Lyset fra den solblanke Dag blaaeagtigt gjennem den omtalte Revne. Speidende gled hans Øie rundt. Det forekom ham, som om enhver Steen, enhver Ridse maatte kunne give ham nogen Oplysning om det Væsen, der i det Øieblik
beskjeftigede ham. I Sandet vilde han finde Spor af en Fod, den mindste paa hele Gaarden. Et Par Stene i Fjeldvæggen, som noget fortørret Moos var gledet ifra, lod sig flytte. Han havde truffet et hemmeligt Gjemme! Omhyggelig gjennemsøgte han hver Spalte. Forgjeves. Ved at rode i Gruset fandt han endelig Noget. Det var en liden rund, cylinderformet, huul Gjenstand, af en haard Substants, der havde en paafaldende Lighed med et Valnøddeskal. Han besaae den fra alle Sider, han stirrede paa de smaae, krusede Linier, som om enhver af dem var en betydningsfuld Rune. Et Valnøddeskal var og blev det. . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


[I, 6] Til Müller.
. . . . gaard den 29de Marts.
Jeg har taget et uhyre Ark frem, skaaret alle de Penne jeg har, og skyndt mig at skrive «Kjære Müller», jeg har laaset Døren af, skjøndt jeg veed at ingen Sjel forstyrrer mig, alt dette i Troe paa, at det Gamle «frisk begyndt, halv fuldendt» udtrykkelig er myntet paa Brevskrivning, denne lunefuldeste, vanskeligste af alle menneskelige Idrætter. Naar De vidste hvad der hviler paa mit Sind af Breve! og jo varmere tænkte og følte . . . . dog derom Intet her. Nu vil jeg skrive Müller til, jeg skal, jeg vil. Man skal maaskee vente
længe paa et saadant Sammentræf af baade ydre og indre Betingelser for et Brev, et ordentligt, langt, fornuftigt, gemytligt Brev. Disse Betingelser ere: Marts Maaned udenfor, der i Almanakken kalder sig «Vaarmaaned» – jeg vilde nu give den et ganske andet Navn, hvis jeg ikke kunde stryge den aldeles ud – og Qvarantaine og slet Humeur indenfor. Troe dog ikke, at vi ikke har Sol. Den straaler Dag for Dag, Uge for Uge paa den blegblaae Himmel, med en sand fortvivlet Udholdenhed. Den blinder os næsten med Reflexen fra de hvide Tage, uden at den mægter at fordrive Sneemasserne. Den eneste bare Flæk, jeg skimter oppe i Aasen, det første mine Øine opløfte sig til om Morgenen, er i de sidste tre Dage ikke bleven større. Lokker Solskinnet Nogen ud, og man har naaet hen til Hjørnet i et ubeskriveligt Føre, mødes man af den skjærende Nordenvind, der jager os lige ind igjen. Saaledes gaaer Dagen uendelig eensformig. Gaarden er som uddød – den eneste Lyd man hører er Tærskerens Slag fra Laaven, fra den tidlige Morgen til den sene Aften, ustandselig, rastløs som Slagene af et utaalmodigt Hjerte. Hvor trist er denne Lyd! Denne Tid paa Landet er utaalelig! Naar Sommeren kommer! . . . .
Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og De mærker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene en Omvei, der af Frygt fordi de komme
for seent, gjøre endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemaal jeg har at aflægge bliver vanskeligere end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig: – jeg har faae Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i en eneste stor Skuffelse, som Folk af Deres Art aldrig have at gjennemgaae, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. Denne Skuffelse har jeg lidt i en Verden, jeg søgte med saadan brændende Længsel. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gaaet dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele Aar, hvori jeg neppe saae Dem! Jeg troede De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem. Jeg kan ikke til Gjengjæld gjøre mindre end at fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum. Det er med en egen Rørelse, man i de senere Aar tænker tilbage paa sin første Ungdom, hiin lyksalige Grønhedsperiode. Man veed ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende
Savn, og mangt et længselsfuldt Tilbageblik. De veed jo, at jeg, der mindst drømte om en saadan Lykke, kom i Mode, og skulde være med overalt. Det var netop i den Tid, da Selskabeligheden i vor Bye pludelig tog et nyt Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions; det var Baller paa Baller, Kanefarter, Soiréer og Matinéer. Midt i dette Festliv maatte jeg ofte tænke paa, hvordan jeg i mine ubemærkede Dage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgaarden, naar Statholderen gav Bal, for at see Damerne stige ud. Her maae De da tilbagekalde Dem, hvorledes Opvæxten i en eensom Fjeldegn, hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang læste Romaner og Digte, havde indvirket paa mig. Min Moder, en begavet og meget smuk Kone, bidrog ogsaa til at forstærke min Begeistring for det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, Egenskaber, som ogsaa skal have charakteriseret mine Forfædre, og som har givet Anledning til en heel Deel romantiske Begivenheder i min Familie. Jeg troer jeg har fortalt Dem nogle af disse, men gik man ret langt tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragestjert eller noget Lignende. Hvad Under da, at jeg, endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme! De skulde vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som
Mængden betegnede som Skjønheder. Min Hylding var saameget sandere, som jeg selv var ubemærket. Ingen Troubadour kunde i Ydmyghed og Udholdenhed maale sig med mig. Naar jeg saae dem i deres lette Baldragt stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre, jordiske, plumpe og bestøvlede Skabninger, og den Lykke at danse med dem, tale med dem, tabte sig for min Tanke i noget «Ueberschwenglich», Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig Contrast til mine Kammeraters raae, spottende Bemærkninger. Hvor forbittret stormede jeg fra deres Selskab! Det er ligegyldigt, ved hvilket Tilfælde jeg blev draget ind i den Sphære, der var Gjenstanden for min Attraae. Jeg stod indenfor Kredsen, og saae Trylleriet vige mere og mere. Skjønheden, hvor jeg fandt den, øvede vel endnu sin Magt over mig, men efterhaanden lærte jeg at indsee, at den er værdløs, naar den ikke støttes af andre Fortrin, og at der skal indre Qvaliteter til at bære den og gjøre den gjældende. Desværre skulde jeg selv praktisk gjøre denne Erfaring. Jeg forelskede mig blindt et Par Gange i Væsener, der vare lidet skikkede til at døbe mine Forventninger og holde min Troe i Veiret, og idet jeg trak mig tilbage blev jeg skjeldt for en Bedrager, medens jeg selv var den bittrest skuffede.
Jeg løb atter i Snaren, og dennegang blev jeg alvorlig hængende. I to Aar var jeg forlovet. Hvor hun var smuk denne Frøken W., hvor hun var smuk! I dette Ansigt, denne deilige Skabning, laae de rigeste Løfter om al den Lykke en Mand kan drømme . . . . Løfter, som hun idelig brød, hvergang hun aabnede Munden, thi trods sin forlokkende Magt var hun uden Sjel. Jeg veed ikke hvad der meest havde skadet hende, en falsk Opdragelse eller tomme Omgivelser. Hun var en Incarnation af den moderne qvindelige Opdragelse, der gjør Alt for den ydre Fernis, Intet for Aandens og Gemyttets Liv, og som hos mindre dybe Naturer tilsidst frembringer Usandhed i Alt –. Affectation istedetfor Følelse, Snerperi istedetfor Blufærdighed og Sniksnak istedetfor Aandrighed. Da hundrede Gange heller vore Mødres og Bedstemødres simple Opdragelse. Ved Siden af den moderne Dannelse forekommer deres Spinderok og naive Orthographie mig rørende og ærværdig. Frøken W. havde lært Alt og vidste Ingenting. Hun havde læst en Mængde Romaner i forskjellige Sprog, men hun forstod maaskee ikke en eneste, George Sand var hende ligesaa god som Storm Vang. Hun gik paa alle Baller, ikke fordi hun ei allerede var træt af dem – hun havde fra sit ottende Aar været Primadonna paa alle Børneballer – men hun maatte tømme denne Glæde til Bærmen – thi hvad skulde hun sætte
istedet? . . . hun var . . . dog nok derom
, min bedste Ven, det var endnu ikke det værste . . . det værste var, at hun elskede mig i Grunden – ikke og dog vilde hun gifte sig med mig. I dette Punkt var hun uangribelig, og uden Stolthed. Hun, der kunde sætte en fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, taalte med en Taalmodighed, der bragte mig til at fortvivle, mine Bemærkninger om vor Charakteerforskjellighed, ja slog tilsidst endog mine directe Antydninger om at løse vort Forhold hen i Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken, og udholdt taalmodig Byens Sqvalder. Man dømte mit Forhold meget haardt, Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer. Og det er den traurige Sandhed, at hun maaskee var det, hun var ialfald ikke værre end Mængden. Hun var hverken meer eller mindre Productet af en heel Tilstand. I disse Aar ligge mine sognefjordske Luftcasteller nedramlede til Grunden. Jeg havde tænkt mig Kvinderne som det til alt Godt og Dygtigt begeistrende Princip, og jeg fandt en Hoben Skabninger, der, allerede fra Fødslen af berøvede al sjelelig Frihed, fordummede ved Opdragelsen, villie- og hjælpeløst tilfalde den første, den bedste Forsørger. Den uværdige Betydningsløshed, hvori de befinde sig for os, faae vi, Mændene, desværre bedst føle Virkningen af, der forøvrigt er let at efterspore ned igjennem alle vore Tilstande. Tiltrækningskraften
tilintetgjøres
, alt det Erotiske udslukkes. Vor Egoisme er ikke den amerikansk-storartede, der for egen Fordeel hæver sine Kvinder saa høit, vi drive det kun til at blive smaae Egoister ligeoverfor Vore, vi selv forplumre de Kilder, hvoraf vi skulle øse Livskraft og Begeistring.
Man behøver blot at see hen til det selskabelige Liv. Mine Øine bleve med et opladte, da Intet fængslede mig mere der. Al Tillokkelse var forsvunden. Hvilken Tomhed og Kulde, naar den aandrige Paavirkning fra begge Sider ikke findes, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled! Overalt mærker man ogsaa en Bestræbelse for at skilles. Hvor det paa nogen Maade lader sig gjøre, luske Mændene af og overlade Damerne Pladsen. Dette kaldes at Herrerne ryge deres Pibe, og det er naturligviis lutter Galanterie. Man kjeder sig, man kjeder sig frygtelig, man mærker at der er noget Galt, og man undrer sig, hvori det kan stikke. I denne indre Huulhed tager man til «Personalcritikken», et finere Navn for Sladder, og søger at afvende det Latterlige ved Manglerne, ved selv at raillere dem. Man raillerer Alting. Det gjælder kun at gjøre dette paa en nogenlunde aandrig og behændig Maade, at kunne ved Fru A-s Thebord give en saadan Skildring af fru B-s Soirée, at benævnte Frue glemmer, at hun i samme
Øieblik leverer Studier i den næste.
For Guds Skyld intet Udbrud af Følelse, ingen Beundring for Noget, ligegyldig for Alt, og ikke uhøfligere i Omgang, end man netop kan være det, for ikke at være grov, see det er netop Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Intet Spor mere af disse trohjertige Dyder, der have oplivet vore Forældres selskabelige Liv, og hvorom de endnu tale med Rørelse, denne Velvillie, denne ridderlige Forekommenhed, denne overgivne Glæde, Alt dette har veget Pladsen for Noget, der skal kaldes tidsmæssig-europæisk, men som overført i vor tunge Atmosphære ikke kan blive Andet end Carricaturen. Jeg har kjendt Mennesker af et naturligt, velvilligt Sind, gjøre Vold paa sig for at blive utaalelige. Naar man seer slige beklagelige Anstrængelser, maae man tænke paa Æselet i Fabelen, der vil agere Skjødehund, enfinvi ville Alle gjerne være franske Skjødehunde, og dog blive vi norske Æsler. Jeg fandt det tilsidst utaaleligt; det var ligesom Alting stivnede inde i mig, og jeg følte en saadan Misfornøielse med mig selv og Andre, at jeg havde grebet den ringeste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke længer undre Dem, at jeg greb denne Post med Begjærlighed. Der maatte en total Omskiftning, til at blive Menneske igjen.
Men jeg skulde ikke forlade Byen, uden at medtage
et forsonende Indtryk. Det var mit Bekjendtskab med Margrethe D.
Endnu En! hører jeg Dem sige, ja, endnu En.
Jeg havde nok før seet hende i Selskaber, eller, rettere sagt, overseet hende. Hun var ikke egentlig smuk, naar man ikke kjendte hende. Maaskee havde hun været det. Hun var spinkel, og havde et svagt, lidende Udtryk, men uendelig fiin og gratiøs. Nu vakte den Passivitet, hun iagttog – hun sad næsten altid alene, naar hun var ude mellem Andre –, netop min Interesse, og denne Interesse steg for hver Samtale vi havde sammen. Snart søgte jeg ingen Anden end hende, jeg havde jo opdaget hende; thi Ingen bekymrede sig om hende før, hun havde jo ikke Skjønhedens Udhængsskilt. Der udviklede sig et smukt Fortrolighedsforhold mellem os, et af disse, der desværre ere alt for sjeldne mellem Kvinde og Mand. Der var intet Erotisk fra nogen af Siderne. Vi vare begge færdige paa en Viis. Om hendes Skjæbne vidste jeg blot, hvad Byen vidste derom, at hun havde modsat sig et antageligt Partie, og at hun af en Grille sandsynligviis agtede at forblive gammel Jomfru. Hos hende fandt jeg alt hvad jeg havde savnet hos mine forrige Inclinationer: store Anlæg til Sandhed, rigtig Følelse, Tankerigdom og Skarpsindighed i Opfatningen. Hun manglede Lethed i det almindelige Selskabssnak,
og hun tog liden Deel deri, men i dybere Materier fik hun en Art Veltalenhed, som jeg ikke har truffet hos nogen Anden; hendes Sprog var da sindrigt, blomsterduftende, ikke blomstrende – oh, saa ægte qvindeligt! Til hende udøste jeg alle mine Klager. Hun var den første, der mildt og skaansomt bedømte min Færd, idet hun tillige viste mig Kilden til mine Skuffelser. Aldrig har jeg hos et ungt Væsen – hun var kuns et Par Aar ældre end jeg – fundet et saadant Blik, der mindre lod sig hilde af det Tilvante, og saa megen Aandsselvstændighed under Trykket af smaaelige Forhold. Margrethe var en af disse herlige Naturer, der udvikle sig selv, trods alt hemmende, og som bærer Undtagelsens Martyrskab tyst og stille i sig selv. Men der hvilede over hendes Væsen et Dug som af Vemod eller maaskee Livstræthed. «I klage over os,» sagde hun, «og med Rette; vor eneste Udvikling faae vi gjennem Smerten, men ulykkeligviis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet». Ja, hun selv var et saadant brudt Rør, som Vinden endnu kun aflokkede melodiske men ogsaa enkelte skjærende Toner; hvor meget skylder jeg Margrethe! Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro. . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Da Cold Dagen efter saae dette Brev igjennem
, for at forsegle det og sende det afsted, tog han det, aabnede sin Pult og lagde det omhyggelig ind mellem nogle andre Papirer. Inden et Qvarteer havde han et andet brev til Müller færdigt. Paa den første Side, der begyndte aldeles uden Indledning, beretter han tørt og concist som en Regnskabsfører alle sine uheldige Forlovelser. De øvrige tre fjerde Dele indeholdt Betragtninger over en offentlig Begivenhed, som dengang satte Aviserne og Gemytterne i nogen Gjæring, og han endte med at han havde opdaget to skelende Subjecter i Præstegjeldet, som Müller skulde have tilgode, naar han kom næste Gang.
Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem. Den letsindige Hallunk, sagde han een–to–tre–fire! Han er endda oprigtig, . . . og saa taler han saa ligegyldig derom, som om det var Pottemagerarbeide der skulde klinkes, «skuffet, for evig helbredet – Illusioner, der ikke mere kan reddes bah, jeg kjender det, det varer netop til det næste glatte Ansigt kommer ham i Veien. Nei, han maae bort, her duer det ikke for ham, han maa bort.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


[I, 7] (Fortsættelse til Margrethe.)

Tyvende Mai.
Her er en forskrækkelig Travelhed i Huset de sidste Dage i Anledning af Datterens Ankomst, der forventes, troer jeg, i Overmorgen. Uroen smitter ogsaa mig. Et nyt Værelse er indredet; der slagtes, bages, skures og pudses, som om man ventede en Prindsesse og ikke det stakkels Barn, der gik som et halvt Skumpelskud, før hun reiste. Da holdt jeg paa hende, maaskee bliver det nu omvendt, at Touren kommer til de Andre. Maaskee . . . dette er det sidste, jeg har at berette om hende.
Foraaret er ogsaa kommet. Det kom i Nat. Luften blev med et lummer i Gaar, og i Morges tidlig faldt en varm Regn. Der staaer et Glas med gule Marienøgler og Blaaveis paa Komoden, mon det er fra Amalie? Hun er dog god, Amalie. Engene ere skinnende grønne, man kan høre Løvet sprætte, og over Birkeskoven hænger der et gjennemsigtig, lysegrønt Flor. Jeg har aabnet alle Vinduer ud til Haven; de gule, klæbrige Knoppe paa Poplerne glindse i Solskinnet, og en stærk Duft fylder hele Værelset. Alligevel har Luften noget Trykkende. Denne Overgang fra en lang, knugende Vinter til vort yppige Foraar er næsten for stærk for et almindelig Menneskes Nerver, jeg føler mig ilde tilmode. Ikke Roe nogensteds. Jeg har forsøgt
at arbeide, men umuligt. Hvilket Liv, der pludselig er kommen over den stille Gaard! Menneske- og Dyrerøster lyde muntert mellem hverandre. Det summer udenfor, at Vaaren er der, og hvert Øieblik kommer en Humle brummende ind ad Vinduet, for at fortælle det. Creaturerne mærke det ogsaa, de brøle utaalmodig paa Stalde og Fjøs . . . de Stakler skal endnu længe holdes inde, at de ikke skulle spise af det onde Græs. Det onde Græs er nemlig en Art frodigt, lokkende, meget grønt Græs, der allerførst skyder op af Jorden, men som skal være giftigt. Gud bevare os alle for det onde Græs! Amen.

[I, 8]
Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sophies Hjemkomst, som nu endelig indtraf, og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Cold med bankende Hjerte ned ad Trappen. Han fandt Sophie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Cold vidste ikke, om han skulde række hende Haanden
eller ei; naar sligt skal overlægges, bliver det for seent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsphraser, Beklagelser over Veiret anstillede, og Cold, der, i den Spænding han var, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op paa sit Værelse, tog Ørsteds Haandbog frem, og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstilling for Amtmanden, og red saa ud. Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør. Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været saare flygtigt, men Indtrykket var dog alt for utilfredsstillende. Havde han da gjort sig Forventninger? Om hendes Væsen kunde han intet dømme; den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun modtog og gjengav disse intetsigende Phraser, hvoraf Samtalen havde bestaaet, behagede ham ikke ganske. Om hun var smuk, vidste han heller ikke. Hun havde en Kappe paa, og et stort Shawl indhyllede hendes Figur, der forekom ham tynd og slank. Hendes Ansigtsfarve var noget rød og echaufferet. Dette burde ikke være Nogen paafaldende, der veed hvorledes et Par Dages Reise i vor skarpe Vaarluft kan bringe de skjønneste Træk af Lave. Men vor Helt var enten ikke saa liberal som den danske Digter, naar han siger:
«Om Kummer eller Østenvinden,
Har skadet Roserne paa Kinden
Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.»


Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning paa den menneskelige Hud. Han tænkte vel, hvad hundrede koparrede og tatoverede Adamssønner havde tænkt før ham, at en Dames Teint skal være reen og skjær som hendes Rygte, og Sophies stærke Teint mishagede ham.
I flere Dage kom Sophie ikke tilsyne, da hun havde Tandpine og holdt sig paa sit Værelse. En Indbydelse til en Familie i Nabolavet blev imidlertid modtaget. Det var første Pinsedag. Vaaren stod i sin fulde Flor. Den hele Familie reiste tidlig derhen, længere ud paa Aftenen indfandt Cold sig. Der var stort Selskab, det forreste Værelse var næsten opfyldt. Da han Ingen søgte, og ikke vilde trænge igjennem, blev han staaende i en Krog, hvor den tiltagende Dunkelhed næsten skjulte ham. Man skulde netop begynde at danse. Fra Storstuen, hvor Meublerne var ryddede tilside, lød en lystig Strauszer, og Herrerne, hvoriblandt nogle Gjæster fra Byen, de unge Hrr. Landhandlere, Capellanen og Husets Sønner kom just stormende til for at engagere. I en Afstand saae Cold Sophie. Det maatte være hende, det kunde ingen Anden være, dog havde hun noget ganske fremmed for ham. Det forekom ham, at hun afslog flere Opfordringer til Dands. Han stod og grundede over dette i sin Krog, medens Stuen begyndte at blive tom, da
kom Amalie farende ud fra Salen igjen, og med Miner, der forkyndte Ting af yderste Vigtighed, drog hun Sophie med sig hen i Vinduet.
Der stod hun da tre Skridt fra ham, Dagslyset faldt stærkt paa hendes Skabning.
Du maae dandse, Sophien min, Du maae endelig dandse. For Himlens Skyld afslaa det ikke det vil tages ilde op . . .
Jeg dandser aldrig, sagde Sophie.
Hvorledes Sophie, Du aldrig dandse! skreg Amalie. . . Du elskede jo Dands lidenskabelig . . . Kan Du ikke huske, da Du var liden, dandsede Du rundt saalænge til Du tumlede overende og slog Dig mod Stole og Borde? . . . Du har desuden taget Information i Kjøbenhavn . . . det er altsaa ikke dit Alvor.
Mit fulde Alvor, svarede Sophie med fast, men dog noget bedrøvet Tone . . . . Men, Gud signe Dig Sophie! . . . .
Der er jo Damer nok, afbrød Sophie hende noget heftig. Elise Breien seer ud som om hun bragte et stort Offer ved at spille, det kan jo jeg saa godt gjøre! . . . . og dermed var hun allerede inde i Salen, og under den første Pause, der indtraf i Musikken, havde hun allerede halv bedende, halv med Vold, indtaget den omtalte Plads ved Pianoet. Her spillede hun urokkelig næsten den hele Aften, Vals paa Vals,
Feiere og Galopper. Maaskee troede hun derved lettest at forsone de fortørnede Guder.
Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe see dem. Fra alle Vinduer indstrømmede den nordlige Horizonts natlige Sommerklarhed. Pianoet var stillet saaledes, at et stærkt Skjær faldt paa den Spillende.
Ligesaavist som ethvert Kunstværk vil sin Ramme, sin eiendommelige Belysning, enhver Ædelsteen sin Indfatning, ligesaavist som der gives Vine, der kun spille i grønne Glas, saavist er det, at Skjønheden, den levende Skjønhed, er bunden til sine Betingelser, under hvilke den vil træde frem. Forstod man dette ret, forstod man at sondre det Tilfældige, vilde man ikke saa ofte gjøre den Uret, forstod Skjønheden selv ret at afverge det Tilfældige, vilde den oftere være skjøn. Sophie bekræftede dette, da hun saadan sad foran Klaveret afsondret, fri, blot hvilende i sin egen ungdommelige, gratiøse Sikkerhed. En mørk Silkekjole uden al Prydelse af Sløifer, Broscher, Ørenringe, fremhævede i Snit og Farve vidunderlig hendes fine, slanke Figur. De unaturlig høie Frisurer begyndte dengang netop at vige Pladsen for den græske Knude, der klæder et ungt Ansigt saa vel . . . Sophies rige, deilige Haar var ordnet paa denne Viis, men da denne Mode endnu ikke var kjendt deroppe, gav det
hende noget fremmed mellem de Andre. I Aftenskjæret havde hendes Træk antaget en lysende Marmorbleghed, men nærmede man sig, vilde man opdage at hun ikke manglede en sund, ungdommelig Farve.
Paa Sophaen havde Værtinden og Fru Ramm taget Plads. Amtmandinden straalede af Silke og Guldstads, med sin blankeste Festmine.
Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har faaet Deres Sophie hjem, sagde den lille, tykke Fru Breien. Jeg kjender hende næsten ikke igjen, saa peen, saa smuk var hun bleven. Hun faaer den deilige Teint, som ligger til Deres Familie, Fru Ramm. Pas paa, hun bliver endnu vakrere end Louise.
O ja, saamen! Hun har taget sig op . . . naar Sophie blot faaer mere Couleur og hun bliver lidt fyldigere, sagde Fru Ramm, der i disse moderate Udtryk søgte at holde sin moderlige Beundring i Tømme.
Hendes fordums Lærer maae sikkert finde hende fuldkommen som hun er, thi han har ikke havt sine Øine fra hende siden han kom. Der staaer han i Døren som en Støtte. Min Elise sad over sidste Vals, det havde ikke været saa forskrækkelig et Under, om Hr. Cold . . . . men, Gud bevares, Elise døer ikke derfor, om Hr. Cold ikke veed hvad Høflighed kræver . . . . Gud fri mig, nu tager han saagar Lorgnetten op. Ja, ja, Fru Ramm, pas paa!

Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig uskyldig Mine . . . . ah, saaledes! . . . . nei, det vil jeg ikke haabe, det Menneske har sandelig gjort det broget nok i vort Huus, lagde hun til med et Suk. Seer De, min Mand vilde endelig have Cold til Lærer for Edvard. Han var bleven ham saa overmaade recommanderet. Jeg betvivler ikke, at han er et dannet og dygtigt Menneske, det er nok for at min Gamle sætter den umaadelige Priis paa ham. Men vi Fruentimmer, min gode Fru Breien, have et skarpere Blik, vi bedømme en Mands Værd anderledes. Dannelse og Talenter ere store Fortrin hos et ungt Menneske, men i mine Øine kunne de ikke erstatte Mangel paa Følelse, paa Charakteer. Allerede førend han kom kjendte jeg flere Historier om den unge Herre, som ikke geraade ham just til Ære, og som vare af den Beskaffenhed, at det nok kunde ængste en Moders Hjerte . . .
Oh, dem kjender jeg ogsaa lidt til, hvidskede Fru Breien.
Saa? lad os da høre, om Deres ere det samme?
At mine ere paalidelige, tør jeg indestaae for, meente den tykke Frue. Jeg har Mine gjennem Elise, der corresponderer, som De veed, med sin Cousine i Drammen. I Drammen er jeg kjendt, der veed man ligesaa god Besked om hvad der passerer i Christiania, som paa Stedet selv, ja mangen Gang bedre. En Dame
var i den Grad forelsket i ham, at hun tog Gift. Hun er senere bleven forlovet med en, som vi begge kjende, . . . men jeg nævner ingen Navne. To andre Damer sloge op med deres Kjærester, overbeviste om at Cold gjorde af dem, neppe havde de gjort det, saa trak han sig tilbage. Saadan gaaer det, naar man vil slaae det skidne Vand bort, førend man har det Rene!
Mig er det blevet noget anderledes berettet, hvidskede Amtmandinden, der ikke fandt rigtig Behag i den lille, tykke Frues noget cyniske Udtryksmaade. Men det er nu det samme. Saameget er vist, at hans Time ogsaa slog. Han blev tilsidst dødelig indtaget af en Frøken W., en meget smuk, dannet og i alle Henseender udmærket Pige. De blev forlovede, Alt er herligt en Stund . . . saa blev han kold og besynderlig . . . . pludselig slaaer han op . . . Ingen kan begribe Grunden!
Slog han op? slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en saa høirøstet Indignation, at Amtmandinden saae sig bekymret om til alle Sider. Den stakkels Tilla Torp var forlovet i sex Aar, og jeg vil ikke rose ham i det Forhold, men den Triumph undte han hende dog, at han lod hende slaae op.
De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine Smaaepiger, da jeg hørte at han skulde
komme i Huset, . . . med Sophie havde det ingen Nød, hun var saa reent Barn endnu, og hun kunde desuden ikke fordrage ham; der var altid Klammeri mellem dem. Men Amalie, den stakkels uerfarne Pige . . . . et Hjerte, der er saadan bare Uskyld! . . . .
Nu ja! maae jeg nu høre, hvordan det egentlig hænger sammen mellem Amalie og ham, afbrød Fru Breien hende, og rykkede gridsk en Tomme nærmere. Jeg har mere end en Gang troet at det var klappet og klart mellem dem.
Det maae De saamen meget gjerne høre. Amalie var i Førstningen bly og yderst tilbageholden. Hun havde ogsaa hørt disse Rygter. Han udmærkede hende imidlertid øiensynlig, dog maae jeg sige paa en beskeden, ærbødighedsfuld Maade. Aldrig forsømte han at hjælpe hende op i Vognen og ud af den, og en Gang fulgte han hende hjem fra Meyers, da det havde regnet, og det sandelig ikke kunde være for Spadseretourens Skyld. Naar en ung Herre i vore Dage gaaer saa vidt, skal der ikke megen Gjetningsevne til at see hvad det fører til. Men der maae være kommen Noget mellem de Unge. Amalie trækker sig pludselig tilbage hendes Tilbageholdenhed . . . dog dette bliver mellem os . . . gaaer over til en complet Uvillie. Hun kan aldeles ikke udstaae ham. Læg Mærke til, de tale aldrig sammen. Paa ham kan man
Intet mærke, han maae have en besynderlig Magt over sig selv. Men at den stakkels Pige har lidt i dette Forhold, det veed jeg. Under dette sorgløse Ydre, frygter jeg, skjuler sig et brudt Hjerte, Fru Breien.
Amalie, der idetsamme valsede forbi med Capellanen, bekræftede aldeles ikke ved sit Udseende dette Moderens Udsagn. Hendes noget sværbyggede Figur tog sig endnu anseeligere ud i den hvide Kjole, og hendes Kinder, endnu mere blussende ved Dandsen, kappedes i Farve med den Rosenkrands, hun havde anbragt skraas over Haaret.
Tager jeg ikke meget Feil, sagde Fru Breien, og forfulgte det dandsende Par med sine smaae, blinkende Øine, saa har vor alvorlige Capellan stor Lyst til at læge det brustne Hjerte. Aldrig har jeg seet ham dandse før, og i Aften er han en af de Ivrigste.
Parret var netop standset et Stykke foran dem. Medens Capellanen med Hænderne under Kjoleskjødet ivrig syntes at underholde sin Dame, dannede han en ganske besynderlig Contrast til denne.
Capellanen, Brøcher, havde en høi, tør, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store lyseblaae, blondhaarede Øine og et noget fremstaaende Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes oprettet Ligevægten i dette Ansigt, men Naturen havde nægtet
Capellanen denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde, ved at tvinge sit tynde, høragtige Haar op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligesaa langt fra Sundhedens Purpur som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, cholerisk Sjel. Efter disse Træk vil man slutte, at Brøcher ikke var nogen smuk Mand. Det var han heller ikke. Men han havde en Egenskab, der fuldkommen erstattede ham hans Mangel paa personlig Skjønhed. I de dannede Familier paa Landet flyve Sønnerne tidlig ud af Reden for at søge deres Lykke andensteds i Verden. Døttrene derimod flyve ikke, de blive tilbage i Reden for at vente paa at Lykken skal opsøge dem. I en saadan afsides, men familie- og døttrerig Egn repræsenterede Capellanen Lykken. Han var virkelig saagodtsom det eneste tænkelige Partie i den hele Omegn. Dette hindrede dog ikke de unge Piger fra indtil videre at bruge ham som den hemmelige Skive for deres uskyldige Morskab. Den stive, pedantiske, i Klæder og Manerer yderst pertentlige Capellan gik mellem dem som en stor Blindebuk, der en Stund taalmodig lader sig nappe og drille, men som, bedst som det er, nok kan gjøre et Greb i Flokken, og denne
Usikkerhed er netop det Piquante ved Fornøielsen. Hidtil havde man dog ikke mærket, at han havde noget saadant i Sinde. Det Erotiske syntes slet ikke at være et for ham hjemligt Element, og endnu havde man ikke oplevet Noget hos ham, der lignede at «gjøre Cour.» De Symptomer, som de to Fruer fra Sophaen havde opdaget, kunde derfor ikke andet end være dem i høi Grad paafaldende.
I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.
Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i sin Lomme.
Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min naadige Amtmandinde dertil?
Intet, Fru Breien, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok maa kalde stoisk. I slige Ting vil jeg ganske lade de Unge raade. Min Bestræbelse har været at opdrage mine Piger saaledes, at de selv forstaae at træffe deres Valg. Tvang kjender jeg ikke og den skal ikke kjendes i vort Huus.
De to Damer iagtog nu stiltiende, idet de vexlede et betydningsfuldt Blik, hvorledes den gamle Amtmand, der kom ud fra Spilleværelset, nærmede sig Cold og ved et Slag paa Skulderen vakte denne af hans tankefulde Stilling. Hans drømmende Mine veg strax for et Udtryk af ærbødig Venlighed; den
Gamle tog ham fortrolig under Armen og drog ham hen i et Vindue, hvor de kom i en ivrig Samtale, der afbrødes da man skulde til Bords.
Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb paa denne Viis hurtig. Paa Landet morer man sig, man seer ikke saa ofte paa Uhrene som i Byerne.
Sophie havde den hele Tid, uden at hun selv tænkte det, været Centrum i den lille Kreds. Hun øvede ubevidst en Magt over Alle. Den aabenbarede sig i de smigrende Øiekast, Moderen sendte hende, i Amalies søsterlige Forelskelse. Men, medens de Gamle i Selskabet, der havde kjendt Sophie som Barn, trohjertig viste hende deres Beundring, var det hos de Yngre mere Nysgjerrighed end frivilligt Velbehag, hvormed de trængte sig om hende.
Kun med Cold havde hun den hele Aften ikke vexlet et Ord.

[I, 9]
Sophie havde aldrig havt nogen Fortrolig eller Veninde. Men i hendes Barndom havde hun holdt en Dagbog, hvori hun samvittighedsfuld nedskrev sine
smaae daglige Begivenheder. I Kjøbenhavn havde hun ophørt dermed. Hun var formeget optaget udenfra til at faae Tid dertil og hun følte desuden selv, at hun stod paa et Overgangstrin, hvor man mistroer sine egne Indtryk. Efter hendes Hjemkomst vaagnede igjen Trangen til hendes gamle Fortrolige. Men da Tanken om en sammenhængende Dagbog var hende imod, indskrænkede hun sig til nu og da paa løse Blade at nedskrive, hvad der stærkt havde grebet hende. Af disse Blade, der maaskee troere end noget Andet vil gjengive et Billede af hende, meddele vi nogle, skrevne strax efter hendes Hjemkomst.
Den 24de Mai 183.
Hvor besynderlig det er at vide, at jeg igjen er hjemme! Er jeg virkelig i mit Hjem? Om Natten i Drømme drives jeg igjen bort, det foresvæver mig som noget Uopnaaeligt, jeg lander hundrede Gange paa den norske Jordbund, jeg seer Hjemmet og træder ind under dets Tag, da forvandles Alt igjen, jeg er i lutter fremmede Omgivelser, blandt fremmede Skikkelser. I denne Strid vaagnede jeg i Nat. Er det da ikke sandt! raabte jeg høit, og see! alle de kjendte Gjenstande traadte saa sælsomt belyste frem af Dunkelheden.
Oldemoders Portrait over Komoden, blev næsten levende, da Rammen laae i Skyggen, jeg synes livagtig, at hendes strenge, stive Ansigt fortrak sig til et Smiil over min Forundring. Det er vor norske, lyse Sommernat. Jeg maatte springe op, hen til Vinduet, aabne det for at indaande Duften af Hæggen nedenunder, og høre paa Møllefossen, der sang sin gamle Sang for mig. Hvormange tusinde Erindringer stige op i denne Lyd! Og saa maatte jeg see paa denne vidunderlig blanke Nathimmel, hvorpaa Fjeldlinierne tegne sig saa skarpe og dunkle. Ikke længe efter steg Solen rød som en Glød op over Aasen.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Jeg kan ikke leve uden i den norske Natur, borte fra den maatte jeg sygne midt i alle de Glæder og Nydelser, Verden formaaer at give. Alt er nyt og friskt i den og dog kjender jeg Alt saa vel igjen. Med mine Omgivelser er det netop omvendt. Der er Alt som det var da jeg forlod det, dog synes det mig forandret. Jeg gik idag ind i Havesalen. Den forekom mig besynderlig snæver og lav. Og Maleriet, der forestiller Antiochus og Stratonice, denne syge Kongesøn, der elsker sin Stedmoder, forekom mig ikke som det samme. Var det blot Ideen som henrev mig?

Den gamle Mands Hoved i Kobberstik overraskede mig derimod som noget Nyt, jeg aldrig havde seet før.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Den Modtagelse, jeg har faaet i hjemmet, har overrasket mig. Moder og Sødskende kom mig saa kjerligt imøde. Det var som om de havde ventet mig med Længsel! . . . og Fader! . . . Have de mærket sig et gammelt Ønske eller gjettet det? Jeg har faaet mit eget Værelse; det lille Kammer indenfor Amalies er sat istand og nydelig indrettet. O, alt dette har jeg ikke ventet! Jeg voldte dem jo ingen Glæde, da jeg var hjemme; var jeg ikke en Mislyd i deres Liv? Med hede Taarer har jeg blandt Fremmede tænkt derpaa, men herefter vil jeg volde dem Glæde. Alt for dem uforstaaeligt i mit Væsen skal jeg vide at beherske, de skal ikke kjende det, ikke ængstes over det. Ak, er det forstaaeligt for mig selv?.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

I Grotten har jeg endnu ikke været. Igaar, da de Fremmede skulde derned, kunde jeg ikke overvinde mig til at gaae med. Kan man bede til Gud, midt i et pyntet leende Selskab?


Den 30te.
Vi har været i Selskab paa Eng, Fader, Moder, Cold, Amalie og jeg. Den hele Bygd var der, jeg gjensaae alle mine Bekjendte. Ogsaa med dem denne Forandring, som jeg ikke kan begribe, end mindre beskrive. Jeg var saa glad ved at træffe dem, især Meyers, mine gamle Legekamerater. Men det var ligesom de tvivlede paa at min Venlighed var oprigtig; det hændte undertiden, at de lagde en spydig Fortolkning i mine simpleste Ord. Wilhelm Meyer kalder mig «Frøken og sagde De til mig, saa jeg vidste ikke enten jeg skulde blive vred eller lee, da jeg aldrig huskede at gjengjelde denne Artighed. Emma D. var langt fra saa smuk som da jeg reiste. Det værste var, at jeg nær var kommet i en alvorlig Strid med den unge Breien, fordi jeg fandt hans Forældre smukkere end Portraitterne, og uden mindste critisk Hensigt kom til at sige, at jeg fandt disse frygtelige. Med en sand udfordrende Mine spurgte han mig, «hvad jeg meente,» bad han mig, være saa god at «forklare» mig. Flere Gange om Aftenen hedte det: «ja De er vel bleven saa vanskelig – – «nu da De har været saa længe udenlands, synes De vel Intet duer heroppe hos os.» – – Der var Noget ved de Fleste, der trykkede mig, saa jeg var ret glad, da jeg sad i Gighen med Fader, og kjørte med ham i den deilige, lyse
Foraarsnat. Fader var saa oprømt, vi havde saa meget at fortælle hinanden. Jeg troer ikke man var saa livlig i den Vogn som kjørte bagefter. Cold havde sat sig hos Kudsken, og baade Moer og Amalie vaagnede af en lille Luur da vi stansede for Døren.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


1ste Juni.
Først idag Morges var jeg i Grotten. Den var idetmindste ikke forandret; den forekom mig gribende, prægtig. Veien derhen gjennem Kløften, Udsigten, Aaen, Alt yndigt, eiendommeligt. Hvor underlig var jeg tilmode, da jeg gjensaae denne min Barndoms Lege- og Tumleplads. Lege- og Tumleplads! nei leget og tumlet har jeg ikke der, men jeg har arbeidet, grublet, drømt dernede og grædt.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Til, til Tara
I Moraa skal vi fara
Høgt op i djupe Dala.

Som en fjern Drøm foresvæver mig mit allerførste Besøg dernede. Det var en Sommereftermiddag; jeg var som ganske lille Barn ude at spadsere med Barnepigen. Mod Tilladelsen havde hun taget
mig med ned til Møllen. Medens hun fordybede sig i en Passiar med Mølleren, havde jeg listet mig fra hende og fundet Veien ind ad Fjeldpasset. Udsigten lukkede sig snart; Terrainet var dengang ganske uveibart og tilgroet, og jeg saae mig ene mellem de dybe Fjeldvægge. De gamle Ammeviser havde alt vakt en eventyrlig, Dunkel Forestilling i mig om en Natur, der var anderledes end Havens, og jeg havde altid i min Tanke lagt den hen i de mørke Skove hinsides Elven, som jeg kunde see fra Vinduerne. Nu, var jeg der, her maatte de velsignede Egne være, hvorom der synges i Visen:
«Der er saa godt at gjete –
der falder ingen Væde,
der
synger Sulua
høgt op i Furua

Mit Hjerte bankede vel, men uimodstaaelig drev det mig fremad. Jeg smuttede under Buskene langs Aaen, vandrede gjennem Skove af Ormegræs og den himmelhøie Venusvogn. Jeg synes jeg gik saa langt, saa langt. Saa kom jeg til Overgangen over Aaen, en halvraaden moesgroet Træstamme – maaskee nedblæst engang – maaskee lagt der af Mennesker for at danne en Bro, som vi nu nok vilde betænke os paa at forsøge. Jeg kravlede imidlertid trøstig over, og nu stod jeg paa Pladsen foran Grotten, der danner
ligesom en lille lukket Verden for sig. Glemt var al Frygt over de Herligheder, der her udbredte sig for mig! Her under de lune Fjeldvægge modnedes Jordbærrene i uforstyrret Fylde. Hver Klipperevne hang fuld af spraglede Blomster; jeg løb fra det Ene til det Andet, og vidste ikke hvad jeg skulde gribe til først. Jeg speidede længe forsigtig ind ad Aabningen, der halvt var skjult af blomstrende Nypetorn. Dengang havde jeg blot et Ord for alt hvad der var skadeligt og frygteligt i hele Dyreverdenen. Nei, jeg kunde trygt gaae ind, der var ingen Bjørne. Men 3 Skridt fra mig, midt paa Sandet i Hulen, laae et deiligt, sort, glinsende Baand; det maatte jeg have. Til min usigelige Forundring var det der ikke mere da jeg kom. Jeg ledte i Sprækken – jeg gyser ved at sige det – ganske bedrøvet. Det sorte Baand var og blev forsvunden. Var det en Snog? Jeg har siden aldrig seet Nogen der.
Den underste Hvælving var halv fyldt med Smaastene og Gruus; det trøstede mig snart. Deriblandt var der Stene saa merkværdig deilige. De vare hvide som Marmor og næsten runde; der var nogle som glimrede. Jeg søgte og søgte, jeg maatte have en med til hver hjemme:

«En til Faer,
En til Moer,
En til Søster,
En til Broer
Og en til den som Fisken drog

Men dette tog Tid ud, og inden jeg vidste det var det begyndt at dunkle. Hvor sjeleglad ilede jeg afsted med mine Skatte, Jordbærrene, Blomsterne, Smaastenene i Forklædet, ingen Frygt hindrede mig mere; som baaret paa usynlige Hænder, kom jeg over den skummende Aae, gjennem Skovene af Ormegræs og Venusvogn. Aandeløs, forreven, uden Sko, men straalende af Glæde, naaede jeg hjem . . . . Her kom Moder mig imøde . . . . hun var vred, og jeg blev straffet haardt. Stenene kastede man i Dammen og mine Klæder i Vaskerballien. Barnepigen var ond i lang Tid, fordi hun havde havt Fortred for min Skyld. Fader vidste intet af det Hele.
Men Grotten var opdaget. Engang længe efter, da Moder fortalte denne Scene til Cold, sagde han: Sophie faaer trøste sig med, at det ikke gik Columbus og Magelan bedre, da de kom hjem med deres Trophæer. De fik ogsaa Straf til Tak.
Ak, de loe ad det, men hvor glad, hvor stolt og hvor from jeg var kommen hjem, vidste de dog ikke.
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Da jeg blev større, syslede jeg hele Dage dernede. Ingen brød sig endnu om Stedet, og hvem som havde seet mine Anstrengelser, vilde fundet dem ligesaa latterlige som afmægtige. Dog et Barn kjender intet til Calculens Blylod, der nedtynger de Voxnes Mod og lammer deres Kraft: Phantasien bærer dem over alle Hindringer, over det Umulige og naaer undertiden det, som Klogskaben ikke naaer. Medens jeg begyndte med at bortrydde den uhyre Gruusdynge, laae allerede Grotten, udsmykket som et lille Feepallads, færdig i mine Tanker. Edvard, der en Dag saae mig utrættelig fylde og tømme min lille Kurv, loe haanligt og spurgte, om jeg kjendte «Mesdemoiselles Danaidernes Historie Men Spot nedslog ikke mit Mod. Ligesaa vigtig som han, viste jeg ham, hvorledes Draaben fra Fjeldet havde hulet en Rende i Stenen. Hvor glad var jeg ikke, naar Fader bevilgede mig en Arbeidsmand, der paa en Dag udrettede mere end mine maanedslange Anstrengelser. Paa denne Viis fik dog Grotten – ved Draabens Fald paa Stenen – det Udseende som den nu har og er bleven vort fælleds Yndlingssted.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .



10de Juni.
Igaar reed jeg paa min lille flinke Brune gjennem . . . Skoven og da jeg kom saa nær . . . holt, at jeg saae de hvide Piber skinne bag den lille Furulund, kunde jeg ikke bare mig for at dreie af for at see lidt ind til gamle Madame Brandt. Hun kjendte mig ikke igjen, og troede først det var en Fremmed, siden Amalie, men da hun endelig havde samlet sig, og hun førte mig ind i Stuen, hvor endnu Hans's Gevæhr og Hagelpung hang paa den gamle Plads, brast hun i Graad, skjøndt hun sagde, at hun havde udgrædt alle sine Taarer. Ak, at den vakre, brave Hans skulde døe, denne kjerlige Søn, hendes eneste, eneste Glæde. Jeg spurgte efter Lorentz; da saae hun paa mig med usigelig Kummer og sagde: «spørg ikke efter ham. Jeg har ingen Børn mere Jeg turde ikke spørge, men jeg tænkte: Ak, hvorfor just Hans! Hun fortalte mig omstændelig om hans Sygdom og Død. Slige Beretninger kunne være gyselige, det er vist; men den moderlige Sorg maae være meer veltalende end enhver anden, den hævede hende undertiden op til noget saa Skjønt i Udtryk, næsten Sublimt, hvortil jeg aldrig havde troet denne simple, jevne Kone istand. Jeg selv var saa bevæget, at jeg intet kunde sige. Pludselig foer der et Smiil over hendes Ansigt; «nu skal Du bare see!» sagde hun og trak mig ind i Kammeret. Her
var det store Familiestykke med Silhouetterne over Kanapéen flyttet hen paa en anden Væg og der hængte et Portrait istedet. Det var omgivet med en Krands af Harefod, netop af disse fine smukkeste, der see ud som smaae Miniaturroser, og som hun sagde hun havde plukket selv. Skolemesterens Søn, der giver sig af med at «skildre Folk havde malet dette i Vandfarve efter Hukommelsen. En rædsom Caricatur! dog lignede det. Der arbeidede Noget inde i mig, hvorover jeg ræddedes selv, men det opløste sig i Graad, det var som om jeg skulde qvæles. Ikke sandt, det ligner? sagde hun. Overordentlig, sagde jeg; – ikke for meget godt vilde jeg forstyrret hendes Glæde derover.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Vil man troe, at hiin barnlige Tildragelse, da jeg saa pludselig, uden at begribe hvorfor, blev nedstyrtet i Skræk og Smerte, efterlod et Indtryk paa mig, som jeg ikke kunde forvinde! Jeg blev alvorligere. Netop som jeg var gladest, kunde der overfalde mig en Angst, saa jeg sneg mig hen i en Krog og græd. Lurede der ikke under min Fryd noget Ondt, en Synd – fulgte der ikke en Straf efter?
Det sorte, deilige, glinsende Baand, som jeg greb saa begjerlig efter, var det en Snog?

13de Juni.
Idag kommer Amalie og fortæller mig, at man havde fundet det «affecteret,» at jeg ikke dansede hiin Aften i Selskabet hos Breiens. Ubegribeligt! det er som om man vilde beskylde den arme Mand, der er nødt til at sætte sit Been af, for at han vil udmærke sig fremfor andre. Amalie havde Ret, naar hun sagde, jeg holdt af Dands. Ja, jeg har elsket den fra mine tidligste Dage. Som Barn hengav jeg mig ret til denne Lyst, paa Ballerne dansede jeg saa utrættelig, saa voldsomt, med Drenge, Smaapiger, Store eller Smaae – det var mig ligegyldigt –, at Fader ofte skjendte og var bekymret. Længe efter gjøglede den hoppende og fløitende Melodie i mit Øre. Jeg dansede alene i Skoven og nede paa Volden, indtil jeg med bankende Hjerte sank om i Græsset. Men den ubevidste, naive Glæde er nu forsvunden og med den Trylleriet.
I Tante Charlottes Huus havde jeg oftere Anledning til at dandse. Jeg glædede mig altid umaadelig dertil. Engang, da jeg kom hjem, spurgte Tante, med hvem jeg havde dandset og jeg svarede at jeg ikke vidste det, da jeg havde moret mig saa ypperlig, at jeg ikke havde lagt Mærke dertil. Dette vakte Latter og man drillede mig, saa jeg tilsidst blev fortvivlet; jeg forsikrede, at det var mit Alvor, at de Herrer, jeg
dansede med, lignede hinanden alle, saa det var umueligt at skille den ene fra den anden, og alle spurgte om det samme, nemlig hvordan Kjøbenhavn behagede mig og hvorlænge jeg blev der. Men nu besluttede jeg at lægge mere Mærke dertil. Fra dette Øieblik tabte min Glæde sig mere og mere. Jeg opdagede, at der dog var Forskjel paa disse Herrer, og at jeg ikke altid vilde valgt dem selv. Der var f. Ex. En, der havde en ubehagelig Aande, en Anden, der var meget corpulent og tillige brugte Briller, hvorfor han altid kom ud af Takten og trampede mig da paa Foden. Jeg sagde da til Tante, at jeg havde besluttet herefter kun at danse med dem jeg kunde lide. Da hun mærkede, det var mit Alvor, forestillede hun mig, at dette paa ingen Maade gik an, at man maatte danse med den der tilbød sig, ja at en ung Pige ikke engang burde vove et Afslag for at sidde over, og Cousine Laura oplyste det Farlige heri med en heel Deel frygtelige Exempler. Kort efter bleve vi budne paa et Bal. Ogsaa før dette var jeg urolig og søvnløs, men ikke mere af Glæde. Det Spørgsmaal, med hvem jeg vilde komme til at danse, opfyldte mig med Frygt. Da vi traadte ind i Salen, begyndte just Musikken og Herrerne stimlede til for at engagere. I et Slags Angst trængte jeg mig hen i den forreste Række, hvor jeg saae et Par unge Herrer, som jeg
syntes godt om, i det Haab at blive bemærket af dem, men en skamfuld Følelse drev mig strax tilbage og jeg skjulte mig i den bagerste Damerække. Her blev jeg aldeles ikke bemærket. Dansen var længe begyndt, da tilfældigviis en af mine Dansere fra forrige Bal kom og bød mig op. Det var den værste af dem Alle, en utaalelig Gjæk, der aldrig aabnede sin Mund uden for at sige Noget, der gjorde mig forlegen. Ak – jeg vaklede et Øieblik; men Musikkens Toner henrev mig uimodstaaelig, jeg blev grebet som af en Hvirvel, og jeg styrtede mig ind i Dansen med ham. Neppe var den endt, saa kom den Tykke med Brillerne. . . . . jeg var nu kommen til Besindelse igjen og vilde sige nei – men idetsamme saae jeg Tantes Øie hvile skarpt paa mig . . . . jeg turde ikke. Saaledes gik det hele Aftenen, uden at jeg havde Kraft til at udøve mit Forsæt. Med en utaalelig Følelse af Skamfuldhed kom jeg hjem, jeg var tilmode som om jeg var bleven dybt krænket, og dog havde ingen fornærmet mig.

[I, 10]

En Uges Tid senere, paa en smuk solhed Formiddag, herskede megen Støi og Travelhed i det Rammske Huus. En Fjeldtour skulde gaae for sig. Cold var dragen paa Jagt Dagen iforveien, han skulde møde ved Sæteren, derfra skulde man tage hen at fiske i et nærliggende stort Kjern. Sophie stod ved Vinduet reiseklædt og tænkte: hvor besynderligt at Touren nu først skal virkelig iværksættes, mig er det som om den allerede var oplevet. Saameget var der allerede talt, drømt og disputeret om den. Fru Ramm, der gjerne stod i Spidsen for slige Foretagender, tog dem slet ikke paa den korte improvisatoriske Maade, der har viist sig at være den eneste heldige. Tilberedelserne var enorme, og ikke sjelden gik den lykkelige Stemning, hvori man undfangede Planen, tabt, og man var halvveis kjed af den, inden man kom paa Veien. En heel Dag iforveien var der stegt og braset som til at forsyne et Compagni. Uagtet Colds Forsikring, at han skulde sørge for Vildt, fandt Fru Ramm det nemlig forsigtigst, at belave sig paa Noget, i det «mulige Tilfælde at han ikke skulde være heldig. Inde i Stuen kunde man ikke flytte en Fod for Reisetøi og pakkede Kurve. Det længselfuldt attraaede, næsten høitidelige Moment, da man erklærede: «nu er Alt færdigt var dog endelig indtraadt, kun erindrede Fruen, at det kunde være nyttigt at tage Sennep med, En raabte
paa
en Ridepidsk, en Anden paa en Parasol, da udbrød Amalie med et Blik ud af Vinduet: Gud! der kommer Lorentz Brandt!
Er Du gal! skreg Fruen, men tilføiede ziirligere, naa det manglede bare! Misfornøielse leirede sig paa alle Ansigter. Sophie drog et dybt Suk af Utaalmodighed.
Hurtig Børn! væk med Tøiet, sagde Fru Ramm. Han maa aldeles intet mærke. Vi kan dog for Gud ikke drage det Menneske med, det vil forspilde os hele Touren.
Ved en stum Forstaaelse var allerede Enhver ilsomt ifærd med at udrydde Sporene til Reisen. Tøiet blev kastet ud og Kurvene stukne ind under Sophaer og Borde. Det hele Selskab, for et Øieblik siden lutter Liv, stod som forstenet.
Den Person, der vakte denne ubehagelige Forstyrrelse, nærmede sig imidlertid Gaarden med stærke Skridt, og traadte uden Omstændigheder ind ad Stuedøren. Det var et Menneske, der af Natur og Bevægelser endnu tilhørte Ungdommen, men hvis Alder man har saa vanskelig for at bestemme; det er umueligt at sige, om Aarene eller Udskeielser havde ældet Trækkene og gravet disse Furer. Han var iført en grøn, slidt Bonjour, der engang i en lykkeligere Tid syntes at have tilhørt en før Mand, Vadmelsbeenklæder, upudsede Støvler, en Hue, paa hvis Bordugsbetræk en Cocarde, om hvis Farver man ikke længer
kunde stride. En rudet Verkensvest med blanke Knapper var knappet heelt op i Halsen og syntes, i Forening med en blaaternet Halsklud, venskabelig at ville skjule hvad der var under. En stor mager Pudelhund af smudsig hvid Farve fulgte ham.
Ah, god Dag, god Dag, mine Venner, hvorledes lever man her, ydmygste Tjener, min naadige Frue! Det er længesiden jeg havde den Glæde at see Dem, altid den samme; lige ung og blomstrende. Paa Dem passer Digterens skjønne Ord: «og Iduns evig unge Vaar paa hendes Kinder farvet staaer» – Puh, det er Satan saa hedt!
God Dag, Brandt, hvorledes lever De? sagde Fruen med suur Venlighed. De skal formodentlig besøge Deres Moder. Amalie, skaf Brandt noget Frokost, han skal vist strax afsted, der er en drøi Tour til Holt endnu.
Oh! det haster ikke – med Touren mener jeg, det er tidsnok at omfavne sin Moder i Aften. – – Det vil blive en Overraskelse! Hun har ikke seet mig paa et Aar. Bror Hans maatte da stryge med, stakkels Gut! Jeg er nu hendes eneste Støtte.
En almindelig Lyst til at lee døde hen i en medlidende Forlegenhed, som Brandt slet ikke mærkede. Han fik idetsamme Øie paa Sophie, der havde trukket sig hen i Krogen.

Hvad for noget! Er det Sophie, jeg seer! er Du kommen hjem igjen? Nei, er det Sophie?
Sophie rakte ham med Overvindelse sin Haand. God Dag, Lorentz.
Nu, det maae jeg sige! man oplever meget Underligt i denne snurrige Verden, men det skulde jeg Gud mig svoret paa var en Umulighed. Er det Sophie! Du var en ganske vever liden Tingest før Du reiste, men forbandet tynd og bleg – jeg husker nok, at jeg var dum nok til at vrage Dig paa Ballerne – –
Vær saa god, Brandt! afbrød Fruen og søgte at afskjære Emnet, tag en Smule Frokost. Amalie, skjænk i Glasset!
Mange Tak, sagde han og tog dygtig fat – noget tynd og bleg fandt jeg Dig som sagt, men Du havde Pinedød noget Aparte ved Dig, som ikke lignede noget ved de andre Snerper – – nu, nu, bliv ikke vred, jeg siger jo at jeg var en Dumrian, der ikke skjønte rigtig paa Dig, og ikke vilde forstaae at Du var blandt dem, der havde et godt Øie til mig – – Det var dengang, – her tømte han Glasset med en Taskenspillers Hurtighed, da jeg var den vakre Lorentz Brandt.
Sophie, der havde trukket sig tilbage, stirrede blot paa ham med Blikke, hvori Modbydeligheden afvexlede
med Skræk. Hun søgte forgjæves i disse oppustede rødlige, blyfarvede Træk, hvori alle lave Lidenskaber strede om Plads, Sporene af en fordums ungdommelig Skjønhed. Lorentz Brandt havde virkelig engang været den smukkeste Dreng man kunde see, og den stakkels gamle Madame Brandts Haab og Stolthed. Den Tid kom han ofte til Amtmandens, hvor de unge livlige Piger altid saae ham med Glæde. Da han røbede ualmindelige Anlæg, havde en Slægtning taget sig af ham og ladet ham studere. Det hører ikke hid at berette, hvorledes den raae Tone blandt Studenterne fra en vis Periode rev ham hen og bragte ham paa Afveie, indtil han traadte frem i den Fornedrelsestilstand, hvori vi nu see ham. Forgjeves havde alle Forsøg, som deels Amtmanden, deels andre velvillige Mennesker havde anstillet for at redde ham, hidindtil været. Kan en smuk ædel Form i den Grad forstyrres? tænkte Sophie. Hvor var den rene Profil, denne fiintskaarne Mund bleven af? og disse Øine, hvis dybe, rene Blaae havde udtømt hendes Søstres hele Forraad af smukke Lignelser! Det lyse, krøllede Haar, der i sin mærkværdige Rigdom kunde tjent en Billedhugger til Model, hang nu uordentlig opløst som Takkelagen om et synkende Skib.
Tak, ikke mere, Fru Ramm! Slet ikke mere, sagde han, og tømte det fjerde Glas. Denne Farve
duer ikke i en saadan Temperatur. Nei, den brune, den kjøler! Jeg veed ikke, om De har bemærket, Frue, at der er intet bedre Middel mod Hede end Cognak. Gamle Ole Rein lærte mig det, og det er mærkværdig, ganske mærkværdig! Har De en Smule ved Haanden, skal vi forsøge engang. Ikke? Men De bør anbefale Amtmanden det, som ganske probat. Faae vi ikke den Ære at see ham nede?
Min Mand er just i Dag saa overlæsset med Forretninger, sagde Fruen. Han kommer neppe ned.
Ih naturligviis, saa vil vi ikke uleilige ham. Det er desuden mere passende at jeg gaar op og hilser paa ham.
Fader er ikke rigtig rask heller, sagde Amalie.
Han er virkelig overmaade daarlig, tilføiede Fruen med betænkelig Mine.
Overmaade daarlig! og dog overlæsset med Forretninger! Det er jo stor, blodig Synd. Men hvor kan da De, Fru Ramm, der er Ømheden selv, tillade sligt? Nei, det maa ikke tillades, dertil er han os Alle altfor dyrebar, vil ingen Anden tale fornuftig med ham, saa vil jeg – – jeg skal øieblikkelig – –
Fru Ramm forstod ikke den raae Ironi, der laae skjult i disse Ord. Hun vilde just ved et nyt Paaskud forsøge at afværge den hendes Mand tiltænkte Visit, som hun vidste blot havde til Hensigt at «laane,»
som Lorentz kaldte det, Penge, da en Hændelse idetsamme gav hans Tanker en Vending, som var hende endnu mindre behagelig.
Croesus, det stakkels forsultne Bæst, havde opsnuset Kurven under Bordet og begyndte at anstille Undersøgelser paa en Maade, der strax ledede Brandts Opmærksomhed derhen. Inden Fruen kunde forebygge det, var den allerede opdaget. Han trak den frem, saa Glas og Flasker klirrede.
Ei ei, was ist das! Flasker, Brød, Confect! hvor skal det hen? og nu seer jeg først, at Frøken Amalie har en saa curiøs Habit paa, De seer jo ud som Frøken Ginevra, der skal paa Falkejagt!– – tre – fire, sagde han og holdt Flaskerne for Lyset – – jeg troer Gud mig at det er Rhinskviin! Tør jeg være saa dristig at spørge, hvor Touren gaaer hen?
Vi skulle gjøre en Tour til Sæteren, sagde endelig Sophie.
Og, afbrød Fruen hende, da De kom, stode vi just og raadsloge om hvordan vi skulle komme afsted. Da vi ere saa mange, kniber det med Befordringen. Det Bedste er nok at vi opsætte det.
Ei, hvorfor det? De har jo Stalden fuld af Heste, hvad er der saa iveien?
Vi har kun tre, sagde Amalie. Moders Kjørehest og de to brune, det er til Sophie og mig. De
andre Heste er paa Sæteren. Brøcher skulde ogsaa være med, og han har ikke Hest.
Der er Brøcher i Alleen med to Heste! raabte Edvard. En Damehest, den er til Dig, sagde han til Amalie, der rødmede.
Seer De! sagde Brandt, den fortræffelige, velsignede Capellan! Ja, der er han s'gu, og i Jagtdragt, ja Gud mig er han ikke grøn som en Poppegøie. Og med Sporer! naa, min Gut! det vil jeg see paa! Kommer Du redelig ned af Hesten med dem, saa skal jeg sluge baade Dig og Sporerne til Frokost i Morgen. Men det er det samme, Du er os lige kjær for det. – Saa er vi Alle hjulpne! – Nu tager jeg den gamle, blakke Hoppe.
Den gamle Blakke er jo halt, Edvard, sagde Fruen fortvilet og blinkede med Øiet.
Er den halt? bi, det skal vi snart see! og ud foer han, saa han nær havde revet den indtrædende Brøcher overende i Døren.
Nu brød der en Klagesang løs.
Hvad synes De vel, Brøcher! raabte Fruen, Alting var færdigt, vi ventede kun paa Dem, saa falder det fordrukne Menneske ligesom ned fra Skyerne! – – Vi maae tage ham med, det bliver Enden paa det.
Gud hvor det er fælt! jamrede Amalie. Det var ogsaa et Indfald af Dig, Moder, at byde ham Frokost!
– –
Var han ikke munter nok før? – – – Hvilken himmelsk Tour det kunde blevet!
Beed ham ligesaa godt være med, bad Sophie.
Ja, det er s'gu det bedste, ligesaa godt springe i det, som krybe i det, sagde Edvard. Bryder jer ikke om ham, I Andre, jeg tager ham paa mig, lagde han vigtig til.
Brandt kom stormende ind. Viktoria! nu er Farvandet klart! Den Blakkede er ikke mere halt end De, Fru Ramm. Det kalder jeg at komme til Skrædderens Barsel. Her mangler desuden Cavallerer til saamange Damer. Jeg seer ikke Hr. Cold! hvor er hans Herlighed henne?
Toget satte sig i Bevægelse. Først drog Fruen i en Gigh med Huusholdersken, for at kunne i Forveien arrangere alt til Selskabets Behov. Dernæst kom de to Søstre til Hest, ledsaget af Capellanen. Edvard og Brandt, ligeledes til Hest, sluttede Toget. Amtmanden stod nemlig nikkende oppe i Vinduet. Først nu viste han sig, ligesom det skræmte Vildt ved Hulens Udgang, lytter om Faren snart er over. Ved Leiligheder som denne, hvor Huset stod paa Ende, saae man ham aldrig nede, han forskandsede sig saa godt han kunde bag sin Pult.
Brøcher med de to Damer havde allerede forladt Kongeveien og tilbagelagt et godt Stykke paa den
smale, men velbanede Skovvei, der i en Miils Længde gjennemskjærer Bygdens nordligste Strækninger, de havde ganske tabt Edvard og Brandt af Sigte. Capellanen underholdt sig saa udelukkende med Amalie, og han syntes neppe at bemærke, at Sophie var med, saa at denne mere og mere holdt sig tilbage. Noget hun vilde rette ved Bidslet forsinkede hende lidt, og maaskee benyttede Brøcher dette til en fuldstændig tête à tête med Amalie, nok, han satte Hestene i jevnt Trav, og snart saae Sophie sig alene i den dunkle Skov. Et Øieblik stansede hun og overlod sig med et uforklarligt Velbehag til den Følelse at være ene. Hun tog Hatten af og medens det gik fremad i sagte, vuggende Skridtgang, lod hun den svale Skovluft frit omstrømme hendes brændende Hoved. Disse balsamiske Luftninger lod til at øve en lignende Virkning paa Brunen, den rystede paa Hovedlaget som om den helst vilde af med det, men da dette ikke lykkes, lod den sig nøie med i al Magelighed at opsøge de faae Græsstraae, som Mosset havde levnet ved Siden af Grøfterne.
Efterhaanden blev det for sent for Sophie at tænke paa at naae Følget igjen, hun besluttede da at bie paa Edvard og Brandt, der kom efter. Snart lød Hovslag paa den hule, drønnende Klippegrund. Men det var ikke uden Skræk, at hun saae at Brandt var alene.

Hvor er Edvard?
Edvard tog af ved Jochumspladsen. Han vilde hente et Stangbidsel hos Smeden, men han naaer os igjen paa Sæteren, ad en anden Vei.
Og Du, Sophie, hvorfor er Du alene?
Jeg forsinkede mig lidt, og saa vilde jeg ligesaagodt vente til I kom efter, sagde Sophie og skjulte sin Frygt under den roligste Mine. Hun følte, at Brandt var ligesom visse Dyr farligst, naar man viser dem Frygt eller Mistro.
Vilde Du det? nu det var vakkert, det skal Du ikke fortryde, jeg skal s'gu nok beskytte Dig.
Men lad os nu see at indhente de Andre.
Har det saadan Hast? Det er saa længe siden jeg saae Dig, jeg maae ret takke Hændelsen, som gjør mig til Din Ridder, lagde han galant til, medens en større Slappelse i Trækkene og en vis Nedslagenhed i Blikket tydede paa, at han begyndte at blive ædru igjen.
Ja det er længesiden vi saaes, jeg troer næsten fem–sex Aar.
Jeg kan ikke tænke mig, at det er Dig, der var et saadant lidet fiint Persilleblad, som man kunde blæse bort med et Pust. Det er mig sandt, enten Du vil troe det eller ei, jeg torde ikke danse med Dig, fordi Du var for let, jeg var bange Du kunde komme til Skade. Nu ligner Du meest Louise! – – –
naar
jeg seer Dig, kommer jeg til at tænke paa saa mangen fornøielig Scene vi have oplevet sammen. Kan du huske dengang vi væltede i Tomsbakken, Skjækerne gik af, og vi stod der i det græsseligste Veir, og vidste ikke vort arme Raad!
Ja, men De betænkte Dem ikke længe, men tog Louise paa Armen og bar hende en heel Fjerdingvei hjem i den dybe Sne.
Pyt, det var lidet at rose sig af. Louise var Bygdens smukkeste Pige og Mangen vilde misundt mig den Spadseregang.
Og saa foer De afsted igjen som en Stormvind for at hente den stakkels Broch, der var bleven igjen paa Valpladsen og som var krøben under Fælden . . . .
Og I sendte Muffe og Fodpose med til ham – hvor gal han blev! . . . . nei, men husker Du Sophie, da jeg havde faaet Prestekjole paa og holdt en Brudetale i Brochs Maneer? Marie og Wilhelm Meier vare Brudeparret. Da tænkte nok Marie mindst paa, at Broch næstegang selv var saa god at overtage en Rolle, og det Brudgommens, ha! ha! ha!
O, lee ikke deraf, sagde Sophie med Uvillie. Ingen kan vide, hvad Fremtiden bringer . . . .
Nei, Du har – mig Ret. Det kan ingen Moers Sjel vide . . . . det veed jeg nok.

Og kan De huske, Brandt, faldt Sophie ind, ængstelig over at have sagt Noget, han kunde anvende paa sig, den Dag De vandt en Pris Damerne sat ud, ved at springe tre Gange over Majorens store Hest.
Om jeg erindrer det! Det var jo den Gang jeg var bleven Student med bedste Charakteer. Din Fader gjorde Selskab for mig, om Aftenen dansede vi! – hvad havde jeg ikke gjerne gjort den Dag! – hvilken Lystighed! hvilken Glæde! «es waren schöne Zeiten, Karlos Tiderne have forandret sig.
Ja vistnok har Meget forandret sig, sagde Sophie med pinlig Rørelse.
De red en Stund ganske tause.
Jeg veed ikke, hvorfor jeg just nu kommer til at tænke paa gamle Dage. Det er underlig nok . . . naar jeg seer Dig saadan til Hest, smekker og rank som en Dronning og disse lange Lokker flyve i Vinden, da sættes jeg ti Aar tilbage i Tiden og jeg drager til Sæters igjen med Dine Søstre. Accurat saaledes spillede Solen paa de grønne Tuer, Lyngen blomstrede, og vi hørte Aaens Duur nærmere og nærmere. Fast kunde jeg troe at disse ti Aar, som ligge imellem, vare en Drøm . . . o, en Drøm.
Han taug igjen stille som i en Art Tankeløshed. Atter indtraadte en piinlig Pause, og da de idetsamme naaede et Sted, hvor Veien deelte sig i to, udbrød
Sophie, for dog at sige noget: Hvilken Vei skal vi nu tage? Kjender De den Brandt?
Den rette Vei –! Ja, Død og Helvede, den kjendte jeg, men den tog jeg Feil af, skreg Lorenz med skraldende Latter. Sophie foer sammen.
Hvor De forskrækker mig! sagde hun, og idet hun satte sin Hest i Galop, lod hun Lorentz et Stykke efter. Da hun havde naaet Høiden af en Skrænt holdt hun og lod sin Stemme lyde ud over de stille Aase. Et fjernt Raab svarede hende. Derpaa ventede hun Lorentz, som kom langsomt efter.
Tilgiv mig, Sophie, sagde han ydmygt, hvis jeg har forskrækket Dig. Vær herefter ganske rolig. Sophie saae overrasket paa ham. Han var bleg som Døden og Øinene lyste saa besynderlig. I dette Øieblik mindede han om den Skjønhed, der engang havde udmærket ham.
Aha! raabte Lorentz i en ganske anden Tone. Der kommer nok Ridder St. Georg, der skal befrie Dig fra Dragen.
Nu, Gud skee Lov at jeg træffer Dem ilive! sagde Cold og dreiede sin Hest behændig ind mellem de to Andre uden at hilse Brandt. – – Selskabet er i en umaadelig Forskrækkelse . . . der er dog ikke tilstødt Dem noget?

Langtfra ikke det mindste; jeg er saa kjendt i Skoven, at jeg umulig kunde fare vild.
Jeg syntes dog jeg hørte Dem raabe, eller har jeg taget Feil?
Det var blot Echoet mod Jutulsvæggen, som jeg vilde prøve. De har virkelig uleiliget Dem uden Grund.
Et taknemmeligt Blik fra Lorentz traf hende og han sagde med en viss Selvfølelse: Hr. Cold synes slet ikke at observere at Frøken Sophie har en Ledsager.
Om Forladelse, Hr. Brandt, jeg har virkelig observeret det, og jeg forsikrer Dem, der er taget tilbørligt Hensyn til at Frøken Sophie havde Dem med.
Og dog siger jeg, sagde Lorentz hidsig, at Frøken Sophie er ligesaa sikker i min Varetægt som i tre slige, – slige «Troppisters» som De. Om det var for ti af dem skal jeg staae ved hvad jeg har sagt.
Men da nu jeg i det Høieste kun er een Troppist, saa er det ikke værdt for en saa tapper Mand som De at indlade Dem med mig.
For Deres Skoser skal De staae mig til Regnskab en anden Gang, sagde Lorentz bleg af Vrede.
Skose Dem! Stakkels Mand! det er længesiden
Nogen fandt det Umagen værdt, blev Cold ubarmhjertig ved, vendt mod Sophie.
Hvad mener De dermed? foer Lorentz op, nu skal De Død og H. ud med Sproget – –
For Guds Skyld, Brandt, styr Dem, vær rolig! raabte Sophie, saa skal jeg dog beklage mig over Dem!
Er det paa den Maade, sagde hun til Cold, at De agerer min Ridder, jeg forsikrer Dem, jeg har ikke havt Grund til Frygt førend nu.
Og er det min Skyld, Frøken Sophie? sagde Cold lidt saaret ved Sophies Tale.
Det kalder jeg talt som en Engel! sagde Lorentz pludselig mild. For hendes Skyld skal det være glemt, jeg tilgiver Dem! Han rakte ham høitidelig Haanden.
O tusind Tak! sagde Cold med det forunderligste Ansigt, og drev sin Hest afsted foran de Andres.
Ved det store Kjærn træffe vi Selskabet igjen. Dette Kjern laae saa dybt og forborgent i Urskovens Skjød, at man stødte lige paa det inden man anede det, og da gav den store blikstille Speilflade i den dunkle Ramme et ganske overraskende, malerisk Skue. Skjønt Solen endnu stod høit paa Himlen, syntes Aftenen allerede at have leiret sig her. En Flig af dens Straaler glødede endnu kun paa den østlige Bred og gav de gule Aakander, der brystede sig i Mundingen,
en skinnende, metalagtig Glands. Den øvrige Vandflade laae i dybe, blaalige Skygger af Skoven, der reiste sig til alle Sider, og som med Nød og neppe syntes at have afstaaet den lille Plet, hvorpaa Anders Fisker havde bygget sin Stue.
Foran denne stansede Selskabet og læssede af sig Kurve og Reisetøi.
Hvor her er smukt! var det almindelige første Udbrud.
Høist pittoresk, høist eiendommeligt hvor besynderlig ensomt og stille! lød enkelte Stemmer.
Her, Børn, ville vi drikke The, sagde Fruen, det vil blive deiligt.
See saa, tænkte Cold, der netop flyttede nogle sjeldne Planter fra sin Hat over i en Næverskrukke, nu skal der spises igjen. Vi komme netop fra et uendeligt Maaltid paa Sæteren. Men saadan ere disse Lysttoure: Maden det er Hovedsagen. Man spiser ikke for at kunne udholde en Smule mere legemlig Besvær, men man opsøger Besværligheden for at kunne spise desbedre . . . Men jeg kan spare mig den Umage at beklage mig . . . hvem i dette Selskab vilde forstaae det? ikke en . . og idetsamme kunde han ikke tilbageholde en lille Grimasse, der et Øieblik vanzirede hans smukke Træk.
Skal vi nu spise igjen, Moder, udbrød Sophie
naivt
. Jeg troede vi skulde fiske; nu burde vi virkelig selv fortjene Føden.
I med Eders Fiskerie! ja af det blive vi fede. Var ikke jeg med, saa sultede I sagtens ihjel; luk op Døren, Edvard.
I
Hytten var Ingen tilstede. Anders og hans Datter var sandsynligvis gangne til et nærliggende Kjærn for at fiske. Det er ikke sjeldent at disse ere saa rige paa Ørret, at de arme Folk derved friste deres Tilværelse paa det øde Fjeld. Stuen var ellers peen, Krakke og Borde hvidskurede til St. Hanstid. Birkeløv under Loftet og i Kakkelovnspalten, og i det lille Vindue med grønne Ruder stod en halseløs Flaske, hvori en frisk Kvast med Koblom og Nyperoser. Paa Bordet laae Kingos Psalmebog opslagen, brun af Slid og Ælde, dens ærværdige store Tryk traadte lapidarisk frem under et Par uhyre, stærkt convexe Næsebriller, der laae som Mærke. Det eneste levende Væsen, foruden de surrende Fluer, var en halvvoxen hvid Gris, der reiste sig fortumlet op af Asken, og forfærdet over Synet af saamange uventede Gjæster foer ud af Døren.
Hvor her er peent og hyggeligt! sagde Amalie. Det vil blive yndigt at drikke The her i denne lille Fiskerhytte ved den stille blanke Søe. See blot hvor nydeligt! . . Her i denne Hytte kunde jeg ordentlig ville boe . . . her mangler intet . .

Uden et Hjerte, parodierede Edvard. Ikke sandt Amalie, det var «en Hytte og hans Hjerte» Du tænkte paa?
Hvilket Tøv, sagde Amalie snerpet Hvad vil det sige! Det passer jo her som «God Dag, Øxeskaft.»
Ikke saa ganske, bemærkede Cold. Skulde denne Combination virkelig aldrig være falden Dem ind, Frøken Amalie? Den er dog baade smuk og naturlig. . . . Vær nu engang oprigtig!
Jeg forstaaer ikke et Ord af det Hele, maae jeg være fri for Deres Combinationer, sagde Amalie, der nu for Alvor blev stødt.
Din Broder og Cold sigter til et fransk Stykke af den Titel, der har gjort stor Lykke paa Theatret, sagde Fruen belærende. Forfatteren, Scribe, sværmer der noget forskrækkelig for Hyttelivet. Det kan være smukt nok, men saadan Kjærlighed med tørt Brød og Kildevand tager sig nu bedre ud i Romaner og Comedier end i Virkeligheden.
Cold saae sig om, som om han søgte Hjelp. Sophie var ikke tilstede.
Brandt, der efter en dygtig Hjertestyrkning paa Sæteren havde faaet sit gode Lune igjen, udbrød lidt plumpt: Frøken Amalie behøver vist ikke at søge længe efter et Hjerte til sin Hytte. Maaskee det bliver vanskeligere at finde Hytten til Hjertet. Hvad mener De,
Hr. personel Capellan?» Amalie flygtede rødmende, men Brøcher, der længe forgjeves havde søgt et lidet Kald, svarede blot med et vredt Blik.
Ja, nu har jeg søgt i hver Krog forgjeves, sagde Sophie, der traadte til.
Efter et Hjerte? Nei, efter en Thekjedel. Tænk, den findes ikke, hvad gjøre vi nu?
Under megen Latter satte nu Alle sig i Bevægelse for at opdage Noget, hvori der kunde koges Vand. Endelig fandtes Hyttens eneste Gryde, men den var fuld af Vælling, og maatte først tømmes og paa det grundigste renses, skulde den kunne benyttes til det omtalte Øiemed. Man blev enig om, at hvem Lodden traf skulde, hvem det saa end var, paatage sig dette lidet tillokkende Arbeide. Lodden traf Sophie, og hun tog Gryden meget peent med de yderste Fingerspidser og bar den under mange Drillerier ned til Stranden, hvor hun ufortrøden begyndte Arbeidet. Bag hende stod Amalie og afbrød undertiden Søsterens Anstrængelser med nogle sværmeriske Exklamationer over Landskabet. Brandt var i idelig Bevægelse. Han foer op og ned med en umaadelig Iver og Tjenstagtighed, han citerede og declamerede, alt imellem talte han forblommet om den sande Prindsesse i Eventyret, der paatager sig Ternens Gjerning, om Ternen, der forklæder sig og agerer Prindsesse etc.

Cold, der laae henslængt i Græsset udenfor Huset, forstod endelig, at det var Sophie alt dette gjaldt, og han vidste ikke enten han skulde lee eller ærgre sig. Han var selv altfor meget beskjæftiget med hende, til ikke at finde en Andens støiende Beundring utaalelig.
Sophie havde aldrig viist sig i et mere indtagende Lys end i denne Stund. Den ophøiede Skovnatur syntes at være den rette Ramme for en Skikkelse som hendes. Den fuldkomne Skjønhed har Momenter, hvori den er mangelfuld, og jo aandrigere den er, jo mere er den underkastet denne Tilfældighedens Lov. Sophies var af denne Art, den var stærkt journalière. Hvo der havde seet hende i Øieblikke, hvor Kjedsomhed eller Mismod trykkede hende, kjendte hende ikke igjen, naar Glæden oplivede disse Træk, eller en dybere Følelse afspeilede sig i dem. Det ualmindelige Rye for Skjønhed, som senere takket være vore ravnekrogske Forhold spredte sig i saa viid en Omkreds, var derfor paa en Maade ufortjent, thi denne Skjønhed var ikke af den Slags, der bør bedømmes af Mængden. Nysgjerrigheden, der gridsk spærrede hende Veien, følte sig derfor ikke sjelden skuffet.
Sophies Haar var overordentlig deiligt. Det var en Familiearv, som Fru Ramm var lidt stolt af. Dets Rigdom faldt allerede i Øinene, da hun var Barn, dog kun som en smuk Enkelthed, nu var det paa det
nøieste sammensmeltet i det Heles Harmonie. Det var af en dyb, castanjebrun Farve, og saa glandsfuldt, jevnt og blødt i sit Fald, at det selv i Uorden var en ziirlig Prydelse. Hun bar det i mange Fletninger, da det var for tungt til at tvinges ind i en Eneste. De lange Lokker foran berørte hendes Hals og Skuldre. Hun havde hiint blomstrende Incarnat, der følger med en riig Haarvæxt. Dette Incarnat var dog ligesaa bevægeligt som hendes Øines Udtryk og Farve, hvilken sidste af Nogle paastodes bruun, af Andre blaae. Vi ville i al Hemmelighed betroe, at de vare blaae, men de havde et brunet Udtryk. Mund og Næse upaaklagelige for at være her i vor antiklassiske Grund, men Ingen ved at beskue dette Aasyn, tænkte paa, at de kunde været smukkere. Her passede virkelig Digters Ord: «wer kan wissen, wo der Mund aufhört und das Lächeln beginnt
Sophies
Skabning havde denne Formernes Slankhed og Spædhed, der tyde paa, at de aldrig ville træde ud i Førhed: den lange Hals, de sænkede Skuldre, de fine Lemmer. I sine Bevægelser var hun let og piilsnar som en Vild. Efterhaanden bestræbte hun sig vel for at lægge en større Roe i disse, og det kostede hende ikke liden Umage at vænne sig til at gaae, istedenfor at løbe, en Hang hun havde fra Børneaarene, naar hun drev om i det Frie. Naar man saae denne
hurtige, svævende Gang, maatte man tænke paa Linerlen, der nødtvungen følger Jorden, idet den bereder sig til Flugt.
Cold følte, at den Gaadefuldhed, der havde indhyllet Sophie, nu stod paa Nippet til at løse sig, og hendes egentlige Væsen var i Begreb med at stige ud som Puppen af sit Svøb. Dette voldte ham en besynderlig Angst. Nu kunde det ikke undgaaes mere. Det halvdrømte Billede maatte fuldendes – eller forstyrres. Han kunde ikke faae Øinene fra hende, men det var ikke langt fra at han følte en Uroe, hvergang hun aabnede Munden for at sige Noget. Til Lykke var Sophie temmelig taus.
Hvorfor skulde hun være anderledes end Andre! sagde han til seg selv, medens han oppe fra Bakken med Øinene fulgte enhver af Sophies Bevægelser. Har jeg ikke før ladet mig bedrage? Hvorfor skulde hun undgaae denne Usandhed, som kanskee er deres naturlige Vaaben mod Verden? Denne Usandhed, denne Forstillelsesfærdighed, fødes den med dem? er den maaskee allerede i Vuggen paatrykt deres Sjele som et usynligt Slavemærke? Hvorledes skulde dette stakkels, forsømte Barn undgaaet den? . . . dog maaskee netop fordi hun er forsømt. Kunde de blot voxe vildt op som Hvidtjørnen, kunde man holde dem denne nederdrægtige Forqvakling, som de kalde Opdragelse, omhyggelig
fra Livet . . . Sophie er naiv og hun har levet meget ene . . . o, jeg vil være mild mod hende, støtte hende, hvis jeg kan . . . hun er dog yndig! . . . nei, nei – mod hende vil jeg netop være streng, uden Barmhjertighed. Hvis hun ikke mere end de Øvrige forstaaer at vurdere det Ægte i sin Sjel, hvis hun ikke karrig, ubønhørlig bevogtede det, med grændsesløs Stolthed! . . . . hvis ogsaa hun bortskakrede det i en umoden Følelse! Bønhør Ingen, Ingen, Sophie, førend Du elsker selv . . . og giver Du denne Følelse Rum . . . . da nægt ikke, skjul det ikke, lyv ikke. . . . O, kunde hun være stærk og sand! . . . hvor fiin og svævende er hendes Skabning, naar hun reiser sig fra den bøiede Stilling! . . . . . . . . Naar hun slaaer Blikket op, er det som om det havde skjult en dyb, grublende Tanke, og naar hun saa vender det frygtsom, bedende mod os, var det som om hun sagde: har jeg forsømt Noget? o vær ikke vred, og da er hun idelig Opmærksomhed mod Alle . . . . hun har sorte Øine, troer jeg . . . . besynderlig nok har hendes Blik aldrig truffet mit. At hun gider tale med denne Lorenz! Hun smiler til ham! . . . Hvor kan hun taale, at den fordrukne Landstryger seer paa hende med forelskede Blikke!
Den stakkels Sophie anede ligesaalidt at hun var Gjenstanden for denne lange Betragtning, som at Lorenz's
Galanterie gjaldt hende i Særdeleshed. Han var falden som en Byrde paa Selskabet, og nu syntes hun at det var billigt, at hun ogsaa tog sin Anpart deraf. Hun havde desuden ondt af ham, og uden noget Forsæt søgte hun ved Venlighed at bøde lidt paa de Andres Uskaansomhed og slet dulgte Ringeagt.
Theen var færdig og blev drukket under megen Støi og Lystighed, om end ikke med Munterhed, dertil var Selskabet altfor ueensartet; den egentlige dybere Samklang manglede. Af og til forefaldt nogle smaae Rivninger mellem Fru Ramm og Lorenz, der morede Cold og opbragte Amalie. Uagtet Fruens og Huusholderskens Paapasselighed, havde dog Brandt vidst at tilvende sig Resterne af de medbragte Spirituosa, noget kold Punsch og en halv Flaske Kognac bestemt for gamle Anders, og man frygtede ikke uden Grund Følgerne deraf. Brandt, der ædru var trist og indesluttet, ja næsten forknyt, naar man ikke tirrede ham, blev i beruset Tilstand uforskammet, storpralende og yderst nærgaaende i sin Tale; det Værste var, at der var altid noget Sandt i hvad han sagde. Hans Raillerie havde denne fortvivlede Humor, hvormed Mennesker i hans Stilling søge at hevne sig paa de Lykkeligere, som foragte ham, og det traf undertiden alt for godt. Fru Ramm især frygtede ham som Pesten. Som Dreng havde allerede Lorenz skarpsindig
nok opfattet alle hendes Svagheder, og det var med en særegen Skadefryd han søgte at ramme hende i nogle af dem.
Landtoure, der for faae samstemmende Mennesker kunne være saa nydelsesrige og herlige, burde aldrig foretages i blandet Compagnie. Menneskene blive ikke betydeligere og bedre, fordi man flytter dem ud i den store, ophøiede Natur, ligesaalidt som et maadeligt Skilderie tager sig bedre ud ved at hænges op i en brillant Ramme. Har man oplevet et saadant slet sammensat partie du plaisir, saa har man oplevet dem alle; man vil overalt gjenfinde de samme Grundbestanddele: megen Æden og Drikken, som Cold allerede har bemærket, det samme Snak og Kjævleri om Ingenting, kun mere høirøstet og godlunet end hjemme i Dagligstuen, en besynderlig Lyst til at gjøre Støi, megen usand Naturbegeistring, der kommer ligesaa ubeleilig som Applaussen fra Galleriet, og hvori den Smule sande Følelse beskeden eller ærgerlig forstummer. Undertiden kommer Hændelsen tilhjælp med et lille Eventyr, der sjelden er af den behagelige Slags: en gjennemvaad Trøie, en forvreden Fod etc., og det Hele ender med den Glæde at komme hjem, og dette er en saa virkelig Glæde, at man skulde troe det var ene og alene for den man havde foranstaltet det Hele.
Vi springe derfor over nogle Timer, som Læserens
egne Reminiscencer lettelig vil udfylde, førend vi igjen opsøge vort Selskab. Lystigheden har culmineret, der begynder at indtræde Pauser. I en saadan Pause bemærkede Capellanen: Her støie og larme vi som om Anders og hans Familie ikke var til. Det er artigt nok saadan i fremmed Mands Stue at lade som man var hjemme.
Ja, De har virkelig Ret! sagde Amalie. Naar jeg betænker det ret, er det i Grunden skjændigt. Om Nogen vilde gjøre det samme med os! storme vore Værelser, naar vi var ude, vende op og ned paa Alting, hvad vilde vi sige? Anders har accurat samme Grund til at beklage sig.
Dette Spørgsmaal vakte en lille Strid. Medens den mere følelsesfulde Deel af Selskabet, hvoriblandt Huusholdersken, ubetinget gav Amalie Ret, formeente nogle af de Andre, at Tilfældet ingenlunde taalte Sammenligningen.
Ja, Børn, det være nu som det vil, saa er det for seent nu at ændre Noget. Jeg skal nok stille vor Vært tilfreds, saa han skal takke til for Besøget – hvad mene I, om jeg lagde denne Seddel ind i Psalmebogen? det vil blive en from Overraskelse.
Havde blot ikke Brandt slaaet Ruden ud, vedblev Amalie. Tænk om de arme Folk ikke mærke det, men lægge sig her lige ved den aabne Rude. Natteluften
skal være saa uhyre skadelig. Jeg troer jeg sætter mit Tørklæde ind i den, det skal være min Overraskelse.
Jeg synes meest Synd for Blomsterne, tilføiede Sophie. See kun hvor ynkelig de ligge nedtraadte! Nypetorn, Blaaeklokker og røde Tjæreblomster. Maaskee har Kari været en heel Miil nede for at finde dem, og vi behandle dem som om det var Græs.
Det er unægtelig Husets eneste og kostbareste Vase ogsaa, sagde Cold, og betragtede melankolsk Skaarene af den halseløse Flaske; det Værste er, at det er af den Art, som det er en Umuelighed at erstatte.
Brandt kan det uden Tvivl, han forstaaer sig paa alle Operationer med Flasker, meente Edvard; hei Brandt, De skulde vel ikke tilfældigvis kunne knække Halsen paa en saadan?
Paa ti om Du vil, min Gut. Er det Rhinskviin?
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Men det falder mig ind, sagde Fru Ramm, ved at see disse Briller i Psalmebogen, . . . . hvor kan gamle Sønneve være henne? . . . . jeg har reent glemt hende.
Ja, gamle Sønneve, raabte Alle. Død og Plage, hun kan dog ikke være gaaet til Dands paa Bygden, sagde Edvard.
Sønneve har ikke paa de sidste tyve Aar været udenfor denne Plads, det er siden hun sidste Gang
gik til Herrens Bord, forsikrede Capellanen ministirielt. Hun gaaer formodentlig reent i Barndommen. Ubegribeligt! Vi maa have indgydt hende en saadan Skræk, at hun har gjemt sig etsteds, hvis hun ikke er faret lige til Skovs.
Ud at søge hende! raabte Alle. Halli, Hallo, en Jagt paa gamle Sønneve! raabte Edvard. Krøesus foer gjøende foran.
I det lille Fjøs sad den gamle Sønneve trykket ind i Hjørnet af den tomme Baas. Ved Siden af hende stod Grisen, som om de gjensidig søgte Beskyttelse hos hinanden. Den lille visne, sammenskrumpne Figur, med det graae Haar stikkende ud af den sorte Hue, stak besynderlig af mod de ungdommelig friske, brogetklædte Skikkelser, der omringede hende. Hun stirrede med dyrisk Forbauselse paa dem. Gamle Sønneve maatte længe ingen Erindring mere have om disse Gestalter – hvordan de saae ud, gebærdede sig og klædte sig. Deres Tilværelse var svunden ud af Kredsen af hendes Forestillingsevne, der dreiede sig snevrere og snevrere om den vilde, øde Plet, hvorpaa hun vegeterede, og lidt efter lidt gik ud som de ældste, moosgroede Graner. Forgjæves søgte man at bevæge hende til at gaae ind eller at bringe hende til at tale. Fruentimmerne bøde hende Mad og Lækrerier, men fik hende ikke til at spise, medens de vare tilstede,
bortfjernede de sig derimod, fortærede hun det med Graadighed.
Nu var det Aften. Kjernet var sunket ganske ned i Skyggen. Solens Gløden paa de høieste Grantoppe forkyndte dog at den endnu var oppe. Nymphæerne lukkede sine Bægere og lagde sig til Roe paa de brede, glindsende Blade. Det lokkede og kauede fra de nærmeste Sætere, Bjelderne klingrede taktmæssig hjemad. . . . . I det dybeste Fjerne tonede en Luur. Cold og Edvard stode paa en Tømmerflaade, der var fastgjort med en Vidielænke til Stranden. De vare i Færd med at fiske, Edvard meget ivrig, Cold distrait, fortabt i Omgivelserne. I en lille Ege midt paa Vandet, et Slags Baad med flad Bund, der kun kan bruges i stille Vande, laae Amalie og Sophie beskjæftiget med at indfange hvide Vandlilier, hvoraf der voxte nogle Faae. De to Søstre havde, drevet af Brandts tiltagende Paatrængenhed, tilsidst listet sig ned i Baaden og stødt fra Land. Det hele Landskab afspeilede sig med minutiøs Klarhed i det blikstille Dyb: Granernes Dunkle Væg, det straalende Himmeltag, Huset paa den moesgroede Klippebred med en Potetesager saa stor som et Stuegulv, to Ribskjær og en rød Valmuebusk, der repræsenterede Haven, den hvide Gris, der idetsamme kom spadserende ned ad Stien, Alt gjentog sig i Vandspeilet med en næsten latterlig Nøiagtighed.

Ned fra Huset lød vexelviis Lorenz Brandts Latter, og Fruens og Huusholderskens skarpe, ublide Røster.
Colds Blikke streifede bestandig ud paa Dybet, medens han mekanisk passede og drog Anglen, eller med en kort Stavelse besvarede Edvards Haabs- eller Utaalmodigheds Udraab. Ikke halvhundrede Skridt fra ham laae Sophie bøiet ud over Baaden; hendes lange Lokker berørte næsten Vandfladen. Han maatte beundre den gratiøse Livfuldhed, hvormed hun snart skjød den brydsomme Lokkefylde tilbage, snart greb efter Blomsterne, der tilsyneladende tamme og ubevægelige, drillende undveg hende, og skjød snart under, snart til Siden paa de lange, svaiende Stengler. Hun syntes at tilhøre det samme Element, hvorpaa hun vuggede sig med dem, drømmende, flygtig, gaadefuld, fremmed blandt de Andre, og at være opsteget af den dybe Bjergsøe lokket af de menneskelige Røsters Tryllerie, hun selv lokkende Menneskene, og Amalie ved hendes Side syntes et saadant Menneskebarn, der trøstig eller letsindig havde givet sig i hendes Vold.
Man kan ret blive harmfuld, i det Øieblik Noget har grebet os dybt, da at høre en Anden udskrige hvad vi endnu ikke have eller ville have noget Sprog for. Cold blev vækket af sin stumme Beskuelse ved Brandts høirøstede Perorationer bag ham.
Er det ikke som jeg siger! See paa de to Søstre!
Den ene kalder sig en Skjønhed og kroer sig som en saadan, men ved Siden af den anden er hun, – mig ikke andet end en Kammerlærke, en opstrammet Budeie. . . . . hun derimod har intet Navn endnu, men jeg vil være en Kryster, om hun ikke skal faae et, og det et som skal klinge fra Lindesnæs til Nordkap. Det er noget det! . . . . det forstaae I jer ikke paa, I ville have Noget, der skjærer i Øinene. Det er Figur! det er Øine! det kalder jeg Teint, som har vadsket sig! og den som siger noget Andet, den erklærer jeg for en Philister, en Stokfisk . . . en . . .
«Saa
smal som Stengelen af en Lilie»
saa
fuld som – saa fuld som . . . saa fuld . . .

Som et Bæst, supplerede Edvard, og kastede ærgerlig ud igjen . . . . «Skrig dog ikke saa forbandet høit
Jeg siger blot, min Ven Edvard, at Du ikke skal lade dine fagre Søstre saaledes skjøtte sig selv paa det troløse Dyb . . . . Det er vor Pligt at staae dem bi . . . . vor Ridderpligt . . . .
«
Skjøn Havmand sig op af Havet skjød
Beklædt med Tang . . . .
Hans Øie var kjærligt, hans Tale var sød» –

Bliv fra Flaaden, Brandt, De skræmmer Fisken . . .
Er De rasende, Menneske! skreg Cold, men det var for seent. Under Refrainet: «o voge Dig, mit
Barn, for de falske Mandfolk», havde Brandt allerede løst Vidien og med et Tellsk Fodspark stødt Flaaden fra Land. Edvard reddede sig med et fortvivlet Hop, men Cold drev paa det lille ynkelige, vaklende Fartøi tilligemed den ligesaa vaklende Brandt ud paa Vandet.
Vær ikke bange! det har ingen Fare, sagde denne, det har aldeles ingen Fare. Nu skal De blot see, hvor peent det skal gaae. Kan De see Bunden? det er en Fandens Dybde paa disse Kjern.
Men er De da reent besat gal, Brandt! Giv mig Stangen – Væk fra den Side! . . . . Flaaden vælter jo!
Jeg seer De er bange. Det gjør mig ondt, overmaade ondt. Det maae være en Satans Plage den Frygt. Nyere Læger paastaae at den skal være noget reent physisk og være begrundet i et Organ, der skal befinde sig etsteds, Gud veed hvor det var. Det kan gjerne være, jeg maae sige det er en Fornemmelse jeg aldrig har havt. Støt Dem til mig . . . plumpe vi, saa plumpe vi begge, det er klart . . . det er soleklart . . . og et Guds Under vilde det være, om vi ikke plumpede . . . . . Men det er det samme, reddet skal De blive, mit Æresord derpaa! . . . . Jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer . . . jeg har svømmet fra Vippetangen over til Hovedøen, hvad mener De om det? . . . jeg fortjente ikke Navnet . . .
au Død og Salte! – nei – see saa, nu gaaer det! . . . . jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer, siger jeg, skulde jeg ikke kunne paatage mig at bringe en saadan let, vindig Patron paa det Tørre. De kommer til at gjøre mig accurat samme Nytte som en Blære. Ha, ha!
Medens Lorenz vedblev at vrøvle saaledes, havde Cold raabt til Damerne i Baaden at de skulde nærme sig. De vare nu saa nær at de strakte en Aare ud, og Barken vilde snart lagt bi, havde blot Brandt kunnet forholde sig rolig. Hvad Cold befrygtede skeede. Brandt kan ikke oppebie Baaden, han vil med et voldsomt Sprang naae den, men taber Balancen, Flaaden vipper over og de to ulykkelige Seilere i Vandet. Det var en Scene! Et uhyre Vandpladsk indhyllede et Øieblik hele Gruppen, der dunkel bronzefarvet, midt paa den guldgule Flade, ikke var ulig den berømte Nereidegruppe i det store Bassin, naar Vandene springe. Krøesus, der var svømmet efter, og allerede havde naaet Baaden, lagde endnu sit til ved at ryste sin dryppende Pelts ud over de stakkels Damer. Cold, en dygtig Svømmer, kom strax op; han greb instinctmæssig om Baaden, men Søstrenes skingrende: For Guds Skyld, Brandt drukner! hjælp ham! drev ham strax tilbage. Det var gaaet Lorenz, som det saa ofte gaaer berusede Folk, naar de falde i Vandet; han blev greben
af en Slags Lamhed. Efter nogle fortvivlede Ryk med Armene, der drev ham længere ud, udstødte han pludselig en drøi Eed og sank under. At dukke efter ham, gribe ham i hans lange Haar, var et Øiebliks Sag for Cold; saaledes lykkedes det ham, med uhyre Anstrengelse, at drage ham mod Land, hvor Edvard ydede ham den fornødne Hjælp.
Forskrækkelsen var over. Paa Stranden laae Brandt bevidstløs, ynkelig at see til. Alle var beskjeftigede med at gnide, banke og ryste ham, for at bringe ham til Live igjen. Amalie fandt Anledningen til en Besvimelse i vore Dage altfor sjelden, til at hun kunde modstaae denne, hun laae med lukkede Øine i Brøchers Arme, og da hun endelig aabnede dem og saae Sophie og Edvard ifærd med at drage Kjolen af Lorenz, saa at den bare Skjorte kom tilsyne, besvimede hun igjen. Fru Ramm vidste ikke, hvem hun skulde skjænde paa, da den egentlige Ophavsmand til Ulykken ikke var i den Tilstand at han kunde høre hende. Man forstod ikke, hvem hendes Beklagelse meest gjaldt, enten de Forulykkede eller Amalies nye Ridedragt, der var bleven spoleret. Lidt til Siden, støttet mod en Green, stod Cold blegere end sædvanlig; Vandet strømmede af hans mørke Haar, han saae ud som den unge Havmand i Visen. Han søgte saa godt han kunde at værge sig imod Huusholdersken, der havde grebet Fruens
Shawl og gned og tørrede ham alt hvad hun kunde.
Det er spildt Møie, kjære Børn, sagde Fruen, da Lorenz intet Livstegn gav fra sig. Her er nok al menneskelig Hjælp forgjeves! . . . hvilket Tilfælde! Lad os love hverandre at være rolige og fattede. Bare rolige, bare rolige! jeg vil selv underrette hans Moder.
Det behøves ikke, sagde Lorenz pludselig med svag Røst, det skal jeg selv gjøre . . . Puh – sagde han og pustede ud som en Hval, idet han reiste sig overende . . . Hvilket Bad! . . . Men jeg sagde det . . . Jeg tænkte det min Salighed at det vilde gaae saa! . . . Hvor er Cold! blev han reddet? Gud skee Lov, der er han! . . . . . Det forbandede kolde Bad betog mig saa Sands og Samling, at jeg neppe veed hvordan jeg fik ham i Land.
Denne Forvexling af Brandt kom saa uventet, at alle brast ud i en ustandselig Latter. Fru Ramm maatte lee midt i sit onde Lune, og Amalie formaaede ikke længer at vedligeholde sin Besvimelse men stemte hjertelig i med. Endog gamle Sønneve blev derved lokket frem. Man saae hendes graae Hoved titte frem af Fjøsdøren. Nu var Lystigheden bragt tilveie igjen, og der blev drevet stærkt paa Hjemreisen. Fru Ramm bestemte, at Edvard skulde endnu samme Aften ledsage Brandt hjem til hans Moders Gaard, der heldigviis
laae
i samme Egn. Denne var efter Druknelsen bleven mere spagfærdig, saa han føiede sig uden videre i Alt. Alle rustede sig idet man skulde bryde op drog Sophie Edvard tilside og syntes ivrig at bede ham om Noget.
Hvor kan Du forlange det, Sophie? raabte Broderen. Madame Brandt kan dog umulig blive vred paa os, fordi Lorenz drikker sig fuld og plumper i Vandet. Hun burde før blive vred, fordi vi drog ham op igjen. . . . .
Fy skamme Dig, Edvard.
Hvad er det, din Søster beder Dig saa om? spurgte Cold, da han i Sophies Miner læste, at hun heftig og med Uvillie gjentog sin Anmodning.
Hun har sat sig i Hovedet, at gamle Madame Brandt skulde faae ondt af at see Lorenz i Aften, og hun vil derfor at jeg skal tage ind paa Krogvold tæt ved, og lade ham sove ud der, og saa først i Morgen bringe ham hjem. Synes De ikke, at jeg har været Galevogter nok idag? skal jeg nu ovenikjøbet forspilde min Nat paa et saadant elendigt Hul for en Grilles Skyld . . . . og Sophie tænker ikke paa at Mennesket er dryppende vaad . . . . men det er Fruentimmernes sædvanlige Upraktiskhed, lagde Edvard til, meget tilfreds over at kunne anvende dette nye fortreffelige
Ord, som synes at være alle Stokprosaisters Feltraab og Vaabenmærke.
Cold udbad sig, at det Hverv at føre Lorenz hjem maatte overdrages ham, og han gjorde det paa en Maade, der afviste enhver Indvending af Edvard. Han overdrog nu denne at sende et Ilbud hen til Krogvold med tørre Klæder til ham og Brandt. Med dæmpet Stemme tilføiede han endnu noget. . . Behøves ikke.
Vest kan han faae af mig, og jeg skal nok knibe en af Faders Skjorter, sagde Edvard høit.
Sophie var ikke ganske beroliget ved dette Arrangement. Af Cold kunde hun intet Løfte tiltrygle sig angaaende det som laa hende paa Hjerte, men idet han svang sig paa Hesten, tilkastede hun ham et bedende Blik, der er mere veltalende end Ord.
Da Brandt vaagnede næste Morgen paa Krogvold ædru og legemlig styrket, fandt han sig alene. Foran hans Seng hang en meget peen, fuldstændig Klædning. Cold havde fundet, at han ingen anden Rolle havde at spille, end de gode, tjenende Aanders, der forsvinde ligesaasnart som de have udført deres Hverv. Efter at han havde bragt Lorenz tilsengs i den bedste Seng, der var at opdrive og givet ham noget varmt at drikke, samt indprentet Bonden nogle Forholdsregler for Morgenen, drog han ilsomt hjem igjen.

Med Brandts Besindelse Morgenen efter, vendte Erindringen om Gaarsdagens Tildragelse klart tilbage, og nu overlod han sig til et af disse Anfald af Anger og Sønderknuselse, der er det samme for ham, som de saakaldte «lyse Øieblikke» for den Vanvittige: ulyksalige, fulde af Elendighed. Han græd over sig selv. Den hele Sammenhæng gik op for ham, hans Redning ved Cold, hans egen broutende Uforskammenhed, de Andres Moerskab. En uendelig bitter Følelse mod denne Redningsmand betog ham, og den blev ingenlunde formildet ved at see Klæderne og tænkte paa at det var af ham, han var tvungen til at modtage dette nye Offer. En Rest af nobel Modbydelighed for at tilegne sig denne Foragtens Almisse kjæmpede i ham, men var der nogen anden Udvei? . . . . Han var en øm Søn, og fremfor Alt maatte han vise sig anstændig for sin stakkels Moder, for ikke altfor meget at forskrække hende. Han var en øm Søn, derfor torde han heller ikke vise sig saa nedslaaet, saa sønderknust, som han var. Hans næste Tanke var derfor det Middel, der skulde give ham noget af hans Freidighed og gode Lune tilbage.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


[I, 11] Fortsættelse af Sophies Dagbog.

Skjøndt Opholdet i Christiania kun varede i ti Dage, vilde Tilfældet at jeg ogsaa her skulde blive buden paa Bal. Her skulde jeg see den hele gentile Bye. Jeg gik med et hemmeligt Haab om, at jeg blandt mine Landsmænd vilde forvinde det ubehagelige Indtryk, og forsone mig igjen med min kjære Dands. Men jeg tog Feil. Alt hvad der dunkelt og ubestemt havde stødt mig, traadte her bestemtere og mere udpræget frem. Her var Individualiteterne mere fremtrædende, og Kontrasterne mere iøinefaldende.
Vi kom til at sidde i en af de forreste Damerækker. Paa Gulvet havde Herrerne dels placeret sig, deels i Grupper, deels slentrede de op og ned langs Rækkerne, akkurat som Officiererne, der mønstre Geledderne. Idetsamme lød Musikken – den hele forreste Række blev optaget paa en eneste stakkels, paafaldende svær ung Dame nær. En Herre ved Siden af sagde blot de Ord til sin Sidemand, men saa høit at den Arme nok kunde høre det: «Veiet, men ikke befundet for let Hvorfor udsætter hun sig for en saadan Ydmygelse? . . . Hvem af os kan sikkres for den? . . . . Hvorfor udsættes vi for den? . . . . alle disse Spørgsmaal stormede confust ind paa mig, medens den ene Damerække forsvandt efter den anden, og Raden nu kom til min Bænk. En ulidelig Følelse af Skamfuldhed betog mig,
jeg ønskede mig hundrede Mile borte; jeg følte at jeg vexelviis blev bleg og rød. Jeg vil slet ikke dandse, sagde jeg til mig selv. Dette kom over mig med et. Og virkelig, efter at jeg havde givet et Par Afslag, følte jeg mig beroliget igjen og ligesom hævet i mine egne Øine. Jeg sad mellem to unge Damer, der vare smukke og meget nydelige. En lille tynd Cavalleer med et fladt, intetsigende Ansigt lorgnetterede os meget stærkt, men syntes ikke at kunne blive enig med sig selv. Mine Naboersker raillerte ham dygtig bag min Ryg; jeg ventede intet mindre end at de vilde slaae Vrag paa ham. Hvor forundret blev jeg derfor, da han bukkede for den ene, og hun reiste sig med det forbindtligste Smiil!
Den anden sad over; jeg forsøgte at knytte en Samtale med hende men det var ikke muligt at faae et ordentligt Svar, saa forstemt og distrait var hun bleven. En Mængde Damer sad over og der manglede ikke paa Kavallerer, men de stod blot omkring og saae til, og de der dandsede, saae ud som om de forrettede et tungt Arbeide. Ingen af Parterne syntes at føle nogen rigtig Glæde derved, og jeg vidste ikke hvad jeg skulde troe. Mon det skulde komme af at Damerne slet ikke faae Lov til at dandse med hvem de ville, og Herrerne faae altfor meget Lov til at dandse med hvem de ville?

Det forundrede mig ogsaa, at de styggeste Herrer paa Ballet næsten altid opsøgte de smukkeste Damer, ligesom de ikke kunde falde nok i Øinene alligevel. Naar en saadan Herre vilde gjøre sig Rede for, hvorfor og med hvilke Tanker en saadan Dame følger ham i Dandsen, saa vilde det dog ganske bestemt falde ydmygende ud for ham. Mig forekom det, at de uheldige Kavallerer ogsaa burde opsøge de uheldige Damer, saa vare de dog sikkre paa et frivilligere fra Hjertet kommende «Jo Tak Et frivilligt «Jo Tak», o, hvem giver ikke det! Vi dandser med hvem det skal være, naar vi blot faaer dandse, vi dandse med Naale i Skoene, naar vi blot faae dandse.
Iblandt de Dandsende var der en Herre, der var mig paafaldende mellem de Andre. Det var en høi, slank Person, med et blegt, udtryksfuldt Ansigt. Han var ikke ganske ung, og af den Maade, hvorpaa man gik af Veien for ham, sluttede jeg at det var en Mand af Betydenhed. Det meest paafaldende var den Glæde, det Liv hvormed han dansede. Det er umueligt at beskrive den ridderlige Gratie, den virkelige Fornemhed, der hvilede over ham, naar han bøiede sig ned til sin Dame i Conversationen eller førte hende ud i Dandsen, og den Livslyst, den Glæde, der da straalede ud af hans Træk, af enhver Bevægelse. Han saae ud som om han havde vundet hende gjennem tusinde Farer,
ikke som om hun var tilfaldt ham ved et Magtsprog. Hvor gjerne vilde jeg dandset med ham! . . . Det var som om jeg maatte flyve ham imøde og styrte mig med ham ind i Hvirvelen, ved Lyden af Musikken, der idetsamme bragte mit Hjerte næsten smertelig til at banke. Og dog vilde det ingen Glæde voldt mig, havde denne Dandser opfordret mig. Jeg havde maattet give ham det samme Ja, med den samme Bøining, det samme reglementerede Smiil, som han vidste jeg vilde givet den første den bedste Gjæk, der var kommen. Han forekom mig for god dertil.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Mine Ballidelser, ere de ikke i det Smaae en Afspeiling af Livet?
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O, i disse Ord ligger ligesom Summen af mine dunkle Barnesorger! Lykkelige Børn, hvis største Frygt har været den for en bortkommen Skolebog, som ikke have kjendt andre Sorger end Tabet af deres Dukker!
Ved hvilken dunkel Tilskikkelse blev mit Sind saa tidlig vakt til en Betragtning af Livets alvorlige Sider, til en dyb Sorg, en Angst over det vi kalde vor Bestemmelse? – Vor Bestemmelse er at giftes, ikke at blive lykkelige. I den Forstand har jeg seet begge mine ældre Søstre opfylde deres Bestemmelse. De toge deres Mænd med Overlæg, frivilligt, og dog vilde de ikke under nogen Omstændighed selv valgt dem. Hvor levende staae disse Scener endnu for mig, de gjorde et Indtryk paa mig, der aldrig kan udslettes. Om begge mine Svogre, der fulgte hinanden som Lærere her i Huset, har jeg den ubehageligste Erindring. Da Marie blev forlovet med Broch, denne sære, stive, utaalelige Pedant, som hun saa mange Gange selv havde leet af, var jeg endnu ganske liden, men jeg husker det godt endnu. Da vi var samlede og det blev forkyndt, sagde jeg til ham: «hvor kan Du troe det, hun vil bare narre Dig Marie – der saa tidlig skulde døe – blev først opofret; hun var den Ældste. Hun skal have været saa smuk, men jeg har intet bestemt Indtryk deraf, maaskee hendes Skjønhed havde dette alvorligere, aandige Præg, som et Barn ikke forstaaer. Men Louises var frisk og straalende som en Vaardag, da hun kom hjem efter to Aars Fravær i Kjøbenhavn hos Tante. Denne Skjønhed, det fremmede Snit paa hendes Klæder, hendes utvungne og
dog ziirlige Væsen, gjorde et dybt Indtryk paa mig. Det var ligesom alt hvad hun rørte ved blev forskjønnet. Jeg saae op til denne Søster med en Art stum Beundring. Med en Skarpsindighed, som kun Børn har, vidste jeg at gjennemtrænge alt hvad der angik hende. Men hun var den voxne Pige, og kun paa barnlig Viis torde jeg lægge denne min dybeste Interesse og Hengivenhed for Dagen: jeg løb hendes Ærinder, gjettede ethvert af hendes Smaaønsker og søgte paa alle Maader at behage hende.
Fra Tante Charlotte havde jeg til min tiende Geburtssdag faaet en Voxdukke, og da jeg syntes den havde Lighed med Louise, kaldte jeg den efter hende. Men lidt efter lidt identificerede jeg den ganske med min Søster, jeg digtede i dens Skintilværelse alt hvad der bevægede hende. Fik Louise en ny Kjole, skulde Dukken have akkurat en lignende. Med denne Louise talte jeg, til hende turde jeg uden Skye udøse mit Hjerte. Jeg raadede, jeg trøstede hende i vanskelige Tilfælde, jeg drømte de skjønneste Fremtidsdrømme med hende. Dukken havde sin Bopæl inde i en dyb Nische i Grotten. Her sad den som en lille fortryllet Prindsesse, skjult for Verden, og ventede paa den Dag, da Lykken skulde komme og hente den.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja, Louises Skjæbne har jeg taget mig ganske anderledes nær. At hun kunde gjøre dette! Hvor jeg hadede denne Caspersen! Han var yngre og smukkere end Broch, havde et saakaldet «godt Hoved» og et Slags Mutterwitz, som han idelig øvede, men disse Egenskaber tjente kun til at sætte hans Raahed og Indbildskhed i et stærkere Lys. Moder og mine voxne Søstre behandlede han altid plumpt og uærbødig, og han skammede sig ikke ved at indprænte i Edvard den Grundsætning, at alle Kvinder hørte til et Slags underordnede Væsener, der ingen bedre Behandling fortjente. Det bar ypperlige Frugter; Edvard blev, fra en ganske snild Gut, mod os Søstre tyrannisk og uartig. Ikke desmindre forelskede Caspersen sig i Louise, og nedlod sig til at begjære hendes Haand. Aldrig glemmer jeg den Dag. Om Morgenen havde han skrevet et Frierbrev. Ved Bordet var Alle tause. Louise saa blussende ned paa sin Tallerken og rørte ikke sin Yndlingsret som – jeg veed ikke om tilfældigt – var bragt paa Bordet den Dag. Moder saae høitidelig ud, og
da vi reiste os fra Bordet, hjalp Caspersen hende at sætte Stolen bort. Om Eftermiddagen talte Moder om Kvindens Bestemmelse og hvad Børn skylde deres Forældre. Jeg forstod hvad der var paa Færde; jeg vidste ogsaa hvad Louise vilde svare; jeg vidste at hun elskede en Anden. Hun havde aldrig sagt det men jeg vidste det dog. Jeg var gaaet saaledes ind i denne stumme Kjærlighed med hende, at den var bleven ligesom min egen. Jeg skiftede Farve ligesom hun ved hans Navn, skjøndt jeg aldrig havde seet ham.
Om Natten efter denne høitidelige Dag vaagnede jeg ved at hun laae og undertrykte sin Hulken. Er Du vaagen, Sophie? spurgte hun. Har hun villet aabne mig sit Hjerte, eller var det af Frygt for at røbe det? Jeg troede det sidste, og lod som jeg sov. Men da det blev stille, stod jeg op og listede mig til hendes Seng. Hun sov. Her sad jeg til den lyse Morgen, jeg turde ikke forlade min Post, jeg maatte see og overbevise mig om at hun sov trygt, ligesom jeg kunde beskjærme hendes Søvn. Dagen efter blev det forkyndt, at hun var forlovet med Caspersen. Da sneg jeg mig ud af Stuen, foer nedover Engene og skjulte mig i det Tykkeste af Skoven. Her har jeg grædt bitterlig.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Naar
jeg saae Caspersen vise Louise Kjærtegn, forekom det mig at hun led en offentlig Beskjemmelse. Jeg kunde ikke taale det, jeg oprørtes paa min stakkels Søster, jeg kunde ikke holde det ud inde i Huset, men skjulte mig i Skoven og i Grotten.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid nærmede sig den frygtelige Dag, da Louise skulde vies til Caspersen. Jeg troede bestandig, at Himlen vilde lade skee et Underværk for at forhindre det. Der skeede intet Underværk, uden det skulde være at Louise var forunderlig fattet. Det smertede mig mere end det glædede mig. Enten jeg vilde eller ei, maatte jeg være med i Kirken. Her saae jeg Louise staae for Alteret med den Mand, som hun hverken elskede eller agtede, og som siden har gjort hende saa ulykkelig.

Men efter Høitideligheden, da Ingen spurgte efter mig, ilede jeg ned til Grotten. Siden Louises Forlovelse havde jeg neppe seet min Dukke Louise. For sidste Gang tog jeg hende frem. Jeg talte ikke mere til hende; thi hun var jo død. Hun skulde, hun maatte være død. En saadan Nedværdigelse turde hun ikke overleve. Og saa tog jeg da den lille Døde og iførte hende hvide Klæder, lagde hende i Kisten og satte denne ind i det Dybeste af Nischen. Sex Voxlys saa tykke som Maccaroni brændte i malede Tinstager, og ligesom de Gamle begrov sig med alle sine jordiske Skatte, tog jeg alle hendes Klæder og Kostbarheder og alt mit Legetøi og gjemte derinde. Da Alt var i Orden, kyssede jeg hende og græd saa oprigtige Taarer over hende, som om det kunde været over min Søster. Derpaa murede jeg Aabningen ganske ordentlig til, med Leer og Steen, og et nyt Lag Jord og Moes skjulte aldeles Sporet. Hvad der her gjemtes skulde aldrig, aldrig mere komme for Dagens Lys. Jeg følte, at jeg murede min Barndom ind med det samme. Udmattet paa Legeme og Sjæl kom jeg hjem, og sneg mig paa mit Værelse.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Og det er sandt, hermed endte min Barndom, og et nyt Afsnit af mit Liv begyndte. Den Tomhed, den Ensomhed, der indtraadte i vort Huus efterat begge mine Søstre havde forladt det, var ogsaa ret skikket til at nære den triste Retning, mine Tanker havde taget. Moder havde nok havt alvorlige Kampe med dem at bestaae førend de føiede sig. Hun troede det derfor nyttigt itide at bearbeide sine andre Døttre, for om muligt at forebygge hos dem hvad hun kaldte «Romangriller.» Saa hørte jeg da i rene, tørre Ord udtale, hvad jeg med Skræk havde anet, at det næsten aldrig falder i en Kvindes Lod at ægte den hun elsker, og dog er det hendes Bestemmelse at ægte Nogen, da den ugifte Stand er den allersørgeligste. «I den Henseende ere I alle Prindsesser», sagde hun. Jeg svimlede mellem disse Tilstande . . . . at giftes bort uden nogen Tilbøielighed, at slynges saaledes ved en dunkel Magt villieløs og dog frivillig ind i en ganske anden, uelsket Tilværelse, og nu, hvis man elskede en Anden! . . . . arme Louise! . . . O Gud, lad mig ikke elske som hun! . . . udtør denne Kilde i min Sjel! . . . lad mig undgaae Skjæbnen! jeg vil leve ene – ene til mit Livs Ende,
aldrig elske, aldrig ægte Nogen. Denne barnlige Bøn var kanskee latterlig, men endnu kan jeg ikke lee ad den.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Den enlige Stand begyndte at faae en Art hellig Betydning for mig. Undertiden var den dog en stærk, fri Sjæls eget Valg. Naar jeg kom sammen med Bygdens gamle Jomfruer, iagttog jeg dem med spændt Interesse. Ak, de var lidet skikkede til at gjøre Ideen smuk eller opbyggende. Hvilket øde Liv! Deres Tanker og Anskuelser om enhver Ting hvor pertentlig bornerede, hvor forstenede! Hvor ynkværdige deres Beskjæftigelser! Gamle Jomfru Møllerup har i de sidste ti Aar uafladeligt strikket paa en Strømpe og rækket op igjen, og denne Straf, der minder forfærdelig om Danaidernes, har hun paadraget sig, siger Moder, fordi hun var daarlig nok til at afslaae nogle gode Tilbud «for en Grilles Skyld.» En gammel Kone, der gaaer i Barndommen, kan maaske udfylde sit Liv med at strikke, strikke evindelig, men mon hun vilde række op igjen? jeg troer ikke . . hun har havt
Børn . . Over alle disse forladte Væsener, det samme Præg, jeg veed ikke af hvad . . . af en gammel Jomfru. O Gud, kunde ikke denne Tilværelse gjøres smukkere? Lær mig det, lær mig at bære, at fylde den! Jeg vil læse, jeg vil lære, jeg vil arbeide Nat og Dag.
Dengang havde jeg allerede læst meget, men overfladisk og uden noget Valg. Det var Ting, som mere slappede end berigede min Sjæl. Men selv ved et bedre Valg savnede jeg Hovedbetingelserne for at forstaae og tilegne mig det Læste: jeg manglede Kundskaber. En glødende Iver for at lære noget greb mig. Under den forrige Lærer, Hr. Caspersen, havde jeg holdt Skridt med Edvard d. v. s. jeg havde gjennemgaaet de første Udtog af de almindelige Skolebøger. Nu begyndte mine Selvstudier, jeg læste seent og tidligt, jo mere jeg kom ind i det, jo mere voxte Interessen. Men jeg skjulte mine Bøger lige saa forskrækket som Amalie sine Romaner. Saaledes holdt jeg hemmelig Skridt med Edvard, indtil jeg var kommen ham forbi.
En Dag bad jeg ham saa vakkert at laane mig et botanisk Værk, som jeg vidste han havde i sin Reol; jeg vilde blot se Billederne, sagde jeg. Men han ytrede haanlig: «Du behøver ikke at anstrænge Dig med at lære noget Sligt, Caspersen siger at Fruentimmer
ere blot skabte til at styre Huset for Mændene og at man burde sætte alle lærde Damer ind i et Dolhuus.» Det gav dog ikke min Lærelyst noget Stød. «Det er ikke for Mændenes Skyld, det er for min egen jeg lærer.» Men aldrig bad jeg Edvard mere om nogen Bog og alle dem, jeg deels af Faders Bogsamling, deels ved Laan kunde overkomme, bragte jeg ned i Grotten, hvor jeg indrettede mig et lille Bibliothek. En Steen lukkede for Aabningen saa kunstig, at Ingen kunde opdage den. Hvor glad var jeg, naar jeg kunde komme ned til mine Skatte! . . . jeg gik altid ugjerne hjem, men dog som mig syntes rigere end før. Alt hvad jeg oplevede om Dagen, satte jeg i Sammenhæng med det jeg havde læst. Historien interesserte mig især levende. Fra Stenen ved Indgangen kunde jeg see, naar der kom Nogen. Nærmede sig da Nogen oppe ved Mølleledet, da øieblikkelig Bogen ind i sit Skjul. Jeg havde en overordentlig Sky for at røbe nogen Kundskab, selv for Fader, og Edvard og Caspersen kunde have lagt mig paa Pinebænken, før de skulde mærket noget.
Mine Glæder og Sorger vare saaledes ikke et Barns. Jeg havde en egen Maalestok for dem. Kun i det Forhold de stode til min egen store Bekymring fik de Betydning. En legemlig Smerte, et skuffet Haab, Tabet af noget Kjært, tog jeg mig derimod lidet nær.
Et Instinkt sagde mig, at den bedste Modvægt mod disse Grublerier laae i Virksomhed, og neppe havde jeg fattet den Idee, førend jeg med grænseløs Iver begyndte at deeltage i Husets Forrretninger. Men dette skeede med en Ustadighed, en febrilsk Uro, der aldrig gjennemførte noget.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Caspersen
reiste og nu skulde Cold komme. Jeg hadede ham allerede førend jeg havde seet ham. Da han første Gang sad ved Bordet, blev jeg forundret ved at see hvor ung og smuk han var, og at han talede et ganske andet Sprog end de Andre. Han kom ikke fløitende ind i Stuen, han bandede ikke, naar han talte med Folkene. Jeg hadede ham endnu mere derfor. Jeg gjorde den simple Slutning: jo høiere de have Grund til at stille sig selv, desto lavere stille de os. Hr. Caspersen fandt mig og mine Søstre altid gode nok til at blive hans Huusholdersker, for Hr. Cold maatte vi da være noget endnu ringere. Med denne Uvillie, saa glødende som den kan rodfæste sig i et uerfarent
Barns Hoved, har jeg mødt ham. Hvor piinlige vare disse Skoletimer med ham! jeg vidste, at jeg med al min Lærvillighed, al min Flid dog vilde blive dette ringe Væsen i hans Øine, som han havde Ret til at see ned paa. Den himmelske Taalmodighed, han viste, kunde den være andet end Ringeagt? Naar jeg da kunde lade ham sidde en stiv Klokketime og anstrænge sig for at forklare mig Elementerne til noget, som jeg for længesiden var ud over, følte jeg selv det Grusomme og Latterlige deri, men jeg var som forstokket. En Forbryder maae være saaledes tilmode. En sjelden Gang skjændte han og jeg følte mig besynderlig sønderknust og hædret derved . . . ethvert Tegn paa hans Uvillie kunde gjort mig stolt. O, jeg syntes jeg kunde føle, hvor «widerwärtig» jeg var ham; naar Lektien var ude, løb jeg som om jeg kunde løbe fra min egen Ufordragelighed.
Har jeg gjort ham Uret? En Gang, en eneste Gang faldt denne Tanke mig ind, men den var saa flygtig, saa uklar, et Stjerneskud, ingen ledende Stjerne. Vi traf hinanden paa Sæteren. Han forekom mig ganske anderledes end mellem de Andre, hvor han bestandig er saa underlig spodsk, og siger alting med saadan en Mine, at man aldrig ret veed hvad han mener. Han udtalte Ord saa selsomme . . . jeg tvivlede, om jeg havde hørt Ret. Han opmuntrede mig til at synge
. . . at synge! Men da vi kom hjem igjen, var han den samme, og jeg saae at jeg havde taget feil. Har jeg taget feil? Jeg veed ikke, men endnu er denne Fordom saa rodfæstet hos mig, at jeg ikke kan være i hans Nærhed uden at jeg føler mig beklemt.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid var jeg alt blevet en stor Pige, men jeg forekom mig selv saa utækkelig, at jeg aldrig gad see i et Speil. Jeg kunde nok lide smukke Dameklæder, enhver saadan smuk Fremtræden kunde gjøre det dybeste Indtryk paa mig. Hvor beundrede jeg ikke de Dragter, Louise havde, men aldrig tænkte jeg mig selv i nogen saadan. Moder sagde mangen Gang, «Du faaer sætte dit Haar og og faae Dig en lang Kjole, Sophie, Du er snart en voxen Pige men altid tryglede jeg, om at maatte beholde min barnlige Dragt, jeg kommer tidsnok i den Voxne, tænkte jeg. . . . . . . . . . Sangen blev aldrig nævnt. Men næste Gang, da Fader slog paa den Stræng, at jeg skulde ned til Tante, var jeg pludselig villig dertil, om for Sangens Skyld veed jeg ikke, maaskee en hemmelig Misnøie
med mig selv laae til Grund, maaskee haabede jeg, at Livet i større, mere udviklede Forhold vilde bringe mig Svar paa de Gaader, der qvælede mig, og forsonende føre mig tilbage til mig selv, og mine Egne. Jeg vil tie om de Erfaringer, jeg derom har gjort. Min Smerte, mine Skuffelser høre mig til, og jeg faaer see at komme tilrette med dem, men hvad jeg kan gjøre – og jeg vil gjøre det – er at de ikke skal blive forstyrrende for Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Min Barndom var altsaa trist, tristere maaskee end noget andet Barns, der mindre end jeg nød de udvortes Betingelser for Lykken. Det var Skygger, usynlige for andre. Men i disse Skygger er der dog faldet enkelte Glimt af Haab og Fortrøstning. Det var en Høsteftermiddag, netop Dagen før jeg skulde reise. Nogle Dage før havde jeg fyldt mit femtende Aar. Jeg havde taget Afsked med Grotten og sad nu paa Stenen foran Indgangen, vemodig, næsten ude af Stand til at skille mig fra Stedet. En kold, ubehagelig Taage efter et langvarigt Regnveir havde hele
Dagen hvilet over Egnen. Den lyse Baggrund mellem Fjeldrammen var lukket af et graat Forhæng; man kunde netop skimte de to store Graner ved Møllen. I de ubestemte Omrids saae de kjæmpemæssige og næsten truende ud, de stode der som Vogtere foran den hemmelighedsfulde Fremtid, denne Fremtid, som fyldte mig med en dunkel Gru og Angst. Jeg tænkte paa Louise, min stakkels Søster, som jeg nylig havde gjenseet – hvor forandret, o Gud! – jeg tænkte paa Jomfru Møllerups danaidiske Strømper og Tilværelsens Trøstesløshed overfaldt mig. Jeg mærkede ikke, at et Vindpust strøg opad Fjeldtrakten, at det med et lysnede i Luften, før jeg pludselig saae Grantoppene blinke som to Kirkespiir, og nu saae jeg Taagen i store tunge Masser rulle sig sammen og synke ned mod Elvedybet. Med Et laae hele Landskabet forklaret i Aftensolen og ligesaa hurtig, som fremkaldt ved den samme Naturlov, slog den Tanke lys og varm ned i mig: «At elske og leve for den man elsker!» Forestillingen om en saadan Lykke overvældede mig, jeg sank paa Knæ og trykkede mit Ansigt mod Stenen. Jeg gik hjem, fortumlet som Betleren, der har drømt om, hvor den uhyre Skat ligger begravet, og bævende tænker paa at Drømmen kan være sand.

[I, 12]

Paa Landet er det en hellig Skik at have «Storstue det er, et eller to Værelser i Huset skulle staae ubeboede, for at tages i Brug to, høist tre Gange om Aaret ved store Anledninger. Da rulles Gardinerne op og Overtrækket tages av Meubler og Lampetter, der røges og pudses, dog vil man forgjæves betage dem dette Ødets ubeskrivelige Stempel, der hviler ligesom trykkende i Luften i Værelser, der ikke daglig beboes af Mennesker og ligesom alt andet Skabt, Natur, Dyr o.s.v. beaandes og gjennemtrænges af menneskelig Indvirkning. Er det Vinter, da spotte de gjennemisnede Vægge enhver Anstrængelse for at faae det luunt, Ovnen oser og gløder, men i Stuen raader alle Zoners Temperaturovergange. For at have Storstue boer Familien ubekvemt hele Aaret igjennem. Ifølge denne Skik havde den Rammske Familie stuvet sig sammen i den lille snævre, om Sommeren meget lumre Dagligstue, men Sophie havde benyttet den
Authoritet, en ung, smuk, nylig hjemkommen Datter har i et Huus og havde faaet dem til at tage Havesalen, et stort, skyggefuldt Værelse, i Brug.
En Morgen kom Cold ned og fandt Familien samlet her. Glasdørene til Haven stode aabne og lod den livsalige Sommerluft strømme ind. Enhver syntes ogsaa at finde sig særdeles vel ved Omflytningen og man kunde nu ikke begribe, hvorfor det ikke var skeet før.
Fruen og Sophie syede ved den aabne Dør, Amalie skjænkede The, og paa Sophaen laae Edvard med Benene op paa Lænet, og sendte Amalie for tredie Gang bort med en Kop, som ikke var ham rigtig tilpas. Da Cold kom ind, reiste Edvard sig. Han viste altid sin Lærer Agtelse. Cold var siden Begivenheden paa Sæteren steget betydelig i Husets Gunst, især kunde en saadan lille Romandaad ikke forfeile sin Virkning paa Fruen og Amalie. Sophie erindrede, hvor beredvillig og med Opofrelse af egen Bekvemmelighed han havde udført hendes Ønske, og hun kunde ikke undlade at betragte ham med mildere Øine. Nu kom ogsaa Amtmanden. Han tog næsten aldrig Deel i deres Udflugter, men nøiede sig med at høre Beretninger derom. Ikke før havde han sat sig i Lænestolen og Edvard havde rakt ham den tændte Pibe, førend Gaarsdagens Krønik blev ham meldt, og det saa
livlig fra alle Sider, at han vidste ikke, hvem han skulde høre paa
. Fruen vidste at fortælle om et nyt Optrin af Lorentz Brandt, der vakte megen Latter, men den Gamle rystede bedrøvet paa Hovedet.
Det arme Menneske, saa er han da reent forloren!
Hvor kan Du beklage ham, bedste Ven, sagde Fruen. Her kan man blot have Ondt af dem, som han gjør Skam og Sorg, som han viser en oprørende Utaknemmelighed, og fremfor Alle af hans gamle, agtværdige Moder.
Alle var mere eller mindre enige heri og meente, at Lorentz ingen Interesse mer fortjente. Cold sagde, at saavidt han kjendte Brandt, kunde der ikke synderlig være gaaet tabt i ham; den, der har kunnet saaledes slukke enhver Gnist af Æresfølelse, kan aldrig have havt den i nogen høi Grad.
Min kjere Cold, sagde Amtmanden mildt, men dog alvorligt, dette er baade haardt og urigtig dømt. Tak De Gud, at Deres Natur og en bedre Tingenes Orden har holdt Fristelsen borte fra Dem. Brandts Studenterdage faldt i en noksom bekjendt Periode, der bragte Flere paa Afveie end ham, og hvor de Bedste allerlettest faldt. Dengang var Studenten næsten alene anvist paa sig selv. Byens Huse stode ham ikke saa aabne som nu, offentlige Forlystelser gaves der næsten ikke og hvor skulde de unge Mennesker, der kom ned
til Universitetet med Brystet fuldt af Livslyst og Begeistring, vel hen? De tyede da sammen, og en Tradition fra de gamle, djerve Drikketider gjorde Punsch og Kommers uundværlig. For de svage Charakterer blev paa denne Maade Glæden eensbetydende med Sviir. De mest Begavede vare under disse Forhold mest udsatte, baade fordi de higede ubevidst efter en større Livsfylde, og fordi de bleve søgte fremfor Alle. Paa denne Maade er Lorentz reven med. Ak, hvor mange Forventninger knyttede sig ikke til dette Menneske! vi troede Alle, at der skulde blive noget Udmærket af ham!
Hvem kan nægte alt det Undskyldende, der ligger i Forholdene! Men, Hr. Amtmand troer, at de selskabelige Vilkaar skulle være saa meget bedre for Studenten nu end før, det skulde jeg dog betvivle. Endnu savnes offentlige Adspredelser, og Adgangen til Familierne er vanskelig nok.
Det burde dog De mindst klage over, afbrød Fruen ham, De, som er bleven saa uhyre afgjort, man stræbte Dem jo formelig efter Livet med Invitationer.
Mig Frue! sagde han leende, jeg forsikrer Dem, jeg har i to Aar boet paa et Tagkammer, uden at Nogen vidste at jeg var til.
Men saa blev De dog opdaget, og jeg veed positiv, at De har været med overalt.

Christiania skal i den senere Tid være bleven saa uhyre selskabelig, bemærkede Amalie.
Det er sandt, i den sidste Tid drev jeg meget omkring paa Baller og i Selskaber, leider dessen! Christiania fik virkelig pludselig Trang til en høiere Selskabelighed, men man havde ikke Tid til at bie til den kom naturlig af sig selv, Alting skulde strax have et europæisk Tilsnit. Dertil behøvedes der brugbare Subjekter, et vist Talent til at producere sig var det Eneste, der fordredes. Disse udvalgte Numere gik da i Brug og bleve uafladelig slidte paa, ja i den Grad slidte paa, at mange af dem til Slutning ikke kjendte sig selv igjen. Jeg reddede mig, som De seer, i Tide, naadige Frue . . . . En Bye kan være selskabelig men det er ikke sagt at den derfor er gjestfri, og det skal sandelig lidet hjelpe den store Mængde, der staaer udenfor, at see en Haandfuld af deres heldigere Kammerater idelig trækkes frem, at see nogle ofte tilfældige og tvilsomme Fortjenester gjøre Lykke. Nei, Gud skal vide, de ydre Opmuntringer ere faae, og er Tonen nu bedre og Udskeielserne sjeldnere, saa maae det søges i noget ganske Andet.
Vistnok, tilføiede Amtmanden, i en dybere Erkjendelse af Civilisationens Værd, i en alvorligere videnskabelig Stræben, med andre Ord i Tiden selv, der ogsaa hos os har brudt sin Bane. Det maae være en trøstende Bevidsthed for den Unge nu til Dags.
Mørkhedens Dage ere forbi; Grundvolden til det Gode er lagt, nu gjælder det at bygge paa den.
Ak ja, denne Grundvold! – Det var ingen Nød var den allerede lagt, men det er netop den vi arbeide paa og vi gjør det i vort Ansigts Sved. Vi flytte Stenen, siden er den let at rulle . . . O, vore Efterkommere ville kunne dømme om, hvor ondt vor Tid har havt det! – Den forrige Generation, der i cynisk Tankeløshed traadte det under Fødder, som vi nu stride for, var at skatte lykkelig mod os, den havde dog Raahedens Samdrægtighed. Nu ligger Spaltningen mellem os indbyrdes . . . ethvert Individ, der vil det Rette, møder ofte i sine Nærmeste den bitreste Modstand.
I Sandhed, disse Splittelser, denne evige Strid derinde er jo sørgelig at tilsee, sørgeligere endnu for dem, der berøres af den, bemærkede Amtmanden.
. . Nei, Forholdene ere ikke gunstigere! Anledning til Udskeielser er der endnu i rigeligt Maal, men vi have faaet Øinene op, vor Tid er selvbevidst. Derfor ville vi staae imod, vi kunne lade os rive hen, men ikke lettelig fortabes som Lorentz Brandt . . . . .
Naar
Samtalen mellem Mændene tog en alvorligere Vending, forlod de to ældre Damer den gjerne frivillig, men Cold havde mærket, at Sophie, tilsyneladende fordybet i sit Arbeide, fulgte den med Opmærksomhed. Denne unge Pige var vant til at de
Anskuelser, hun dannede sig om Livet, afveg fra hendes Omgivelse og det havde gjort hende mangen Gang forvirret og uenig med sig selv. Hun udtalte aldrig en Dom uden om den ligegyldigste Ting. Nu havde det hændt, at Cold med sine Yttringer pludselig belyste hendes stumme Tankegang. Naar hans Blik streifede hende, kunde han undertiden blive overrasket ved den spændte Deeltagelse, der røbede sig i hendes Miner. Han følte da en stor Lyst til at drage hende ind i Samtalen, men det vilde aldrig rigtig falde sig. Den Tilbageholdenhed, han havde plantet mellem dem, forekom ham med Et baade piinlig og taabelig og han lurede nu blot paa en Anledning, der let og af sig selv kunde løse den.
Den kom, men ganske anderledes end han havde ventet. En Begivenhed, usynlig for de Andre, men som dybt greb ind i hans Indre, gav hans hele Forhold til den unge Pige en Farve, en Betydning, som det maaskee ellers aldrig vilde faaet.
Som de vare samlede en Dag i den omtalte Havesal kom Posten og faldt som en Bombe ned i den høirøstede Samtale. Et Øieblik efter herskede den dybeste Taushed, kun afbrudt ved den hvislende Lyd af Bladene. Undertiden pleiede Fru Ramm at afbryde denne Stilhed med et henkastet Udraab, naar Noget i Dagens Krønik vakte hendes Interesse. Dennegang
fandt hun imidlertid Intet at bemærke, men hun rettede et Spørgsmaal til Cold. Et Øieblik efter gik denne ud.
Hvad gik der af Cold, sagde Fruen, han svarede ikke paa mit Spørgsmaal, og da han gik, var han bleg som en Væg.
Uvilkaarlig greb Sophie Bladet, han havde læst i.
Giv hid, sagde hendes Moder, og gav sig til at søge. Jeg seer aldeles Intet . . . . Blandt Dødsfald staaer der blot den gamle fiirsindstyveaarige Fru S. samt en Frøken D. – ingen af dem angaaer ham . . . At der er brændt to Huse i Lillesand kan han dog ikke tage sig nær.
Cold viste sig nede ved Bordet lidt mere stille end sædvanlig. Paa de deeltagende Spørgsmaale, man ikke kunde nægte sig at gjøre ham, svarede han undvigende. Man havde aldeles taget Feil. En Opfordring til at følge med Familien paa en Tour om Eftermiddagen afslog han dog.
Han stod ved Vinduet oppe i sit Værelse, da der var bleven stille i Huset.
Han tømte den gamle Angersskaal, hvori vi drikke vore Dødes Minni, – denne Anger, der jo ikke er andet end Menneskenaturens evige, ufrugtbare Kummer over dens egen Utilstrækkelighed. Kom de Døde tilbage, formaaede vi da mere?

Margrethe! hvidskede hans Tanke, er Du død, min ømme, kloge Veninde? skal jeg aldrig høre din Røst mere, der saa godt forstod at trøste! Og Du er død eensom, ikke elsket, ikke forstaaet, ikke paaskjønnet . . . . ja, der er bart og koldt paa saadanne Høider! . . . Ogsaa af mig har Du troet Dig forglemt, skjøndt Gud veed, hvor ofte min Tanke har opsøgt Dig beundrende og taknemlig . . . . det er sandt, Du har intet Tegn seet derpaa, nei, ikke et eneste . . . . ikke engang disse fattige Blade fik Du! . . . . o, kan Du fra din Himmel, saa trøst mig over dette, selv kan jeg ikke tilgive mig!
Otte Dage senere modtog Cold en forseglet Pakke, der indeholdt en Deel af Margrethes skriftlige Efterladenskaber, og som addresseret til ham var funden i hendes Gjemmer.
Med hiin underlige Følelse – halv Vemod, halv Gysen –, hvormed vi betragte kjære Afdødes Haandskrift, stirrede Cold længe paa de bekjendte Skrifttræk. O, disse Tegn! hvori Menneskelivet endnu pulserer i al sin Storhed og Lidenhed, i sin elskelige Svaghed, hvilken Contrast til Dødens Utilgjængelighed og kolde, afvisende Fornemhed. I denne Contrast ligger Grunden til at Alt, hvad der erindrer os om deres forkrænkelige Tilværelse blandt os, Klæder, Ting de have brugt et Ord henrablet paa en Lap Papir
for at prøve en Pen, langt bittrere og heftigere rører Sorgens Strenge end Beskuelsen af deres sjelelige Fuldkommenheder. I denne synes vi igjen, at den svindlende Afstand forringes, og en blid Fortrøstning fylder os, at det Evige i os ogsaa engang vil føre os did, hvor de ere. Et ligegyldigt Brev ryster os mere end et af en dybere Art, de blotte Skrifttræk mere end selve Indholdet.
Vor Ven tilbragte en stor Deel af den lyse Sommernat med at læse. Det Meste deraf var løse Optegnelser uden Datum og Orden; enkelte af disse havde antaget en Brevform, hvori Colds Navn mere som en Tilfældighed figurerede. Maaskee havde hun aldrig tænkt at sende dem, indtil Døden meldte sig, og hun gav efter for den tilgivelige Trang, enhver Dødelig føler, dog at leve forstaaet i et eneste Væsens Bryst.
Vi ville ikke bebyrde Læseren, der velvillig har fulgt os gjennem Sophies Selvbiographie, med endnu en lignende. Kun som Modsætning til denne en ung Piges umiddelbare Opfatning af Livet ville vi meddele nogle Træk af en anden kvindelig Livsphilosophie, og det en, der mere er modnet gjennem Smerten og Erfaringen.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


[I, 13] Uddrag af Margrethes Blade.
. . . . Jeg tænkte nok, at det havde en anden Sammenhæng. Der er noget dybt bedrøvende og ydmygende i disse Facta, saaledes som jeg endelig har hørt dem fortælle af Dem selv. Bedrøvende for Dem, ydmygende for os. Den hele Gaade ligger i, at ingen af disse Damer, som De har forelsket Dem i, virkelig har elsket Dem. Dog var der ikke det Mindste i Veien for, at De kunde blevet gift med hvilkensomhelst af dem. Tak Gud, at det ikke er skeet. . . . . .
Et Slags Følelse have de vel havt, og de vilde blevet meget fornærmede, havde man kaldt denne andet end Kjærlighed, den havde alle dens Luner og Fordringer. Et Slags Følelse havde de, ellers vilde de ikke have kunnet indgaae en Forbindelse. Men den ægte var det ikke. Det var ikke hiin uvilkaarlige, ukaldede og uimodstaaelige Magt, der Planten lig, der fødes i Skyggen, nærer sig useet og upleiet af sin egen Saft, og som man ikke kan oprykke, uden at oprykke Livets Rødder med det samme.
Det var den uægte, Drivhuusfølelsen, Tilfældighedens umodne Frugt, det var denne matte Reflex
af Mandens Begjær, der opstaaer af et Sammenspil af smigret Forfængelighed, fornuftig Beregning og en nedarvet Underkastelsesvane.
Det er denne, Manden tager tiltakke med, han forlanger ingen bedre, og erobrer han den ovenikjøbet med lidt Møie, saa er han stolt som en Gud.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Naar
det var muligt, burde Mændene aldeles ikke vælge. De vælge meest efter sandselige Indskydelser, de sætte Besiddelse over Alt.
Kvinderne burde heller ikke vælge. De er saa lidet udviklede, at de ikke engang kan vælge fornuftig af Fornuft. Man vilde forfærdes ved at see de Motiver, der ofte bevæge dem til at tage imod et Tilbud.
De saakaldte «stiftede Partier» indeholde ofte en større Betryggelse for den gjensidige Lykke, end man troer. Man skal ikke foragte dem.
Der er blot et, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed. . . . .
Mændene vælge som Daarer og bøde som Martyrer. . . . .
Af alle de drømte og virkelige Egenskaber, der fængsle ham hos hende, hans Valg falder paa, glemmer han
blot en lille ubetydelig, det er hendes Kjærlighed.
Mærker han, at den lille Ting mangler, saa tænker han: den kommer nok.
Alle Mænd troer sig Pygmaleoner, der tidsnok kunne belive Galathea, naar den Tid kommer, da hun nødvendigviis maae stige ned af Piedestalen.
Men Ægteskabet tænder neppe nogen Kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt Fond med, for at holde det ud.
En Mand kan, selv om han ikke er nogen øm Ægtemand, være en brav Ægtemand. Han kan røgte sit Kald lige ivrigt, lige samvittighedsfuldt. Hans Pligter har en bestemt Begrændsning.
En Kone maae være øm, skal hun være brav. En Kones Kald har ikke saadanne Grændser. Det bestaaer i en Skare ubestemmelige, forskjelligartede, navnløse Enkeltheder, usynlige som Duggen der falder, og som blot faaer deres Betydning gjennem det Sindelag, hvoraf de udgaae. I dette, i Kjærligheden ligger dets Ubegrænsethed. Uden denne skrumper det ind til et Aag, en triviel Pligtfølelse, hvori det øieblikkelig søger sin Begrændsning.
En Mand kan sidde hele Dagen ved sin Pult, uden en eneste Gang at tænke paa hende, for hvem han dog arbeider. Derimod tænker han meget paa, hvorledes den Afhandling, han arbeider paa, vil tage
sig ud i Bladet og hvad Virkning den maaskee har paa næste Forfremmelse.
En Kone der elsker, tænker alene i al sin Gjerning paa ham. Til ham, for ham, ved ham, Alt. Han er hendes Ærgjerrighed, hendes Offentlighed, hendes Statsraadsafdeling . . . .
Det er mærkværdigt, hvorledes man kan føle, idet man træder ind i et Huus, om denne belivende Gnist er tilstede eller ei. Man mærker det ordentlig paa Atmosphæren inde i Stuerne. Hvor den raader, vil Alt have et mildt, beaandet Skjønhedens Præg, hvor den mangler, er Alt dødt, koldt og nøgternt, selv i den rigeste Omgivelse. Enten river hun sig da med Magt løs af Aaget, og lader Maskineriet gaae som det kan, medens hun søger at døve sit Liv udenfor Huset, eller hun gaaer reent op i det, hun selv bliver en knarrende Maskine, som man helst undgaaer.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Madame Dudevants Romaner gjøre nu Opsigt. Det er sandt, de ere forfærdelige, forfærdelige som de Aarsager, der kan have frembragt dem. Her nytter
det ikke at anlægge en almindelig, borgerlig Kritik eller komme med den sædvanlige Maalestok for det Uoverskridelige. Vi maae kunne læse disse Romaner rolig, men med den skrækfulde Interesse, hvormed man fra et trygt Standpunkt iagttager et af disse voldsomme Naturudbrud, der udbrede Rædsel og Ødelæggelse i Nærheden. De passe ikke paa vore Forholde. Vi og det franske Samfund kunne omtrent repræsentere de tvende Yderligheder: det begyndende, haarde, uudviklede, haardt i sin Knop sammensluttede, der kun kan trues af Kulde og Vanrygt, og det raffineret overcultiverede, der er sin Opløsning nær, og det er fra dettes Moradser, at hun sender sine Nødskrig ud over den hele civiliserede Verden. Hun gjør ingen Betingelser, hun vil en total Løsrivelse, en fuldkommen Ligestillen med Mændene i alle borgerlige og selskabelige Vilkaar, en Deelagtighed i deres Sæder, deres Sædvaner, ligetil deres Klædedragt. Alt dette springer nu langt ud over vore ydmyge Ønsker, og virker kun frastødende. Nei – det forstaae vi ikke. Til evige Tider maae Manden blive vor naturlige Støtte og Beskytter. Vee den, der maae undvære denne Støtte, og vee Enhver, der troer at kunne undvære den! Mad. Dudevant vil Opløsning af Ægteskabet, der hos os er den eneste Havn og Frelse. Kun føles her som der det Krav, at dette kunde blive lykkeligere. I Frankrig sluttes de meest af Pengehensyn; der med
Penge og uden Kjærlighed, her uden Penge og uden . . . . Kjærlighed, men med den store Forskjel, at her ere Mændene ufordærvede, hvorved Misforholdet dog bliver langt mindre føleligt – ja, man skal ikke sige Andet, end at disse, med en mærkelig og øm Skaansel mod deres Koner, ligesom ubevidst søge at udjevne noget af det Ubillige i de forskjellige Livskaar. Nei, George Sand passer ikke her hos os. Hun har ingen Tunge for vore stumme Klager, hendes Skrifter oprive kun og irritere, som al falsk Trøst. Vi trænge ikke til en blodtørstig Frihedsmegære, ikke engang til en skriblende, docerende Madame Roland, men vi trænge til disse Kræfter, der virke usynligt, stille i deres Kreds, og som umærkeligt afgnave de Traade, der binde os til den gamle Ballast. Det var den fattige, ukjendte Madame Le Gros, der ved sin stille Udholdenhed i la Tudes Sag omstyrtede Bastillen. Vore Befrielsesforsøg bevæge sig endnu paa usynlige Enemærker, og vi forstaae os ikke det Mindste paa de Erobringer, der ere at gjøre udenfor disse. Gud frie os for at concurrere med Mændene til deres borgerlige Ombud, eller aftviste dem den Fornøielse at bære Uniform og Tschakot. Hvad vi ville, er en større Tankens og Følelsens Frihed, Ophævelsen af de utallige latterlige Hensyn og Fordomme, der hemmer denne, sandere, mindre forskruede Dydsbegreber, en sundere Moral, der af sig
selv vilde afvise alle Antastelser af en umoralsk, offentlig Dom, for hvilken den Bedste nu ikke er sikker, en større aandelig Uafhængighed af Mændene, der vilde bringe en større Nærmelse tilveie, og tillade os at være Mere og i en dybere Forstand for dem, end nu.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

En Forfatter, der forøvrigt ivrer mod det Emancipationsskrig, der har reist sig i Frankrige, siger: Kvinderne have kun en Kilde til deres Erfaringer, deres Kjærlighed er deres Forstand, deres Tro, deres Genialitet, deres Emancipation. Meget vel, vi forlange ingen bedre. Men saa maae denne Kjærlighed først emanciperes, det er: reddes fra Barbarie og Trældom. Beskyt da, o Menneskehed! denne vort Livs første Blomst, thi det er af den al Velsignelse siden skal modnes. Agt paa dens Væxt og Frugt . . . . Forstyr ikke letsindig dens fine Hjerteblade i den stupide Troe, at de grove Blade siden ere gode nok . . . Nei, de ere ikke gode nok. Der er ligesaastor Forskjel paa dem, som paa den The, vi almindelige Jordbeboere tage tiltakke med og kalde The, og den, som Keiseren af det himmelske Rige ene drikker, og som er den virkelige The, den høstes først og er saa zart, at den maae plukkes med Handsker paa, efter at Indsamlerne har vasket sig fyrgetyve Gange, troer jeg.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja, der er mange slige haarde Betingelser i vort Liv, der gjør at vi kun ufuldstændigt kunne svare til vor Opgave. Ja, ja det være raabt for de tusinde døve Øren, der er noget Skjævt, noget Galt i vor Stilling. Skulde ikke de bittre Beklagelser fra begge Sider have nogen Grund? Vi høre ingen, ville I sige. Men de komme dog disse Beklagelser, ligesom hine uforklarlige Klageraab, der synes at stige op af den blanke Søe, eller klinge gjennem Luften men faae Øren ere indrettede til at høre dem.
Ja, vi fortjente at stilles bedre, vi ere bedre, meget bedre end det Opdragelsen, vore Institutioner og det almindelige Omdømme har stemplet os til. Der gives herlige Naturer, der fuldelig vide at gjenvinde deres Ret ligeoverfor den Enkelte. Individet feirer mangen Seir over Slægtens Ringhed. Kommer det deraf, at Mændene, de Gifte, agte vort Kjøn mere, og i Omgang er elskværdigere mod det, end de Unge?
De hædre det idetmindste i deres Koner og Døttre. Ingen Damer ere tjente med at omtales i en Ungkarlekreds, og det er en Kjendsgjerning, at den eneste Maade, man kan hædres og udmærkes paa, er ikke at blive nævnt.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Det
fortælles meget om den høie Stilling, Amerikanerinderne indtage i deres Land. Det kan nok være, at dette hviler paa noget huult, Noget, vi ikke ret vilde anerkjende. Derfor kan det være lige vægtig i sine Resultater. Jeg vil troe, at den praktiske Maade, de opdrages paa, Lovene, der indrømme dem alle Fordele, Mændene, der med klog beregnet, fiin Egoisme værne om denne Stilling, gjør dem fra Vuggen af til disse stolte, uafhængige Væsener, hvis Indflydelse strækker sig fra Dagligstuen op gjennem alle Forgreninger af det Offentlige.
Ved Siden deraf vil jeg forsøge at give et Omrids, kun et svagt Omrids af vore unge Pigers Livskaar.
Endnu inden de fødes til Verden, have Lovene plyndret dem. Det forudsættes allerede da som en Nødvendighed, at de skal forsørges af en anden Mand, der vil tage dem tilægte. Ægtemanden bliver da for dem et Slags Brødstudium, ligesom Jus og Krigsvidenskab for Sønnerne. Opdragelsen anlægges derefter, det vil sige, meget mere paa at opnaae Attestats til Kaldet, end egentlig paa at lære at bestyre det. Saaledes voxe de op uden virkelige Kundskaber, uden dybere Interesser, i et ubeskjeftiget Liv, fuldt af tomme Glæder. Det er ligesom Forældrene i en Slags medlidende Svaghed ikke kunne skaffe dem nok af disse, ikke nok kunne bedøve for den alvorlige Skjebne, der venter dem; de skulle idetmindste more sig og have det Godt saalænge de ere hos dem. Ofte kommer dertil en hemmelig Hjertesorg, der herjer i deres Indre, ligesom disse snigende Skovbrande, som man ikke mærker i det klare Sommerlys. Saa staae de da ved Grændsen: Hjælpeløshed paa den ene Side, et kummerligt Tilfældighedspartie paa den anden. Valget er ikke saa svært. Garotten er jo ærefuldere end Strikken. De blive da gifte. Og nu venter man, at idetmindste de bedste af dem skal skaffe sig en Betydning ædlere end den, nogle elendige Baltriumpher har beredt dem; nei, det vil kun sige, at de nu først gaae ind i Dunkelhedens og Ringeagtens Nat. En pludselig Henvisnen
betegner denne Overgang. Man veed ikke mere om disse Væsener, der engang nævntes under Navn af den smukke Den eller Den, man kjender dem fast ikke mere, naar de vise deres falmede Skikkelse ude. De ere ikke mere Individer, de ere norske Huusmødre. Veed De, hvad en norsk Huusmoder er? Jeg ikke heller rigtig, men jeg veed, at jeg kjender ikke en eneste Kone, der virker belivende i en videre Kreds, det være ved kvindelig Elskværdighed eller ved Aand, og dog kjender jeg mange, der baade kunde og burde det.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O du sørgelige Bye, hvor man er fordømt til evig at tømme Erindringens Bærme! Eier Du ingen Drik for Haabet og Glemselen! Den, der engang i dit Skjød er bleven bedrøvet til Hjertet, kan aldrig blive glad mere. Overalt hvor man gaaer, støder man paa Kors, der betegne, hvor en Glæde, en Illusion ligger jordet. Overalt spøge de omkring, disse hvileløse Aander. De svæve Dig forbi paa Trapperne, de
møde Dig paa Gadehjørnerne, de vinke Dig fra Vinduerne snart fra det, snart fra det Huus, der nu selv staae der som Monumenter, øde og forstenede. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . O du store, du lille Bye! hvad det er for en Skye af Kulde og Mismod, der ruger over dig! Du er stor nok, du Tusindnæbbede! stor nok til langsomt at hakke det Individ tildøde, der ikke morer dig længere, eller som du ellers har faaet Noget imod. Dog ikke stor nok, til at en saadan Ulykkelig kan finde en Vraae til at skjule sig i. Den Mand, som har faaet Skygge af Plet paa sin Ære, den Kvinde, som engang er ridiculeret, kan ligesaagodt grave sig en Grav strax og styrte sig i den, hvis de ikke foretrække at begrave sig i Tromsøe eller Christianssand. Stor er du, du har allerede alle en stor Byes Lidenskaber og fortærende Higen og Krav, og hvor lille, hvor arm dog, da du ikke formaaer at fyldestgjøre et af dem! Du henviser os Alle venskabeligst paa hverandre, vi, dine Børn, vi skulle leve af hverandre, tære paa hverandre, saalænge der er en Fold af vort skjulteste Liv uopdaget. Men det gjør os ikke elskværdige, saaledes idelig at skulle være paa vor Post mod hverandre. Vi blive uendelig skikkelige, uendelig correcte, men uendelig ubehagelige; Enhver fornagler sig og Alt hvad han har saa godt han kan, og den, som nu virkelig har Noget at værge
for, et Hjerte, en Individualitet f. Ex., eller en anden dyb Ulykke, den, som vil leve redelig af sit Eget, og mindst trænger til Andre, den bliver ogsaa ilignet meest i den almindelige Næringsbeskatning. Her er intet Livets, ingen Nydelsens Fylde, der kan trænge imellem, ingen Begivenheder, ingen Rystelser, ingen velgjørende Adskillelser uden ved Døden, intet mildnende clair-obscur. Men ingen Følelse, der øser af Illusioner og Phantasiens Kilder, kan holde ud, men maa gaae træt. Venskab og Kjærlighed allerførst, deres Gang er egentlig kun en lang Gravmarsch gjennem alle Stadier af den kolde, afklædende Virkelighed, og Beundringen og Enthausiasmen, oh! de Ulykkelige, der engang have paadraget sig denne, og kanskee skulle leve i ti Aar bagefter! Ikke engang Naget kan holde ud, der dog, som bekjendt, er det seigeste, Naget, som Aar ud og Aar ind møde sin Modstander paa et Gadehjørne, kanskee paa samme Klokkeslet, det bliver træt af at hvæsse sine Blikke, man bliver selv sløv og affældig som disse, og Ulykken har imidlertid paataget sig saameget. Ja, vi bliver saa hjertelig trætte af hverandre, vi dine kjære Børn, du store, du lille Bye, og dog maae vi fordrage hverandre indtil vi bæres bort. Og naar da Klokkerne ringe, veed enhver af os for hvem, og da blive vi
dog vemodige, naar vi tænke paa, hvorlænge vi have levet christelig af ham.
Jeg veed dog Noget, som er trofast inden din Kreds, og som ikke trættes, og det er Sorgen, den ruger over sig selv og bekymrer sig ikke om Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Engang hørte jeg Moder, der ikke troede mig i Nærheden, sige til gamle Tante Hanne: «Margrethe siger aldrig Noget om det, men det er tydeligt at hun svinder hen. Men er det dog ikke en Gaade, at en Pige som hun kan gaae hen og græmme sig over det ubetydelige Menneske? . . . Om M . . . vil hun Intet høre.» «O, lad hende i Fred», sagde Tante Hanne.
Nu er det allerede besynderlig bittert at høre Andre paa vore Vegne nedsætte det, som ringe og foragteligt, som vi selv vilde give vort Liv for at opnaae. En Lindring vilde det være, at høre dem skjælde
os uværdige til en saadan Lykke. Thi det er Sandheden. Ethvert oprigtigt Menneske maa finde sig uværdigt til en stor, en overvættes Lykke. Ubetydelig kalde de ham? Kjende de ham? Hvad hjælper det desuden mig, hvad de sige og troe? Denne Stemme, som de finde læspende og sad, for mig er den Musik, ja den eneste jeg forstaaer, som gaaer mig til Hjertet. Man har sagt, at han er kold, at han er tom, affecteret, at den eneste Gratie han har, den henter han hos sin Skrædder i Hamburg: Alt dette sige Damerne, dog tale de idelig om ham. Mændene paastaae, at han har Charakteer. Hvad angaaer det mig! Over mig øver han denne ubetingede Overlegenhed, denne hemmelighedsfulde Magt, der vilde holdt min Følelse frisk og skye til det sidste – som gjør, at Intet kunde blevet tungt og trivielt, hvis jeg kunde baaret det for ham . . . for ham, og som gjør at jeg maae døe af Sorg over at det ikke kunde skee.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Det er dryppet i mit Øre engang – hvorledes, af hvem, veed jeg ikke, at Grunden til at der ikke blev nogen Forbindelse mellem os skulde være hans
store Frygt for at drage en Kjærlighed som vor ned i et norsk borgerligt huusligt Livs Armod. Skulde han gifte sig, da maatte det være med en riig Kone. Nei, nei, jeg hører Huulheden klinge i denne Phrase, hvori Mange vilde maaskee søgt en Trøst, nei, nei, jeg veed det bedre. Der er ingen anden Fattigdom, der skiller os ad, end den han huser i sit eget Hjerte. Jeg var riig for os Begge.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Oh
, man skulde ikke foragte et trofast Sind! Naar de kolde, trange Dage komme! . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvor kan en Mand vedholdende og koldblodig krænke en Kvinde, af hvem han veed sig elsket! og dog see vi endog her hos os Mænd forsøge sig i det aandelige
Forførerfag, og misbruge den Magt, Tilfældet engang indrømmede dem over en stakkels Skabning, ved systematisk at forfølge og saare den. De maae jo huske, at Enden, den ubønhørlige Ende paa al Slags Bravour her i vor lille Kommune, er en prosaisk Huusfader, og det Eneste og det Høieste, der er at haabe og vinde, en skikkelig, trofast Hustrue, helst en, der har bragt et friskt, uberørt Sind med, og Døttre, som man med Liv og Blod vilde forsvare mod den Ulykke at tabe denne Skat.
Der blev talt forleden om en ung Pige, der i flere Aar havde været under en saadan Behandling. Hendes Ungdom var visnet hen under den, hendes Fremtid spildt. Hun havde elsket og været elsket af et Menneske af en dæmonisk Charakteer, og havde i dette Forhold gjennemgaaet al denne privilegerede Mishandling, alle Arter og Grader af denne hemmelige Tortur, hvorved Alverden alene er tilstede, for ligesom den bestaltede Læge at tælle Pulsslagene og mærke paa hvorvidt man kan gaae. Disse Arter, I kjende dem I som kjende dem! Denne Trang til at see os lide, denne Forfølgen saalænge vi flye, dette isnende «Hvad nu»? naar vi skye og overvældede standse, denne Utrættelighed i at ægge vor Svaghed – lokkende Tale og kolde Miner, dunkle Ord og brændende Blikke! – disse Straffe, naar vi ere svage, Straffe, naar vi vise Styrke.
Dette Raserie, naar vi vil løsrive os, denne Jalousie uden Ømhed! . . . . o Gud, hvad siger jeg! . . . . hvem talte vi om? Om hende, der blev bedraget for sit Liv, som jeg . . . som jeg. Man roste hendes Mildhed og Forsonlighed . . . . jeg troer, den har været Sløvhed, en Mangel paa Evne til at lide mere! Hun kom i hans Huus, hun omgikkes ham venskabelig, hun havde endog hjulpet Veninden med at sye. . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Er jeg uforsonlig? Jeg troer dog paa en indre Forsonlighed, der ved Bøn og Faste kan opnaaes. Jeg troer endog, at var det et begavet Menneske, vilde man kunne bringe det indtil at glæde sig over de aandelige Resultater af hans Liv. Men Undseelsen, men Skrækken, som sidder i Nerverne! En maae dog blegne ved Synet af den Anden, og kan ikke Foruretteren, saa maae den Forurettede. . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O Gud, Du veed det, jeg har kjæmpet med Naget og Bitterheden! Hjælp mig at seire i denne Strid!
Du veed det, der har været Timer, hvori jeg syntes din Himmel ikke kunde rumme to som os, og dog maae denne elendige Bye indeslutte os Begge.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Nei, jeg kan ikke slippe Troen paa ham. Tusinde Gange fordømmer jeg ham, men saa kommer dog en Stemme, som siger, at hans Haardhed kun var Ungdommens Overmod, Raahed, denne vor nationale Arvepart. Jeg troer dog paa en Diamant bag dette Slagg af Arrogance, Forfængelighed og Verdslighed. Men Diamanten skal slibes i sit eget Støv, kun ved noget ligesaa stærkt, ligesaa ædelt, ligesaa udholdende, kan det lykkes at bringe den for Lyset. Jeg veed, hvad dette er, hvor det findes. Jeg veed det, ingen, ingen Anden.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Syv Aar senere, niende Juni.
Min Fødselsdag! Jeg opdagede idag, at jeg endnu er saa ung af Aar. Jeg synes jeg har levet saa uendelig længe; kun femten var jeg, da jeg lærte ham at kjende. Saalænge jeg gik i Fortryllelsen, var jeg som de i Bjerget Indtagne. De sandse Intet af Udenverdenen, de mindes den ikke, de have tabt Maalestokken for hvad vi ellers kalde Tid. Naar de komme ud, kjendes Ingen ved dem. Saa er det gaaet mig. Jeg var et troende, blændet, naivt Barn, jeg er vaagnet med Alderens og Lidelsens kloge Blik, der, selv saaret, gjennemskuer Alt. Derimellem ligger Ungdommen udslettet. Jeg har ikke kjendt nogen af dens Glæder eller harmløse Nydelser. . . . . Jeg har Intet læst, Intet lært, ikke engang at vinde nogle Veninder. Alt seer saa fremmet og forundret paa mig. Disse falmede Ansigter, disse ældede Gestalter kjender jeg dog igjen, jeg har seet dem som i en Drøm, da vare de unge og fagre og skinnende af Haab. Tiden har faret gjækkende hen over Alt. Ogsaa han! Ogsaa af hans Liv, der var saa forventningsrigt, har den grusomt fremdraget Parodien. Han er gift. Intet af Alt dog er opfyldt, hvorfor jeg ydmygt vilde have baaret min Forsagelse. Hans Skjæbne
skulde jo været langt herligere end den, jeg kunde beredet ham! Hans Kone er ikke riig, idetmindste ikke paa Aand og Elskværdighed. I hans Huus skal der herske Alt andet end Skjønheden og Gratien. Han kunde ikke lide Børn, hørte jeg ham ofte sige, fordi de virkede forstyrrende paa den Livets Roe og Harmonie, uden hvilken voxne Mennesker ikke kan leve, det maatte da til Nød være et Par, der, saa deilige som Thorvaldsens Marmorgenier, kunde gjøre omtrent samme Virkning inde i en Stue. Han har sex Børn, men ingen ere smukke. Han skal være en øm Fader . . . . Jeg kan nedskrive disse Details uden Skadefryd, men ogsaa uden Sorg, ikke ligegyldig, men dog uden Bevægelse, som Noget, der ikke angaaer mig, ikke skal angaae mig mere. Nu kan intet Mere berøre mig.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Naar
jeg fra min Krog seer de unge Piger bevæge sig i en Balsal, saa yndige, saa lette, saa ungdomssikre, saa straalende af Glæde og Tankeløshed,
fyldes jeg af en Vemod, en næsten moderlig Vemod – naar jeg for mine sexogtyve Aar torde bruge dette Udtryk. En Hær af Ængstelser stiger op i denne Vemod, Ængstelser, som jeg intet Navn, ingen Form kan give. Vore Fædre og Bedstemødre samlede saa nemt alle disse vor Tids tal- og navnløse Spørgsmaal i et eneste stort og forstaaeligt, det bekjendte klassiske: «Kan Du koge Grød?» men ak, i vore Dage har man jo opdaget, at dette ikke forslaaer, at Lykken i et Huus ikke er assureret, om hun bringer denne Videnskab og alle dens Forgreninger ind i det. Jeg vilde heller sige . . . nei, jeg veed ikke hvad jeg vilde sige, . . . hvor jeg skal ende og begynde. Om jeg nu sagde: Har Du, o unge Pige, blot i Tanken gjort det uhyre Sprang fra din nuværende Existens til den næste, der venter Dig, og som Du, ifølge den Lov, Skaberen nedlagde i Dig, der forlanger din Andel af Livets Møie og Livets Fryd, selv stille higer efter? . . . Har Du nogensinde et heelt Qvarteer tilende alvorlig sammenlignet denne Fremtid med det Nu, hvori Du lever? . . . . Nu aander Alt kun for Dig. Forældre, ældre eller yngre Sødskende, Tjenestefolk og Veninder, Alt omkring Dig synes blot at være til for dine Fornøielser, for din Beqvemmelighed, for den Lykke Du skal gjøre. Og Enhver, som seer Dig, finder det saa naturligt, Du er saa indtagende, disse Roser, dette Flor
klæder Dig saa godt, som om Du aldrig skulde aflægge denne Glædens luftige Dragt. Alle leve og aande kun for Dig, og finde Lønnen i at kunne det. Veed Du hvad det vil sige, med et at skulle leve for alle Andre, men Lønnen og Takken maae Du ikke søge hos dem? . . . . Har Du tænkt hvad det vil sige, at dale fra din Florshimmel lige ned i den massiveste Virkelighed, hvis Vogterske og ansvarlige Hoved Du er sat til at være? . . . . Forstaaer Du, o Du Bagatellernes Præstinde, Du Hverdagslivets Vesta, forstaaer Du at passe disse tusinde smaae, osende Lamper, at ikke en eneste af dem gaaer ud? Kan Du opfange alle Barnekammerets og Kjøkkenets Mislyd, kan Du kjæmpe den daglige Einheriestrid mod Raaheden og Ufuldkommenheden, uden at dit Væsens Adel og Mildhed tager Skade? Kan Du være baade Aanden og Redskabet, og saa utrolig mange modsigende Ting paa engang, ofte i et Aandedræt, at det ikke kan opregnes . . . . Kan Du, saaledes splittet i dit Væsen, og tifold knuget og mattet under denne tungvindte og gjenstridige Realitet, kan Du da tillige være Sjelen i dine Børns Opdragelse, og din Mands aandrige, oplivende Veninde? Og, min unge Søster, kan Du bære den Skuffelse, at Verden kun har seet og vurderet dit bedste Værd gjennem din Skjønhed, og gaae dit Speil forbi, med en Trøst paa rede Haand?
. . . . Kort, kan Du alt dette uden at forsage, kan Du rulle Stenen op hver evige Dag og hver Aften rolig see den falde ned igjen, fordi en Alf har hvisket til Dig, at den dog hver Gang kommer til at ligge nogle Tommer høiere op . . . .? nogle Tommer nærmere Maalet hver Dag! . . . . . . . . Og skulde det da hænde, at din Villie, din Iver har været stærkere end din legemlige Organisation, og at der i denne melder sig Noget, vi kalde Nerver . . . . Noget, hvis Tilværelse og mysteriøse Rapport til Sjelen Doctorerne vedgaae, naar man ikke netop spørger dem som Ægtemænd og gode Borgere . . . . skulde de gjøre Oprør disse Nerver, saa at – Himlen bevare Dig! dit hele Væsen blev en eneste lidende, dirrende Nerve, der bringer Dig til at skjælve ved en Dør, der oplukkes, og holder Søvnen borte fra dine Nætter . . . . Kan Du da lade som om Du . . . ingen Nerver havde, fordi Du selv er den store Nerve i det Hele, af hvis Roe og Styrke Alt er afhængigt? . . . . . . Jeg spørger Dig ikke, o unge Pige, om Du kan Alt dette for den Mand, din Sjel har valgt; thi da, Du Udkaarede blandt din Slægt, da veed jeg, at Du kan det, og dit lysende Øie bekræfter at Du kan det . . . men kan Du alt dette for den Mand, Du . . . faaer, som tilfalder Dig ved Livets Lykkekast, ikke mere og ikke mindre tilfældigt end den Dandser, der nu netop kommer for at byde Dig op,
og som Du har flere vægtige Grunde for ikke at afslaae, blandt Andet den, at Du kunde komme til at sidde over, medens Du maaske blot har en eneste Modgrund, den, at Du i Grunden ikke lider ham, . . . kan Du Alt dette og meget Andet, som min Tanke forfærdet springer over, for denne Mand, og søge Lønnen kun i dig Selv og maaskee i Haabet om en rolig Krog hos dine Børn engang . . . et Haab, der tilsidst dog træt vil dale ned til Ønsket om en Grav . . . .?
Jeg har opholdt Dig længe, unge Pige, alt for længe . . . jeg seer dit Øie hvile fortrydelig og utaalmodig paa mig . . . . Jeg forstaaer Dig. Du giver mig Spørgsmaalet snildt tilbage. «Om jeg selv kunde Alt dette Nei, nei. Hvor jeg seer en af vor Midte heelt at løse denne Opgave for Guds Skyld, stille og modig, og uden at bøde sit Hjertes Ungdom og Mildhed, der fyldes jeg af Beundring. Jeg bøier mig dybt for denne ubemærkede Storhed, denne dagligdagse Heroisme, dybere end for nogen Mands Succes, hvor glimrende denne end kan være, men jeg kunde det ikke . . . . Himlen være mig naadig! . . . . jeg kunde det slet ikke.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Et Aar senere.
Igaar gik han forbi, men standsede, opholdt af en Bekjendt, udenfor et Vindue, hvori jeg sad. Jeg havde ikke paa lang Tid seet ham saa nær, og jeg iagttog ham bag Gardinet med den bævende, halv nysgjerrige Angst, hvormed man betragter et fældet Rovdyr, der engang satte os i Skræk. Han var ældet, denne stolte og udfordrende Holdning var bøiet, og den Elegance, der udmærkede hans Person, var forsvunden: Han talte livlig, men Vinden bar Lyden bort, dog troede jeg at høre denne Stemme. Da saae han op . . . . himmelske Barmhjertighed, var det Vanvid, der idetsamme berørte mig! . . . . Dette Blik gik mig, som fordum, gjennem Sjelen, det drog mig som med usynlige Arme ned mod ham . . . jeg kunde opløst mig i Vemod og Sorg ved hans Fødder. . . . Ja, det maae være Vanvid, og jeg har altid mistænkt den kvindelige Troskab for at være en saadan Slags . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei, nei, dette er imod Aftalen, nu vil jeg have Roe!

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg har søgt i hellige Bøger og Taler, jeg har lyttet i Kirkerne, aldrig nævnes denne Sorg ved Navn. Al anden menneskelig Lidelse og Vildfarelse omtales, men den ikke. Hvorfor nævne aldrig Præsterne den? Den er dog Guds sorgfuldeste, ydmygste Barn, og han har mange, mange af dem. Jeg vilde den skulde kaldes paa ved Navn, at den kunde høre det i sin Vraa og sige, her er jeg, den Du søger, den, der af alle dine Børn trænger meest til Dig. . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O, er jeg endnu ikke kommet videre! O Gud, denne Byrde er for svær at bære!
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Mai 1834.
Freden er dog kommen, det er Dødens, det veed jeg; derfor er den lys og glad, den er sikker. Jeg veed jeg skal døe, og jeg tænker paa det som en Reise, der ligger for os paa en liflig, klar Sommermorgen.
Her har jeg intet Mere at gjøre . . . . Gud vil i sin Barmhjertighed tilgive, at jeg ikke havde Mod til at leve uden for dette Ene, Ene. O han være takket, der gjorde Traadene svage! Hvor mangt et Liv, der gaaer tilsyneladende jevnt og roligt hen, er ikke en eneste lang Dødskamp? Han vil optage mig i sin Himmel, at jeg der kan leve for det, fuldkomnere, renere, og uden Braad og Bitterhed. Maaskee der, maaskee der . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Doctor
E. har Noget i sit Ansigt, der siger, at han har tænkt over Mennesker og Menneskesorg. Han maae have forstaaet mig, da han alt længe har betroet mig, at min Tilstand var dødelig. For de Andre gaaer den for en nervens Svækkelse, der kan helbredes med Naphta og Valeriana. Forleden bad jeg ham sige mig naar, med mig behøvede han ikke at bruge de sædvanlige Kunster. Han meente: «naar Bladene falder af Træerne». Han fik Taarer i Øinene ved at see den Glæde, det voldte mig. Han maatte love ikke at forurolige
Mine, førend det er netop nødvendigt. Uden Støi, som jeg har levet, vil jeg gaae bort. «Naar Bladene falder af», stille og lydløst som de. Ingen Sygestue, ingen Vaagekoner, ingen Moschus, ingen Forespørgsler, ingen af disse Ceremonier, hvormed Døden melder sig i et Huus, og gjør den saa fæl for de Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Tyvende Juni.
Det vil bedrøve Cold at høre, at jeg er død. Han vil maaskee tænke, at jeg troer mig glemt af ham. Ogsaa det vil bedrøve ham. Min unge Ven, kunde jeg sige Dem, hvor rolig, hvor tillidsfuld jeg tager denne Taushed. Og dog vilde det glædet mig inderlig, havde jeg hørt Noget fra Dem. Nei, jeg veed De har ikke glemt mig. Kan en Broder glemme en kjær Søster? og en saadan var jeg dog for Dem. Anden Magt veed De, at De ikke har havt, og aldrig kunde faae
over mig. Det Bedste, det Blideste i Dem har jeg formaaet at lokke frem. Lad os være taknemmelige derfor, at vi fandt hverandre i Forstenelsen herinde, og at vort Møde var saa smukt og varmt og saa kort.
Saa hør da endnu et sidste Ord fra Deres Veninde. De troer nu, at Deres Sind er uddød, og at De er uimodtagelig for en ny Følelse. De første Skuffelser efterlade altid denne Troe, indtil man mærker, at ogsaa det var en Skuffelse. Maaskee De har allerede erfaret det. De vil atter føle Dem fængslet, dybere, sandere end nogensinde før. Er det en ung Pige, der er ædel og elskværdig, o saa beder jeg for hende! . . . Behandl hende varligt, krænk hende ikke. Vær ikke raae, og siig: denne unge Pige elsker jeg, hun skal blive min, men siig: denne unge Pige vil jeg bringe til at elske mig, hvis ikke, maae jeg forsage hende. Overfald hende ikke, saa hun forvirret over dette Overfald rækker Dem Haanden uden at kunne besinde sig, hvorfor hun egentlig gjør det. Lær hende at kjende Dem, lær hende at troe paa Dem; kan De ikke vinde hendes Tillid, saa ansee Alt for tabt. Lad hendes Følelse modne gjennem en dyb og inderlig Vurderen af hvad der er Bedst i Dem. Som Mosten vil den have Tid til at gjære, og er den da ægte, vil den nok strømme over af sin egen Sødme. Agt paa den da! og tag den som en Gave af hendes Haand. Tag den
som den er vunden: ydmyg, skjønsom, ridderlig. Thi saasandt som Menneskene agte lidet paa den og savne den bittert, saasandt som det er Deres Mening, at hun skal dele et Livs Besvær som dette med Dem, det er det Eneste, som holder ud, ja, saasandt som Gud lever og vil være mig tro i min sidste Stund, faaer De ikke dette Klenodie med, saa er det Andet ikke værdt at eie.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

St. Hans Aften.
Det gaaer hurtigere, end jeg havde troet. I Nat tænkte jeg, at min sidste Time var kommen. Jeg har dog været oppe i Dag; jeg har røddet i mine Skuffer og har skrevet og ordnet. Alt er nu overvundet, endog Tanken om det sorte Skriin, som jeg har havt en indgroet, barnagtig Skræk for. Skal endelig Ødelæggelsens Rædsler hermetisk opspares? . . . . At ikke et Menneske kan faae Lov til at lægge sig til Roe i den Jord, hvorfra det stammer, uden i denne afskyelige
Varetægtskasse, som skiller os fra den Moder, der saa inderlig længes efter Gjenforening. Hvor sød var den Forestilling, at denne Moders Arme omsluttede os fast og ømt, at vi allerede strax vare Et med hende . . . Men kan det ikke være anderledes, saa læg mig i Skrinet, men med saa faae Anstalter og saa hurtigt som muligt. Der er Intet for Lægerne at opdage ved mit stakkels udtærede Legeme. De ville dog kun sige, at Lungen har været lidt for liden eller Hjertet lidt for stort. . . . . . . . . Ingen maa røre ved mig uden gamle Tante Hanne – – Tante Hanne har været snild mod mig – hun har havt en stille Tanke for min Skjæbne. – – – Hun er af dem, som har siddet paa sit ensomme Værelse over sit Strikketøi, og har fredet stille om det Eneste, som er værdt at mindes i Livet – – Hun har ikke glemt, at Ungdommen har et Hjerte – et Hjerte, hvoraf den kan døe. – – – Jeg vil lægges ned i Skrinet i min blaae Silkekjole og med det røde Koralhalsbaand og Armbaandene – – dem havde jeg paa en Aften – en lykkelig Aften. – – O min Eneste! min Tanke og min Drøm her i denne Verden, for en eneste saadan Aften er det dog værdt at udholde Livet! – – Tak fordi Du har været til og opfyldt Tilværelsen og gjort den riig og underfuld!– – Tak, Tak, for Alt, for den Fryd, Du har ladet mig ane, for Drømmens lyksalige Bedrag, for Smertens
Overmaal, Alt har været stort og fuldvægtigt, og er af det, som kan tages med. . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Kl. 12. Ikke en Skye paa Himmelen! Luften gløder og dufter – Fjorden er et eneste Brændspeil – – o Guds Jord, Du er smuk! Farvel! Du smukke Guds Jord.
Stakkels Margrethe, sagde Cold, da han havde endt disse Blade. Ja, gaae i din Grav, Du og dine Lige, hvor de ere. Her trænge vi kun til travle og haarde Hænder, ikke til Aand eller for dybe Følelser.
Gaae til Roe igjen, stakkels Barn! Du er kommen for tidlig op. Morgenen er graae og kold og Taagen ligger tyk over Engene . . . . sov sødt og trygt, indtil Solen og Fuglene komme frem.
Men jeg vil tage disse Smertenskorn, jeg har opsamlet i dit Spor, Du henvisnede, og gjemme dem trofast, og nedlægge dem . . . . etsteds dog vel altid. . . Farvel, Margrethe, hav Tak for dit Venskab.

Farvel! sagde han og trykkede det sidste Blad mod Pande og Mund, inden han lagde det hen. Nu først saae han, at den korte Sommernat var svunden, og at Dagskjæret allerede faldt rødt paa de spredte Papirer. Dødens Gysning, som havde svævet over dem om Aftenen, var svunden . . . Margrethe havde selv mildt borttagen den! Fyldt af den underbare Beroligelse, der ofte indtræder af sig selv efter et stærkt Sindets Oprør, og som meddeler sig apathisk til Legemet ogsaa, rullede han Gardinet ned for den første indbrydende Solstraale, og lagde sig til Sengs for strax at falde i den sødeste Søvn.

[I, 14]

Cold var en af disse fiintorganiserede Naturer, der ikke opdrages, men som eie Dannelsen og dens Gratie som Medgift. Han var modtagelig, og en varm og let henreven Følelse, en Charakterens Reenhed oprettede hos ham, hvad den maaskee manglede af Styrke. Hvem der havde seet ham, da han kom til Christiania, straalende af Ungdom og Haab, smuk, aaben, glad som en Gud, vilde imidlertid fundet ham nu heel forandret. Han havde paa det heldigste uddannet vor Ungdoms Instinct at drage en usynlig Rustning over disse lettest angribelige Sider. I den Kunst at dæmpe ethvert naturligt Udbrud af Følelse og synes kold og uberørt, hvor han minst var det, kunde han maale sig med den Bedste. Man erindre hans Brev til Müller, der øieblikkelig maatte undgjælde for et Øiebliks Forglemmesle. Müller havde maaskee mere end noget Andet selv paavirket sin Ven i denne Retning. For haardt havde denne Jernnatur berørt en fra den
saa grundforskjellig og som ifølge sin Art maatte være ham uforstaaelig. Deres Venskab havde været Leerkrukkens og Vasens Reise med hverandre; kun ved at undvige, redder denne sidste sig.
I Samtaler med Andre var Cold sleben, beleven, ikke uden et Anstrøg af Ironi, der for en dybere Iagttager netop vilde have røbet de ømme Punkter. I hans nuværende Omgivelse var der heller Ingen, som havde gjort et Blik i denne Natur, uden det skulde været Amtmanden. Fruen betegnede ham altid som et Uhyre af Kulde og Ufølsomhed, og for de Yngre, der vanskeligere opgive Troen paa noget ligestemt, var han da ialfald en Gaade.
Mere forrædersk afspeilede hans Ydre enhver sterk indre Bevægelse. Ogsaa hans physiske Complection var af denne delicate Art, der let giver efter for Sjelens Angreb, og han maatte mere end engang finde sig i at gjælde for syg, naar noget kun stærkt havde angrebet ham.
Margrethes Mindeblade havde rystet ham dybt. Han gjenkjendte denne anelsesfulde Imødekommen, hvormed hun, tilsyneladende mindst beskjeftiget med ham, traf de dybeste Strenge i hans Sjel. Ingen, som hun, havde den Evne at gjette Tankens stumme Sprog og løse Tvivl, og at yde Trøst, hvor det mindst ventedes. Dobbelt indtrængende naaede denne Røst, da den
klang til ham fra Graven, forklaret gjennem en nu forstummet Smerte.
Den øvede en øieblikkelig Virkning paa hans Tanker og Følelser ligeover for Sophie. Den halv nysgjerrige Mistro, hvormed han havde betragtet hende, veeg med eet for øm Interesse og Medlidenhed. Som Margrethe stod ogsaa hun ene i sin Kreds, uden som denne at have en Livserfaring at støtte sig til. En uendelig Lyst til at nærme sig hende greb ham, men en ligesaa dyb Skye holdt ham tilbage. Han kunde ikke overvinde sig til at drage hende ind i en af disse almindelige, daglige Discurser, eller henvende noget Ord til hende i de Andres Nærværelse. At træffe hende ene, vilde aldrig lykkes ham. Derved fik deres Forhold mod hverandre noget Tvungent og Fremmed, som begyndte at vække Opmærksomhed. Enhver, som kjender lidt til Livet paa Landet, veed, hvor fornaglet Sligt kan blive.
Forstemt over dette, vred paa sig selv, gik han en Aften til Roe. Da havde han denne Drøm:
Det lille Optrin paa Sæteren, som han havde meddeelt i hine Blade til Margarethe – disse Blade, som hun ikke fik – gjentog sig igjen. Sophie sad i sin barnlige Dragt, med de tykke, brune Fletninger ned ad Ryggen, paa Gjærdet og sang. Han klappede i Hænderne og raabte et skingrende Bravo! Da vendte
hun et Ansigt mod ham, hvorpaa der stod malet en Smerte, en Rædsel, der næsten forstenede ham selv . . . men det var ikke længer Barnet Sophie. Han seer hendes Skikkelse glide foran han mellem Træerne, men naae den kan han ikke; hvergang han troer at være hende nær, forsvinder hun igjen. Hist ved Klipperanden maae hun standse, der sidder hun paa Stenen, tænker han. Men see! hun er ikke heller der – men fra Dybet lyder Toner op til ham, vilde, jamrende, hendøende, og atter igjen smeltende og lokkende som en Huldresang. Han vil styrte efter, men vaagner med et Raab. Endnu hører han Tonerne, endnu jamre de i Dybet, da springer han forvildet op og hen til Vinduet og lytter. Det er Lyden af et Piano, han hører; det er Sophie som synger. Hendes Instrument var da kommet, over Sophie havde han reent glemt hendes Musik.
Med utaalmodig Hast klædte han sig paa og ilede ned i Havestuen. Sophie var alene. Et Øieblik standsede han igjen uvis. Hun sad med Ryggen vendt mod ham, iført en frisk strøgen, rødstribet Morgenkjole. Hendes lange Lokker, maaskee ikke bestemte til at hænge ned den Dag, var tvungne glat til Siderne, men ligesom oprørte ved denne Tvang dannede de i deres bølgende Fylde en Frisur, som den man seer paa de antike Kaméer. Ved hans Indtrædelse vendte hun
Ansigtet om hvorpaa der idetsamme stod malet en let Overraskelse; hun mindede ham om Drømmen.
See, der er jo Fortepianoet, saa faae vi Musik her i Huset, det vil blive herligt!
Blot De ikke faaer formeget af det Gode, sagde Sophie smilende, hvad mener De om Øvelser som disse? og hun tog et Par chromatiske Løb. Cold holdt for Ørene.
Nok, nok! spil nu noget Smukt ovenpaa, eller syng Noget, jeg beder Dem De synger jo, ikke sandt? men idetsamme frygtede han igjen for at faae det gamle traditionelle Svar – «o nei! en Smule det er ikke værdt at høre paa» – men lykkeligviis svarede hun:
Jo, jeg synger. Sang er min Glæde. Naar jeg nu vidste noget rigtigt Smukt, vilde jeg synge det for Dem, . . . . De har mere end nogen Anden Ret dertil.
Jeg? sagde Cold overrasket.
Jeg skylder egentlig Dem min Sang. Uden Dem vilde den maaskee aldrig bleven til noget. Erindrer De ikke engang for mange Aar siden, De traf mig paa Sæteren? . . . dog, hvor skulde De huske en saa ubetydelig Begivenhed . . . for mig blev den vigtig.
Cold forstod hende, men han lod hende tale.
De opmuntrede mig til at udvikle dette Talent, og De gjorde det paa en Maade, der lod mig see Tingen fra en ganske nye Side . . .
Ah, virkelig!

Fra det Øieblik fik jeg en saadan Lyst, og jeg greb begjerlig det Tilbud, jeg ofte havde afslaaet, at besøge min Tante i Kjøbenhavn. Her har jeg arbeidet saa flittig som muligt, men Tiden var for kort. Nu angrer jeg næsten, at jeg afbrød den.
De afbrød den selv, og hvorfor gjorde De det?
Jeg kunde ikke andet, jeg blev betagen af en saadan Hjemvee, at jeg ikke kunde holde det ud længer.
Og nu længes De ned til Danmark igjen? Har De maaske ikke fundet Alting saa herligt heroppe som De tænkte?
Nei, jo . . nei rigtignok . . jo naturligviis, sagde Sophie i en Confusion, hvorover de begge istemte en Latter. Dog kan jeg ikke nægte, at meget forekommer mig anderledes end det foresvævede mig. I Danmark er der dog saa meget godt og elskværdigt, som man kan længes efter igjen.
Jeg kan nok begribe Hjemveen, sagde Cold, dog troer jeg, at den aldrig skulde underkue mig, forudsat at mit Ophold i det fremmede Land var frivilligt.
Det kommer af, at De endnu ikke har prøvet den.
Nei, det kommer af, at jeg forud er overbeviist om, at den vilde berede mig en Skuffelse, naar jeg gav efter for den. Jeg vilde tvinge den til at afklæde Hjemmet alle usande Fuldkommenheder. Den skulde blot faae Lov til at gjøre mig de virkelige Fortrin
bevidste. I Hjemveen er der desuden skjult en Portion Skrøbelighed, en Magelighed nemlig, en Modbydelighed for nye Indtryk.
Og dog, og dog er jeg bange for den vilde overliste Dem. Hvori kan det ligge, at denne Følelse er saa mægtig, saa dragende, naar der er en Stemme i os, som siger, at vi gjøre Uret i at give efter for den?
Ja, hvori kan det stikke? det er Nationalitetens Mysterium. Jeg tænker mig, at et Lands Naturbeskaffenhed ligesom afsætter sine Stoffer og afpræger sit Billede i sin Befolkning, og at Individet løsrevet fra denne sin Jordbund føler et Savn, der drager det tilbage til Hjemmet med al Erindringens Magt. I Danmark maae en Norsk, saavidt jeg kan indsee, klarere end noget andet Steds blive sig sin nationale Eiendommelighed bevidst – og omvendt en Dansk heroppe.
Maaske det ligger meget deri, at de to Nationer nu for Tiden saalidet ynde hinanden, bemærkede Sophie. I Danmark vil man ikke anerkjende noget Norsk.
Cold studsede og nær havde han sagt: Har De gjort den dybsindige Erfaring i Deres Tantes Salon; dog vel ikke ved de to af «første Rang?»
Finder De det comisk? sagde Sophie, der saae hans Smiil.
Nei, slet ikke, tvertimod, det er jo sørgeligt, men det maatte jo komme engang. . .

Hvordan mener De?
Jeg mener blot, at paa Grund af de gamle Baand og gamle Baner hendrages man til hinanden, men ved at bemærke Forskjelligheden frastødes man igjen saameget stærkere. Til at være Fremmede ligne vi hinanden formeget, og til at være Landsmænd alt for lidt. Men derfor ere de Danske ikke ganske retfærdige mod os. Thi midt i vor Raahed og Egoisme bevare vi dog en oprindelig Frihed, en sund Forstand, hvoraf der i Tiden maaskee kan blive noget Godt. En Dansk maae sikkert hos en ufordærvet Normand mærke Spor af en drøiere Natur, han maae ligesom mærke, at der klæber en Duft af Qvade og Granbar ved ham.
Ja, men det er jo netop denne Duft af Qvade og Granbar, som de Danske ikke kunne fordrage, sagde Sophie.
Det
er sandt, det volder dem ubehagelige Erindringer. Vore kjære ci-devant Landsmænd ignorerte os i Grunden helst ganske, for om mueligt at udslette Mindet om at vi ikke mere ere det. Vi derimod, som ingen Grund have til Ærgrelse, men meget mere til at være saare fornøiede, vi paaskjønne ret hjerteligt alt hvad der er Stort og Dygtigt dernede, Alt hvad de have forud for os. Det skal saamen ikke hindre mig fra at sætte stor Priis paa at tilbringe nogen Tid i Kjøbenhavn. Men jeg har desværre ingen Gudmoder dernede.

De kan ogsaa vanskelig gjøre Dem en Idee om, hvor forskjelligt Livet gestalter sig dernede fremfor her. Tilværelsen forekommer mig der lettere, sorgløsere, mere overfladisk, man er mere fornøiet med sig selv og sin Næste, og man tager sig alting paa en mindre besværlig Maade. . . . Naar man er kjed af Dagens Byrde, griber man med usvækket Lyst efter Fornøielser. Man har Lyst til Alt, man har Tid til Alt . . . men her . . .
Her, supplerede Cold, her tager man Livets Disharmonier ret grundigt, og naar man er kjed af Dagens Byrde, er der ingen Tid til Fornøielser, hvoraf der heller ikke gives stort flere end dem, den vilde Natur tilbyder.
Men, tilføiede han alvorligere, denne republikanske Afsluttethed, disse Savn, hvori vi ammes op, gjør netop Charaktererne stærke, om end strenge, og Gemytterne dybe, om end smertefulde og indadvendte . . . . Ja, Norge er en stræng Moder for sine Børn.
Sophie fæstede ved disse Ord sine Øine paa Cold, det var ligesom der malede sig en Angst i hendes Miner.
Da Cold smilende bemærkede dette og spurgte, om hun leed af Hjemvee efter Danmark, sagde hun:
Jeg troer det næsten, jeg veed ikke bedre end at
De imellem faaer holde et lille Foredrag for mig om alle de Skuffelser, denne Følelse bereder os.
Jeg vil gjerne holde alle de Foredrag, De ønsker, sagde han med Varme. De veed jo, Sophie, at jeg har en gammel Ret dertil . . . . og at jeg har Noget at indhente, lagde han til med Betoning.
Og jeg, sagde Sophie rødmende, vil til Gjengjeld synge for Dem . . . . hvis det kunde formilde lidt af vore Disharmonier.
Godt! sagde han med straalende Mine, det er en Aftale. Jeg holder Taler for Dem og De skal synge for mig. Vi ville strax begynde.
Med Sangen eller med Talerne?
Med Sangen . . . .
Sophie bukkede
sig efter et Nodeblad, men idetsamme traadte hendes Moder ind. Hun syntes lidt forundret over dette tête à tête. Er De saa tidlig paa færde, Hr. Cold! saa gjør De os vel den Fornøielse at drikke The med os? Sophie, see at skynd paa den. Sophie greb fornøiet dette Paaskud til at udsætte Sangen, som hun med Et følte Ulyst til.
Isen var brudt. De søgte hinanden ikke stjaalent, aabenlyst, uden Tvang. Ved Bordet, paa Spadseretoure, i Selskaber sluttede de sig til hinanden. Det er sandt, de havde meget at sige hinanden. I Førstningen studsede man, men Fru Ramm, der tog det
fra den eneste Side, som saadant tages op paa, besluttede at være delicat.
Lykkelige Tid! Ingen af dem tænkte paa at give dette Forhold noget Navn. Sophie blot hørte paa ham, hun indsugede hans Ord, hun troede Alt hvad han sagde, han var bleven hendes Lærer igjen, og hun skulde jo indhente det Forsømte. Et nyt Afsnit i hendes Liv var indtraadt: Opklarelsens, Bevidsthedens. Hendes hele Væsen modtog Præget deraf, det blev sikrere, tillidsfuldere, mere eiendommeligt, undertiden mere hensynsløst. Hun udviklede en forbausende Virksomhed, var oppe med Solen, og naar hun saaledes efter en lang Dag, tilbragt med Læsning, Musik, Samtaler med Cold og huuslige Forretninger, lagde sig til en sød og fast Søvn, syntes hun at Dagen endnu havde været for kort. Den Hjælp hun ydede i Huset glædede hendes Moder meget. Denne havde vant sig til ikke at have synderlig Nytte af Amalie, der tilbragte sin Tid meest med de saakaldte Fruentimmernetheder, med at male Vandfarve, og imellem klimpre lidt paa en Guitar.
Cold havde i visse Maader fundet Sophie anderledes end han havde ventet. Det var ikke hendes Skjønhed og eiendommelige Gratie, den havde vel overrasket ham, dog denne Mulighed havde han tænkt sig. Han mærkede ogsaa godt den Snare, denne vilde
drage om hans Sind, dog da han havde i friskt Minde alle de Lidelser, en fordringsfuld, lykketørstende Sjel kan gjennemgaae, naar den skal leve af Skjønheden alene og intet Andet, havde denne Egenskab hidtil mere holdt ham fjern. Men han opdagede en Sjel hos Sophie, en Sjel stærk nok til at møde hans. Hendes aandelige Natur havde været ham gaadefuld. Han troede paa noget Stærkt og Begavet i den, men han havde altid forenet dette med noget Eensidigt, Excentrisk, noget i mange Stykker Forkeert. Han havde drømt om Kampe og Modstand. Den Forstaaelse, der pludselig udfoldede sig mellem dem, saa smuk og harmonisk, saa berigende for dem Begge, overraskede og fortryllede ham. Den skulde blive det bedste Værn – det indbildte han sig idetmindste – mod en blind Forelskelse, der igjen vilde forplumre alt. Margrethe havde selv anbetroet ham denne unge Piges Lykke. Hendes sidste Bøn til ham havde været for hende, den Ukjendte. Og han skulde ikke svigte Margrethes Tillid. Han var virkelig saa ivrig, saa opfyldt af denne nye Opgave, at han ikke kom til at dvæle meget ved Sophie selv, det vil sige, hendes Person, hendes Dragt og disse tusinde Tilfældigheder,
Hvoraf sig Guden spinder
Til Net om Hjerterne de stærke Baand

. . . i henrivende, indtrængende Ord strømmede hans Livsbetragtning over i en Sjel, alt for villig til at
optage den. Han fandt ikke alene et aabent Øre, men mangen Gang en Selvtænkning, en Modenhed, der mødte ham paa de dristigste Udflugter, og som ofte i kvindelig Gjetningsevne svang sig over ham selv.
Om Cold nu følte, at dette Værn ikke var ganske at stole paa? . . . men ligesom instinctmæssig undgik han enhver personlig Berørelse, endog den ærbødigste, som enhver Herre kan tillade sig ligeover for en Dame. Paa deres Spadseretoure bød han hende aldrig Haanden til at støtte hende over Stene ved Bækken, aldrig Armen ved et vanskeligt Sted i Fjeldet. Sophies naturlige Behændighed gjorde det tildeels overflødigt. En Dag havde hun paa en saadan Spadseertour faaet en Torn i Haanden, der smertede hende meget, men hun undertrykkede Smerten, og Cold vilde maaskee blot henviist hende til Taalmodighed eller et andet Huusraad, førend han, en anden Daphnis, havde forsøgt at trække den ud.
Der var gaaet nogle Uger. Man var allerede midt i Juli, Juli med sine varme, farverige Aftener og straalende Nætter. Leen klang, og Millioner Blomster sendte deres sidste Duftoffer ind i Husene. Lykkelige Tid! Lykke uden Navn og Maal, der fik en nye, farlig Fortryllelse under Sommerens berusende Aande! Og Sophies hele Skikkelse straalede i Gjenskinnet af denne Lykke. Hun blomstrede som en Rose. Der var
en Aands Lethed og Lydløshet over Alt, hvad hun foretog sig. Hendes Sang var en Jubel, hendes Gang en svævende Flugt. Man saae hende komme og forsvinde som et Syn. «Du forfærder mig med din Hurtighed», sagde hendes Moder mangen Gang, «Du kan umulig have været der nu men Sophie forsikrede hun havde været der, og at hun havde gaaet ganske adstadig.
Det forekom Cold, at denne Tid aldrig kunde tage ende! Og den endte – alt for snart! Han fik pludselig den Opfordring af Amtmanden, at gjøre en Forretningsreise til Christiania. Cold var vant til disse Opdrag; Amtmanden vidste, at han gjorde ham en Fornøielse med dem. Dennegang traf det ham som et Tordenslag. Med Overvindelse rev han sig løs, og medens han i urolig Iver drev paa Reisen, drømte han sig allerede tilbage igjen. Ved Afskeden rakte han Sophie Haanden, og anbefalede hende de Bøger, hun skulde læse under hans Fraværelse, samt lovede hende nogle nye, som han skulde bringe med.

[I, 15]

Et Forhold mellem to unge Personer, der kun grundet paa Interesse ikke har et bestemt andet Maal end en blot aandelig Udvexling, hører af gode Grunde til de saare sjeldne hos os. De synes at tilhøre lykkeligere, friere, mere udviklede Tilstande end de nærværende. Naar de desuagtet finde Sted, vække de en Opsigt som alle de Phænomener, der ikke spire i en naturlig Grund. Mødre og Værger kunne ikke fordrage den Slags Venskaber. De ere dem for upraktiske, ofte hindrende for Døttrenes Lykke. Og Mødrene have Ret. Hvortil denne farlige Prøvesteen? vore Børn kunne blive lykkelige ad den almindelige Vei, uden at der spørges om de have nogen Aand eller Sjel . . . En Smule Ungdom og dens Huld og et Qvantum praktisk Dygtighed, mere behøves der ikke, det knytter Baandet, og dermed Basta. Hvad kommer der ud af en høiere Stræben for en ung Pige? Medens hun beriger sin Aand og opklarer sin Livsanskuelse, glemmer
hun Krænkelserne, der lurer udenfor i Verdens skjæve Udtydninger, glemmer hun maaskee endogsaa Lykken, der imidlertid har banket paa i Skikkelse af en «holden Mand» eller en vakker Fætter, der avancerer, og hun maae endda være glad, naar hendes platoniske Ven, for hvem hun trodsede alle disse Andre, ikke selv bliver den slemmeste Forræder . . . Mødrene have, som sagt, ganske Ret. Her, som i alle Conflicter mellem begge Kjøn, har hun Alt at tabe, han derimod Intet. En ung Pige, der med al sin Varme skriftlig og mundtlig pleier en saadan Forbindelse, maae enten besidde en extraordinair Sjelsstyrke til at sætte sig ud over Følgerne, eller en Naivetet, der Intet aner. Det var en sær Forening af begge disse Egenskaber, der gjorde, at Sophie saa uforbeholdent hengav sig til den.
Den egne Pagt, de havde sluttet, vakte derfor snart Omtale. Det er sandt, de paalagde sig ingen Tvang. Man havde truffet dem spadserende, til Hest, alene, paa Hjemtoure magede de det altid saa, at de kom til at sidde sammen.
Paa et Bal hos den nævnte Capitain, kort før Cold reiste, talte de næsten ikke med Andre. Der blev hvisket i alle Kroge. «Saadan foran det hele Selskab!» det maatte da være en Forlovelse, men saa vare de igjen saa besynderlig kolde! Ingen havde endnu seet ham tage hendes Haand, og den Stilling,
han iagttog under deres lange Conversationer, der forresten blev holdt i Alles Nærværelse, var saa afmaalt, saa høitidelig, som om det var en Dronning han havde for sig. Det værste var, at da Cold ved Midnat reiste hjem, faldt Sophie, der ikke dansede, i Søvn, og hun sov til den lyse Morgen, da Ballet sluttede. Sophie anede Intet, indtil man ved næste Leilighed kom med Gratulationer, da blev hun yderlig forbauset, og nægtede det tørt og afgjørende. Hendes Moder nægtede det ogsaa, men med denne hemmelighedsfulde Mine, der tillader Fortolkninger efter Behag. Dette forvirrede dem aldeles, men det formildede ikke Stemningen.
Naar hun havde været ude, fandt man hundrede Ting at bemærke om hende. En fandt hende for fri, en Anden for stiv, atter en Anden fandt, at hun alt for tydeligt lagde for Dagen, at hun kjedede sig – kort, det var ubegribeligt, hvor den elskværdige, dannede Kone Fru Ramm, kunde komme til den Datter, der var saa underlig, saa forskruet, saa aparte, saa barnagtig, saa – man vidste ikke selv hvad. Det «Barnagtige» bestod i, at hun undertiden brød de Voxnes stive Kreds og sluttede til Børnenes Lege, til megen Fryd for dem. Hos Præstens smuttede hun gjerne op til den gamle Jomfru Nandrup, der, skjøndt altid sengeliggende, dog var fuld af Livlighed. Det gamle Menneske
fik ligesom nyt Liv den Dag den unge, smukke Pige traadte ind til hende, venlig spurgte til hende, og derpaa med megen Interesse hørte paa hendes mange lystige og traurige Historier. Dog var det især, naar Sophie var fraværende, man følte en Lyst til at bekritle hende; naar hun var tilstede, øvede hendes Personlighed sin Magt over Alle, og mod deres Villie imponerede hun dem. Et Omdømme forstørres altid i sine fjernere Svingninger, ligesom de større og større Ringe, der omkredse den Smaasten, der falder i Dammen. I næste Bygd havde Rygtet gjort hende til et reent Fabeldyr.
En Dag, da Amtmandens paa Sophie nær vare bortreiste, kom en Familie fra et fjernt Distrikt, for at aflægge et Besøg. Sophie modtog dem alene, og idet hun følte den Forpligtelse, der paalaae hende som Værtinde, opbød hun Alt for at behage de Fremmede. Et nydeligt Middagsbord, Toure omkring paa Gaarden, lod dem ikke savne de Fraværende . . . . de reiste aldeles opfyldte af hendes forekommende Opmærksomhed. Til Slutning maae vi endnu bemærke, at Sophie stod sig bedst hos Bygdens gamle Herrer, der mere eller mindre var hendes varme Beundrere. Mænd ere aldrig saa smaalige i sine Domme som Fruentimmer, og da ingen krænket Forfængelighed kom med i Spillet, optoge de Sophies Elskværdighed reent og uforvandsket.
Det Fremmedartede i hendes Væsen morede dem, uden at støde dem, det blotte Syn af hende vakte lyse Minder. Hun tyktes dem Gjenskinnet af et Ideal, drømt engang for længe, længesiden, og som Mutters Prosa og et trediveaarigt Contorstøv ikke ganske havde begravet.
Lorenz Brandts Besøg vare i den senere Tid blevne hyppigere hos Amtmanden, da han for det første havde slaaet sig ned hos sin Moder. Desværre saae man, at det for hver Gang gik ned ad Bakke med ham. Den grønne Bonjour, Verkensvesten og Voxdugshuen med Cocarden (hiin Habit, Cold havde foræret ham, havde han solgt igjen, da hans Stolthed ikke tillod ham at bære den) toge øiensynlig af, og han selv syntes med stærke Skridt at nærme sig til det sidste traurige Trin, denne dyriske Sløvhedstilstand, hvorhen Blusel og Anger ikke mere naae. Mod de Andre var han mere høirøstet og uforskammet end nogensinde, medens han viste Sophie en ligesaavidt dreven pathetisk Beundring. Gud veed, hvem der er meest at beklage, sagde Amalie til hende, Moder og jeg, som han er saa uartig imod, eller Du, der er Gjenstand for hans Høiagtelse. Der er ingen Tvivl om, at jeg er ulykkeligst, meente Sophie, thi jeg bestræber mig dog redelig for at nedstemme hans Følelser for mig, medens Moder og Du ikke gjøre Eder synderlig Umage for at formilde dem, han nærer for Eder. Hans Paatrængenhed
begyndte virkelig at genere hende høilig. Var det hende muligt, undgik hun at være nærværende. At møde ham ude, alene, voldte hende i Tankerne en stor Rædsel.
En Eftermiddag befandt Sophie sig paa sit Værelse ovenpaa, der var beliggende indenfor et større, der tilhørte Amalie. Hun sad paa den lille, lave Sopha mellem Vinduerne, og læste i en Bog, som Cold havde laant hende. Udenfor slog et længe ventet Regn forfriskende ned paa de tørre Marker. Af og til, naar et svagt Lyn blinkede for de sænkede Øielaag, saae hun op, medens hun mekanisk fulgte den endnu fjerne Tordens Rullen. Hun hørte saaledes, fordybet i sin Læsning, at det gik i den ydre Dør, at hendes egen Dør lukkes op og igjen, og sagte Skridt nærme sig. Da hun troede det var Amalie, saae hun efter en Stund ligegyldig op. Foran hende stod Lorenz Brandt, med et stivt, næsten forvildet Blik fæstet paa hende:
O, hvorfor saa ræd! sagde han, er jeg da et Uhyre, endnu har jeg jo Intet sagt!
Hvad vil De! hvem søger De!
Dig, netop Dig – ingen Anden, jeg har Noget at sige Dig.
Saa er dette Værelse ikke Stedet dertil, hvor kan De vove at trænge herind? Hun reiste sig for at gaae. Men det var forgjeves. Brandt havde med sin Knortekjep stillet sig foran Døren, paa en Maade, som viste,
at det var hans Agt at afskjære enhver Flugt. Han var i den Tilstand, der for Alle af hans Lige er den skrækkeligste: han var ædru. Haaret hang opløst af Regnen, om det indfaldne Ansigt. I de ellers matte, glandsløse Øine, med det rødlige Hvide, lyste en dunkel Ild, en fortvivlet Resolution.
Her, intet andetsteds, kan jeg tale med Dig. Dernede ikke. Troer Du jeg har isinde at røre et Steenhjerte som din Moders? eller at give en Romanscene for din fjantede, forskruede Søster?
Ti! raabte Sophie i høi Uvillie. Saaledes vover De at omtale dem, De skylder Agtelse idetmindste! Mennesker, som i deres hele Liv ikke have viist Dem Andet end Godhed og Overbærelse . . . .
Godhed og Overbærelse! sagde Brandt bittert. Saa din Moder har behandlet mig med Godhed! O ja, hun kjælede for Drengen hun ogsaa, saa længe han var smuk og haabefuld, saalænge Lykken smilte til ham med andre Ord; naar det var forbi, sparker man til ham som til en skabet Hund . . . . Din Fader, den stakkels, forskræmte Gamle, tør naturligviis heller ikke . . .
Sophie afbrød ham igjen. Nævn ikke Faders Navn, sagde hun. De veed ikke selv hvad De siger, hvor afskyeligt det er . . . . Tænk Dem om, hvis Skyld er det, at Fader og Moder have forandret sin Opførsel mod Dem?

Du har ikke forandret den, Sophie. Du, den Bedste, den Ædleste af din Slægt, Du har viist mig Deeltagelse og Godhed . . . .
Nei, afbrød Sophie forskrækket, jeg har ingen Godhed viist mere end de Andre . . . .
Jo, jo, nægt det ikke! Du har ikke behandlet mig som en Elendig, en Forskudt. I din Opførsel laae der noget ganske Andet. Denne Ømhed, hvormed Du hang ved mig allerede som Barn, som jeg, den af Alle forgudede Yngling, dengang ikke vidste at skatte rigtig, den er endnu ikke slukt i dit Hjerte for mig – o, afbryd mig ikke – dette opgik klart for mig den første Gang jeg efter mange Aar saae Dig igjen. Fra hiin Dag, fra hiin uforglemmelige Aften paa Sæteren, daterer sig en nye Retning i mit Liv, da druknede jeg ligesom det gamle Menneske i mig, Du blev mig mit Livshaab, min nye Ledestjerne, ja Du, Sophie, er af Himlen udkaaret til en stor, en herlig Mission, til et Menneskes Frelse; ved din Haand vil han vende tilbage til det menneskelige Samfund, som har forstødt ham.
Jeg!! udbrød endelig Sophie! . . . . Hvad mener De! . . . .
«Ja Du og ingen Anden vedblev Brandt med den samme underlige Blanding af Svulst og virkelig Følelse. Seer Du, jeg veed jo vel, at jeg er sunken dybt,
og at Menneskene have en Ret, men ogsaa kun en Slags Ret til at forstøde mig thi endnu lever der jeg føler det, noget Godt og Dygtigt i mig, som deres Haardhed ikke har mægtet at ødelægge. Ja, vee over dette hjerteløse Samfund! . . . . paa det vælter jeg den største Skyld, den bittreste Skyld. Istedetfor at række en forvildet Sjel Haanden, istedenfor at søge at opreise ham i hans egen Agtelse, støde de ham med Foragt dybere ned i Svælget, og behandle ham som æreløs, inden han endnu er det. Det Skrækkelige ved min Stilling, Sophie, er det næsten Umuelige i at vende om, da Broen overalt er afkastet; da staaer Villien hændervridende og bryder fortvivlet sin Kraft mod det Umuelige, indtil den føler sin Afmagt igjen den stakkels Villie. Det Skrækkelige er, at man holdes for forloren, medens man endnu kunde reddes. . . . . Jeg kunde fortælle Dig Træk heraf, som vilde røre Dig, der er saa god, til Taarer, som maatte kunne røre en Steen. I hine lystige, sværmende Dage, der blev Kimen til mit Fald som saa mangen Andens, havde jeg en Kammerat, en Ven. Han var selv Aanden i vore Sammenkomster, den onde Aand maae jeg lægge til, den vildeste, den meest extravagante, var han den første og sidste i alle Lag, dertil begavet med en vis Overlegenhed drog han de Yngre og Svagere med sig mod Fordærvelsens
Rand. Han selv reddede sig i Tide, og erholdt ved mægtig Protektion et af Landets gode Præstekald. Her havde han allerede i nogle Aar forkyndt Guds Ord fra sine besmittede Læber . . . . da tænkte jeg paa ham, paa denne Ven, der havde havt saamegen Skyld i min Ulykke, og i en god Stund besluttede jeg at opsøge ham – nu skal hans gode Exempel virke paa mig, tænkte jeg, det vil styrke mig at see hans virkelige Fromhed og ærefulde Vandel – og jeg forberedte mig til dette Gjensyn . . . Sophie! I lang Tid hungrede jeg, for at skaffe mig en anstændig Klædning . . . . hvad vil det sige at hungre! men i fire Maaneder smagte mine Læber ikke Forbandelsens Drik, for at jeg kunde fremstille mig ham værdig. Og jeg kom – og han modtog mig godt? – o ja jeg hungrede ikke, og jeg fik Tag over Hovedet, men som en Tigger blev Mad og Seng tilslængt mig paa et afsides Værelse, hvor man logerede Haandværkskarle og omstreifende Personer, og naar jeg viste mig, krøb hans Kone og Børn i Skjul, som om jeg var en Spedalsk. Ogsaa hid i denne Afkrog havde Rygtet trængt sig foran mig, her, hvor han agtet og tilfreds nød Frugterne af sin Skinhellighed. Ja, han var en af disse mange vanhellige Præster her i Landet, der bruger Slapheden efter Udsvævelsen som en Fromhedsmaske, hvorved de blænde de stakkels godtroende Bønderfolk. Troe
dog ikke, at han lod mig gaae uden at see mig – nei bevares! næste Morgen blev jeg stædet for hans Aasyn, og hans Velærværdighed holdt en salvelsesfuld Formaningstale og afskedigede mig derpaa, idet han trykkede mig en heel Speciedaler i Haanden, som jeg ikke havde Fatning nok til at kaste ham i Ansigtet, den elendige Hykler! Naar Venner behandle En saa, hvad troer Du da jeg har døiet af Fremmede? Ja ogsaa her i Huset, hvor jeg engang var elsket som en Søn, møder mig denne Ringeagt, der er desto frygteligere, da den skjuler sig under en glat, kold Opførsel, som jeg ikke kan faae Tag i, og glider mig som en Aal af Hænderne – saaledes er jeg bleven jaget som et saaret, som et udmattet Dyr, indtil jeg sank for dine Fødder. Sophie, af Dig venter jeg Livet – Du har det i din Haand – bestem!
Sophie, i hvis medlidende Træk man kunde læse den Deeltagelse, hvormed hun havde fulgt hans Skildring, glemte over den næsten hans egentlige Hensigt, maaske havde hun endnu ikke ret forstaaet den. Hans sidste Ord bragte hende pludselig tilbage til Virkeligheden.
Hvorledes? raabte hun, De kan dog ikke mene? . . .
At Du skal forene din Skjæbne med min at Du skal blive min Redning, mit Haab, min Støtte . . . . jo, det mener jeg . . . .

Aldrig! raabte Sophie, og traadte med Rædsel saa langt tilbage som hun kunde. Men da hun bemærkede den vilde, næsten fortvilede Gebærde, hvormed Lorenz fulgte denne hendes uvilkaarlige Bevægelse, fattede hun sig voldsomt, nærmede sig igjen, og idet hun lagde sin skjælvende Haand paa hans Arm, sagde hun mildt: Besind Dem, Brandt, det kan ikke være Deres Alvor. Jeg skulde torde paatage mig et saadant Kald! . . . . jeg, saa ung, saa uerfaren, der ikke kjender det Mindste til Verden, skulde kunne formaae det over Dem, som Andre ikke har kunnet, der staae Dem langt nærmere? . . . De siger, at jeg selv har opmuntret Dem . . . . o nei, nei, det er umueligt De kan tage saadan Feil! . . . jeg har været venlig og høflig mod Dem som mod enhver Anden, . . . og hvorfor skulde jeg nægte det? . . . . ogsaa Deres Skjæbne, som jeg sammenlignede med den, vi engang udmalede os, gik mig til Hjerte, og det kunde ikke falde mig ind at skjule det . . . . jeg har ikke seet Dem paa mange Aar, og Kontrasten maatte derfor gribe mig smertelig! . . . havde jeg som de Andre fulgt Dem Skridt for Skridt, saa vilde det gaaet mig som dem, frygter jeg . . . . og De vilde nu været ligesaa vred paa mig . . . .
Denne lange, vel studeerte og høist moralske Tale klæder Dig ganske udmærket, sagde Lorenz bittert. Det er et arveligt Talent, mærker jeg. Jeg venter nu blot
paa Kapitlet om min gamle, nedbøiede Moder, som din Mama saa uforlignelig veed at foredrage – bliv ved! jeg hører andægtig.
Jeg vil aldeles ikke blive ved. Vi har talt altfor længe om det. Lad os gaae . . . . lad os gaae . . . . Men først skal De love mig, at det skal være sidste Gang . . . .
Og det er Alt, hvad Du har at sige mig? og dermed troer Du at kunne affærdige mig? sagde Lorenz, og traadte et Skridt nærmere.
Min Gud! hvad vil De da? Hvad kan, hvad skal jeg gjøre?
Du skal blive min . . . . o, Sophie, miskjend ikke dit Kald! Hvad troer Du en saadan Engel er sat til her i Verden, uden for at frelse de Fortabte? Det er Kvindens Bestemmelse at opofre sig.
Nei, det er ikke Kvindens Bestemmelse at styrte sig i en vis Ulykke, uden at kunne frelse Nogen . . .
Sophie, sagde han, og faldt ned, medens han med Heftighed greb hendes Hænder. Afsiig ikke denne Dom saa haardt, saa afgjørende. Jeg forlanger intet Løfte af Dig nu, giv mig blot et Haab, et lille bitte Haab om, at Du vil høre mig, naar jeg har gjort mig fortjent dertil . . . . jeg veed det, saaledes som Du ser mig nu, kan jeg blot vække din Afskye . . . din Uvillie er saa naturlig! Du skal ikke see mig, uden at
jeg kan vise mig for Dig i en Skikkelse, der er Dig værdig. . . . Dog jo, see Dig maae jeg, for at hente Styrke til det nye Liv, jeg skal føre, min Igjenfødelse – blot see Dig, for at læse en Straale af Haab i dine Øine, o, med det skal jeg trodse Alt, Verdens Foragt, og om selve Helvedet steg op for at friste mig.
Jeg beder . . . jeg besværger Dem, Brandt, sagde den dødblege Sophie – – lad mig være . . . . ti med dette! . . . . Glem at De nogensinde har talt om det . . . . Reis Dem, for Guds Skyld, reis Dem! . . . Brandt . . . Gud veed det, hvor Deres Ulykke gaaer mig nær! . . . hvor villig jeg vil troe paa alt Undskyldende for Dem, paa Alt hvad der endnu er Godt, og som kunde reddes . . . . men ikke ved mig . . . . ikke ved mig! . . . . Jeg vil altid være venlig mod Dem . . . . Jeg skal ikke glemme, at De har været os en Broder . . . . jeg skal forsvare Dem mod Alle, og staae Dem bi i Raad og Daad som en Søster . . . hvis De selv vil det, hvis De ikke tvinger mig til at skye og hade Dem . . . .
Altsaa «Ritter, treue Schwesterliebe, widmet Euch dies Herz» . . . . Tak skal Du have: Raad har jeg nok af, Daad rigtignok mindre – og er det dit sidste uigjenkaldelige Ord?
Kom, kom . . .!
Aha, jeg forstaaer, sagde Lorenz efter en Pause,
medens hans Øie hvilede skarpt paa hende. En anden har trængt sig mellem Dig og mig. Det var altsaa dine beskedne Skrupler, at Du ikke var dette Kald voxen! men mig narrer Du ikke, see blot, hvor rød Du bliver! Saa har han dog lusket sig ind i dit Hjerte, denne glatte Vindbeutel, saa har han dog vidst at bestikke Dig med sine nymodens, hjerteløse Phraser. Vogt Dig for dette Menneske, Sophie, han vil volde din Ulykke.
Sophie svarede ikke, men uvilkaarlig bukkede hun sig efter Bogen, der var falden ned, medens en brændende Rødme bedækkede hendes Ansigt. Brandt gjættede denne Bevægelse, han rev hende Bogen af Haanden, saae paa Titelbladet, og skreg: Tænkte jeg det ikke! der staaer hans Navn, den . . .! og som en Rasende rev han Bogen i mange Stykker og trampede paa den, oh, mumlede han, naar jeg blot vidste hvorfor jeg hader dette Menneske saa!
Hans værste Synd var vel, at han sprang i Vandet og frelste Deres Liv, sagde Sophie med Foragt.
Ja, Du har Død og Helvede Ret – det ogsaa, derfor hader jeg ham netop, skreg Brandt med stigende Raserie . . . . . . Har han ikke derved beredet sig en ny Triumph og mig nye Ydmygelser? . . . . . o, jeg forstaaer, han er bleven dobbelt interessant, uimodstaaelig siden . . . . men hans Tour kommer nok ogsaa engang! . . . . Gid mine Qvaler
tusindfold ramme ham! ja gid han vride sig for din Fod, fortvivlet og ubønhørt som jeg! . . . . og Du, Sophie, tag Dig iagt! Du skal herefter føle hvad det vil sige at styrte et Menneske ned i Afgrunden.
Han gik med et skrækkeligt Blik. I Døren gav han sin Hund, der længe havde pebet udenfor, et brutalt Spark, saa det arme Bæst hylende tumlede tilside. Amalie, der lidt efter kom, fandt Sophie siddende paa Sophaen, bævende paa alle Lemmer. Neppe kunde hun faae antydet hvad der var passeret.
Det skrækkelige Menneske! raabte Amalie, og søgte kjerlig at berolige Søsteren. At man skal være udsat for Saadant! . . . . see, der gaaer han! . . . og lige over Moders Nelliker . . . det er dog rædsomt! Og Søstrene saae nu med Skræk og en viss Tilfredsstillelse Brandt, fulgt af sin slukørede Hund, springe tvers over Blomsterbedene i Haven, klattre over Stakittet og forsvinde i Marken. Tordenbygen udgjød sig idetsamme under et voldsomt Lyn.
Da Amalie var gaaet, lukkede Sophie sin Dør, et Rov for nye Tanker og Bevægelser. Paa Lorenz Brandt tænkte hun ikke mere.
Ende paa første Deel.


Anden Deel.
[II, 1]

De Fremmede, som engang, medens Amtmandens vare fraværende, havde aflagt et kort Besøg paa Gaarden, vare en Provst Rein og hans Søster, middelaldrende Folk, begge bosatte i det sydlige Strøg af Landet. De befandt sig paa en Reise til en Bygd i Amtmandens District, hvorhen Fruens Mand, en Landmilitair, var bleven forflyttet.
Veien førte dem næsten lige forbi Gaarden. Provsten havde i yngre Dage kjendt Amtmanden og hans Kone. Det interesserede ham derfor høilig at see disse gamle Venner igjen efter saamange Aars Forløb.
Man vil erindre, at de Reisende traf blot Sophie, som ogsaa det Indtryk, hun gjorde paa dem, der stod i en besynderlig Modsætning til de barokke, uklare og tildels umilde Domme, de havde dannet sig om hende. Hvorvidt dette gunstige Indtryk havde sin Grund i en indløben Feiltagelse, er vanskeligt at afgjøre.
Fordomme og forudfattede Meninger øve en stor Magt over os, og spille ofte de Bedste et Puds.
Efterat de to agtværdige Sødskende, vel indskibede i den magelige Reisevogn, et Stykke op i Alleen lidt møisommeligt havde vendt sig om og tilvinket deres unge Vertinde endnu et sidste Levvel, bemærkede Provsten:
Det var da ret uheldigt, at vi ikke skulde træffe Familien hjemme.
Siig heller, vi vare saare heldige, svarede Søsteren, at vi traf den ældste Datter og ikke den yngre. Det skal være et reent Utyske, capricieus og fuld af Indfald. Vild og forvoven som en Kosak skal hun sprænge alle Faderens Heste. Hun havde været istand til at slaae Døren i lige for vor Næse.
Bevares! da var denne Søster noget ganske Andet!
Ikke sandt! det var da et sødt Menneske! Jeg er ganske og aldeles indtaget af hende . . . Og smuk! At man ikke har talt mere om en saadan Skjønhed! Der har Rygtet mod Sædvane været for moderat.
Jeg har dog hørt Frøken Ramm omtale som en indtagende Pige, bemærkede den mere ordknappe Broder.
Og saa forekommende og behagelig! . . . og saa Anretningen, hvor smagfuld var den ikke? Disse Retter vare saa simple og dog delikate, jeg veed hvad
det vil sige at præstere Saadant paa Landet . . . . . Og hvor peent lagde hun ikke for ved Bordet, og underholdt os tillige. Det er ingen let Opgave, det veed nok jeg.
Hun udviklede særdeles megen huuslig Virksomhed, sagde Provsten tankefuld.
Og det var ikke noget Overfladisk, det forsikrer jeg Dig! Jo, jo min lille fine Dame, tænkte jeg, dette er vistnok meget smukt og nydeligt Altsammen. Men der skal noget Andet til, end at kunne dække et Bord smagfuldt og gjøre Honneurs paa en behagelig Maade. Der er andre Ting som ikke lade sig gjøre med Handsker paa, og det er vel ikke egentlig din Sag, men Du lader Mama sørge for det. Dog det skulle vi snart komme efter. Hvor kort Tiden var, feiede jeg dog omkring med hende i det hele Huus. Vi vare paa Lofte og i Kjældere, i Melkebod og i Væverkammer, og det maae jeg sige, jeg gjorde hende i al Stilhed Afbigt. Hun var saamen hjemme overalt, og skjøndt hun forsikrede, at hun tog ubetydelig Deel i disse udvendige Forretninger, vidste hun dog saa god Besked, og talte saa kyndig om enhver Ting, som om hun ikke interesserede sig for andet i Verden end for Vævning, Smør- og Ostetillavning.
Mon hun er musikalsk?
Det troer jeg neppe. Den Yngre derimod skal
være et musikalsk Genie. Men derfor faaer man ogsaa ved Siden af Noderne døie Unoderne med. Slige begavede Børn ere aldrig til rigtig Glæde . . . . . . Her fra denne Bakke tager Gaarden sig virkelig smukt ud. Mon Møllen dernede tilhører Amtmanden? See Dig dog om, Frederik!
Hvor gammel mon hun er? sagde Provsten og saae ud til den anden Side.
Hvem? den ældste? Det skal jeg kunne sige Dig paa en Prik. Hun maae netop være et, to a treogtyve, høist fireogtyve Aar. Da jeg for tyve Aar siden saa Fru Ramm, var den yngste af hendes Smaapiger tre a fire Aar . . . og hun ventede sig paanyt.
Fireogtyve Aar! da seer hun overmaade ung ud for sin Alder!
Af Væsen just ikke. Denne Sikkerhed har ikke ganske unge Piger; de ere mere forlegne med sin Person, mere affecterede om Du vil . . . . . Veed Du hvad, Frederik, det var en Kone for Dig!
Hvad falder Dig ind! raabte Provsten næsten heftig, og lettede sig op af den magelig hvilende Stilling . . . . en saa ung, smuk Pige! med hendes Fordringer!
Hm ja Fordringer! hvorfor ikke? En Mand som Du i dine bedste Aar